Der er en stille desperation bag de brede tandpastasmil hos bilforhandlerne i Danmark. Aldrig har der været så mange, der kommer ind ad døren og spørger, om de kan få en prøvetur i en elbil. Og aldrig har der i nyere bilhistorie været så lange ventetider på at få bilerne leveret. For Danmarks mest populære elbil, ID.4, gælder det for eksempel, at der går mindst et halvt år, før du kan få bilen, hvis du bestiller den i morgen.
»For at bruge et jysk ord: Det er virkelig træls, at det sker på et tidspunkt, hvor interessen er kæmpestor. For mange bilejere har ikke overskud til at vente et halvt år«, siger salgsrådgiver Martin Freuchen fra VW i Kastrup.


























