Søvnløse nætter, angst og svedeture. Først én sygemelding med stress, så en til, forgæves undersøgelser hos lægen og ture til psykiatrisk afdeling. Det, der senere skulle vise sig at være begyndende overgangsalder, var i flere år et mysterium for den nu 54-årige Dorthe Oxgren.
»Det hele dirrede. Det var en krop, jeg slet ikke kunne kende. Jeg tålte ingenting, men havde nervesystemet uden på huden. Lys, lyde og lugte fløjtede lige ind i systemet«, fortæller hun.


























