Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Politi og psykiatere skal rykke sammen ud til psykisk syge

Et initiativ fra regeringen skal sikre, at politi anvender mindst mulig magt over for psykisk syge personer.

Sundhed

Regeringen vil sammensætte et udrykningsteam af politibetjente og sundhedspersonale i fire danske politikredse.

Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

Der er tale om et pilotprojekt, hvor personalet skal rykke sammen ud til personer med psykiske lidelser og udadreagerende adfærd.

»I dag bruger politiet mange ressourcer på at rykke ud til folk med psykiske lidelser, som bliver voldsomt udadreagerende«, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til Jyllands-Posten.

»Og det er ikke nødvendigvis det bedste for patienterne, at det er politiet, som gør det alene. Vi skal forsøge at sikre, at konflikterne bliver nedskaleret«.

Projektet fra 2019 til 2021 vil ifølge Jyllands-Posten koste 38 millioner kroner, der tages fra satspuljen.

Antallet af psykiatriske tvangsindlæggelser med deltagelse af danske politifolk er steget kraftigt gennem de senere år, viser Rigspolitiets tal fra 2017.

I 2009 var politiet med til 2948 tvangsindlæggelser, mens tallet nu er højere end 4270.

Ifølge regeringen er formålet med initiativet, at politiet skal anvende mindst mulig magt, og det kan psykiatripersonalet hjælpe med.

Tættere samarbejde mellem politi og sundhedspersonale

I det hele taget er det vigtigt, at der kommer et tættere samarbejde mellem politi og sundhedspersonale, mener sundhedsministeren.

»Vi vil sikre, at mennesker i psykiatrien får en ordentlig behandling, og at vi kan frigøre politiets ressourcer til politiopgaver«, siger Ellen Trane Nørby.

Planen modtager ros fra landsforeningen for psykisk sundhed, Sind. Landsformand Knud Kristensen kalder det 'en rigtig god idé'.

»Vi har desværre haft nogle situationer, hvor politiet, hvis de kommer ud til en borger, kan være med til at optrappe situationen«.

»Ikke fordi politiet vil det, men fordi borgerne bliver bange, når de ser politiuniformer. Der kan det være en stor fordel at være ude sammen«, siger Knud Kristensen til Ritzau.

Derudover vil regeringen gøre det lettere for psykiatrien at opdage, om patienter og pårørende har stoffer eller våben på sig.

Det skal ske ved at indføre kropsskannere og eventuelt hunde på landets psykiatriske afdelinger.

Hos Sind understreger man, at det medfører en risiko for, at nogle patienter bliver paranoide.

»Selvfølgelig er det skidt, at der kommer stoffer eller våben ind. Men man skal under alle omstændigheder sørge for, psykiatriske afdelinger ikke bliver fængselsagtige«.

»Det er et sted, patienter er, fordi de har det dårligt«, siger Knud Kristensen.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce