Jeg har vitterlig ikke tal på, hvor mange gange jeg med nervøs latter har bortforklaret, hvorfor min datter på fem år ofte slår blikket ned, dukker nakken eller vender ansigtet væk, når hun møder andre. Hvorfor hun nogle gange har svært ved at svare eller hilse på både bedsteforældre, børnehavekammerater og naboen. Især i nye omgivelser.
»Hun er bare lidt træt i dag. Om fem minutter er hun helt sikkert klar. Hun er vist ikke i det snakkesalige hjørne lige nu«, har jeg hørt mig selv sige igen og igen, mens mit blik flakker mellem min datter og den forventningsfulde bedsteforælder, onkel, tante, grandkusine eller oldefar, som med mere eller mindre synlig skuffelse må opgive kontakten for en stund. De fleste gange har hun gemt sig under min jakke eller bag mit ben, andre gange er hun kravlet ind i min armhule eller op på mit skød, hvor hun med næsen boret ind i mit brystben og lukkede øjnene har siddet en time eller mere.
