Muslimer drikker ikke vin. De fleste siger i hvert fald, at de ikke gør det. Men sådan har det ikke altid været. Tværtimod. Det er den noget frapperende konklusion i det seneste værk fra en af Frankrigs mest ansete islamologer, den algeriskfødte antropolog Malek Chebel. 'Nøglen til lykke' Når man bladrer gennem de rigt illustrerede sider i de nøje udvalgte stykker i Chebels fyldige antologi, får man et overraskende kig ind i den islamiske litteratur, der mildest talt bugner med anprisende metaforer for den berusende druesaft. Gennem hele den historiske litteratur genfinder man beskrivelsen af vinen som »kongedrikken«, der bringer »nøglen til lykke«, eller højtsvungne strofer om »druens blod«, der »oplyser ansigterne«, »absorberer bekymringer og tristhed«. Ambivalens De talrige brudstykker og citater repræsenterer et bredt udvalg af såvel kunstnere og poeter som imamer og islamiske fyrster gennem de seneste 14 århundreder. Men alle priser de vinen så højt, at det bliver vanskeligt at se det nuværende forbud som andet end en fundamentalistisk koranfortolkning. Målet med Malek Chebels antologi er at kortlægge vinens status og plads i islam - en plads, der er langt mere nuanceret end et blot og bart forbud, for vinen (al Khamr) har altid været til stede - ikke blot i det litterære, men også i det daglige liv. Muslimernes forhold til den gærede drik har gennem det meste af islams forholdsvis korte historie været ambivalent. De fleste muslimer forfægter i dag forbuddet mod at indtage alkohol med følgende formaning fra Koranen: »Oh, I som tror. Kom ikke til bøn, hvis I er berusede. Vent, til I ved, hvad I siger«. Og med fem bønner om dagen er det så godt som umuligt at undgå at møde lettere bedugget op i moskeen, hvis man har fået noget indenbords. Fortabelsen af selvet Den historiske gennemgang illustrerer, at vinens udbredelse groft set afhænger af de siddende herskeres varierende grader af puritanisme. Således fik den shiitiske kalif Al-Hakim (996-1021) næsten tørlagt hele Egypten. Han lod simpelthen vinstokkene rykke op med rode for at gøre en ende på fristelserne (det siger dog en del om hans sindelag, at han også forbød fremstillingen af damesko for at tvinge kvinderne til at blive inden døre). Til trods for sådanne repressive deciderede forbudsperioder har muslimers glæde ved vinen dog alligevel altid ulmet videre, og de gyldne dråber har været en lindt flydende ingrediens i de notoriske arabiske nætter. Ifølge Malek Chebel er det oplagt at finde en del af forklaringen på vinens store anseelse i Koranens malende skildring af paradis som »den have, der venter dem, som frygter Gud. Der vil være floder, hvis vand er uudtømmeligt, strømme af mælk, hvis smag er uforanderlig, strømme af vin, som er en fryd for dem, som drikker deraf ...«. Koranens forherligelse af vinen i det hinsides skaber en jordisk forbindelse til det himmelske efterliv, og beruselsens transcendentale effekt og fortabelsen af 'selvet' (som er hovedårsagen til de islamiske teologers forsagelse af alkoholen) sikrede vinens anseelse blandt muslimske epikuræere og mystikere. Accentuerer klasseforskelle I den islamiske civilisations storhedstid satte man samtidig raffinerede og urbane sæder og skikke blandt de højeste sociale værdier, og i denne kontekst var vinen ingen undtagelse. Indtagelsen af vin - med måde, forstås - var omgivet af ganske særlige ceremonielle forhold, og kunsten at drikke vin var omgærdet af en decideret drikkeetik på linje med andre klassiske islamiske kunstarter som elskov, hesteavl, ridning og hammam, skriver Chebel. En subtil formulering, der vanskeligt lader sig tolke som andet end en implicit kritik af de nuværende rigoristiske og fundamentalistiske strømninger i islam. Virkelig interessant bliver det, når Chebel argumenterer for, at vinen i dag fungerer som en slags bindeled mellem islam og vesten. Ifølge den algeriske antropolog giver vinen nemlig den moderate muslim en allieret i den kristne, der gerne nyder vin. Dermed ikke være sagt, at alt vil ende i skøn forening. Hvor vinen i kristen sammenhæng fungerer som altervin eller en skål, der besegler venskab og samhørighed, accentuerer den i de islamiske samfund de eksisterende klasseforskelle. Det er udelukkende i de bedrestillede og veluddannede muslimske hjem, at man drikker vin, mens familier fra mere beskedne kår lettere lader sig besnære af fundamentalisternes forsagelse af alle former for alkohol. Det forbudtes tiltrækningskraft Vinen signalerer altså et moderne, intellektuelt opgør med en forstokket religion. »I europæisksindede muslimske familier betragtes det som et tegn på religiøst frisind og social emancipering at have vin på middagsbordet. Vinelskerne udtrykker på denne måde deres tilknytning til vestlige og moderne værdier«, skriver Chebel. »Modernitet, agnosticisme, kætteri, antireligion eller ren og skær ligegyldighed er de temaer, der ofte høres, når muslimer i dag skal forklare, hvorfor de drikker vin«. Og sidst men ikke mindst er der den grund, som den tyrkiske prins Ahmed Pascha skal have angivet på ottomanernes tid, da man spurgte ham, hvorfor vinen var forbudt: »For at vi kan finde endnu større glæde ved at drikke den«.