Et virvar af skilte møder bilisterne, når de svinger ind på Rigshospitalets parkeringspladser. Overalt lyder advarsler til bilisterne om, at de får 510 kroner i kontrolafgift, hvis de ikke overholder reglerne for parkering.
»Det er godt nok forvirrende«, siger en kvinde fra Fyn, som kommer ud fra hospitalet sammen med sin søn og svigerdatter.
Spørgsmålet er bare, om Rigshospitalets gæster skal tage skiltene alvorligt. Center for Ejendomme under Region Hovedstaden har erkendt, at bilister har fået ulovlige p-afgifter i tre måneder af 2018.
»Det undrer mig, at noget som Rigshospitalet ikke har orden i sådan noget«, siger den fynske kvinde, der bedyrer, at hun har orden i betalingerne, inden hun sætter sig ind i bilen for at køre væk.
Center for Ejendomme er ved at finde frem til de bilister, der i juli, august og september sidste år ulovligt fik en p-afgift og har betalt den. De skal nemlig have pengene igen.
Men den ulovlig praksis er ifølge Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening meget mere omfattende. Foreningen har gennem flere måneder forsøgt at få Region Hovedstaden til at lovliggøre parkeringsforholdene omkring Rigshospitalet og hospitalerne i Glostrup, Hillerød og Frederikssund.
»På Rigshospitalet følger skiltene ikke lovens krav. I stedet er der et virvar af forskellige skilte. Der er en skiltebekendtgørelse, som kort fortalt blandt andet kræver, at der ved indkørslen på private parkeringspladser skal være sorte skilte med et hvidt P, mens der jo på kommunale p-pladser generelt anvendes hvid tekst på blå baggrund. På den måde kan bilisterne tydeligt se, hvor de parkerer. Det kan de ikke omkring Rigshospitalet«, siger daglig leder i brancheorganisationen, advokat Jørgen Pedersen, Universadvokater. Han er selv medejer af et parkeringsfirma.
»I de private selskaber har vi brugt mange penge på at få skiltningen bragt i orden, men på Rigshospitalet er der ikke rigtig sket noget. Vi ville nok ikke have fået lov til at vente flere år«, siger han.
Kommunale vagter på privat grund
Rundt om Rigshospitalet skal bilisterne betale for parkering, mens der ved hospitalerne i Glostrup, Hillerød og Nordsjælland på visse p-pladser er tidsbegrænset parkering på for eksempel 30 minutter, 3 eller 4 timer, så bilisterne skal altså huske at stille p-skiven, ellers risikerer de at få en p-afgift af en af de kommunale p-vagter, som kontrollerer pladserne.
»Der er bare ikke hjemmel i lovgivningen til, at kommunale p-vagter arbejder på hospitalernes matrikel. Kommunale p-vagter må kontrollere parkerede biler på kommunale veje og pladser. Hospitalerne ligger ikke på kommunale grunde, men er ejet af regionerne, som i denne sammenhæng er at betragte som privat grund«, siger Jørgen Pedersen og giver et eksempel:
»Man kan sammenligne det med, at en entreprenør har en grund liggende i en by, og den først skal bebygges om nogle år. I mellemtiden vil han gerne tjene lidt penge på at bruge grunden som parkeringsplads. I sådan en situation må kommunen ikke påtage sig opgaven med at drive p-pladsen og selvsagt heller ikke kræve p-afgifter ind«.
Kommunen må ifølge advokaten ikke drive anden virksomhed end det, loven udtrykkeligt tillader, og en offentlig myndighed som regionen må ikke uden udtrykkelig lovhjemmel overlade myndighedsudøvelse som at udskrive p-afgifter til en anden myndighed som kommuner.
I bilistorganisationen FDM er jurist Dennis Lange på linje med de private parkeringsselskabers advokat.
»Det er ikke et spørgsmål om, at der ikke må være parkeringsrestriktioner omkring et hospital – det kan der være mange gode grunde til at have. Men det er klart, at parkeringsordning og -kontrol skal ske korrekt og på det rigtige juridiske grundlag. Det bør man helt klart kunne forvente, at en offentlig instans som regionen har styr på«, siger Dennis Lange og forklarer:
»Helt principielt er det sådan, at offentlig parkeringskontrol sker på baggrund af færdselsloven, og privat parkeringskontrol sker på baggrund af aftaleloven. De to typer kontrol kan man ikke blande efter forgodtbefindende. En kommune kan for eksempel ikke udstede en parkeringsafgift på baggrund af en privat parkeringsordning«.
Brevveksling i måneder
Jørgen Pedersen har siden november efterlyst svar fra Region Hovedstadens Center for Ejendomme om, hvor i lovgivningen regionen finder hjemmel til at lade kommunerne stå for kontrollen af bilisternes parkering ved hospitalerne i Glostrup, Hillerød og Frederikssund.
»De p-afgifter, som er krævet op, er ulovligt opkrævet. Og bilisterne skal have pengene tilbage«, siger Jørgen Pedersen, der oplyser, at den almindelige forældelsesfrist er på tre år.
I 2017 kom der en ny lov, der nedsætter et parkeringsklagenævn. Det betyder kort fortalt, at private parkeringsselskaber fra 1. juli 2018 skal være tilmeldt klagenævnet, ellers må de ikke opkræve p-afgifter.