Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Hospitalerne har kapacitet til at teste for coronavirus, men modtager ikke forespørgsler nok. Ifølge eksperter er der mange danskere, som kunne få gavn af at blive testet.

Danmark udnytter ikke sin testkapacitet fuldt ud

Hospitalerne kan teste 5.000 danskere om dagen, men de seneste dage er langt færre blevet testet.

Sundhed

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Statsministeren kalder flere coronatests »en forudsætning for, at vi igen kan åbne Danmark«, men Danmark udnytter ikke den testkapacitet, vi allerede har. Selv om sundhedsvæsnet siden fredag har været i stand til at teste 5.000 danskere om dagen, blev der mandag testet langt færre. Det siger Per Jørgensen, som er vicedirektør på Rigshospitalet og Danske Regioners talsmand vedrørende den nationale testkapacitet:

»Lige nu har de mikrobiologiske afdelinger kapacitet til at levere 5.000 testsvar i døgnet, og Novo Nordisk vil kunne levere yderligere 1.000 om dagen i løbet af ganske få dage. Efterspørgslen på tests i mandags lå på 3.200 tests. Så der er ikke det store pres for at åbne ekstra op lige nu«.

Han tilføjer, at hospitalerne heller ikke i weekenden var i nærheden af at udnytte testkapaciteten fuldt ud. Det overrasker sundhedsordfører Liselott Blixt (DF):

»Det lyder underligt, at ikke flere danskere visiteres til at blive testet. De seneste dage har jeg hørt en lang række patientgrupper, som gerne vil testes, såsom fængselsbetjente, soldater og socialpædagoger på brugssteder. Jeg tænker også, der må være meget sundhedspersonale, som kan have behov for at blive testet. Det vil jeg spørge ministeren om«, siger Blixt.

Danske Regioners talsmand, Per Jørgensen, vurderer, at der er kapacitet til at teste 5.000 danskere om dagen i minimum 14 dage. Når der mandag blev foretaget langt færre, kan det skyldes Sundhedsstyrelsens krav til, hvem der kan få foretaget en coronatest.

I styrelsens nuværende retningslinjer skal testning prioriteres til patienter »med komplicerede forløb af covid-19 samt til sårbare grupper og personer i kritiske funktioner«. Patienter med milde luftvejssymptomer skal som udgangspunkt ikke testes, men derimod blive derhjemme, til de er raske.

Politiken har tidligere skrevet om syge danskere, der har følt sig brutalt afvist, når de har forsøgt at blive testet for coronavirus. De kommende dage bliver afgørende for, om retningslinjerne kan ændres, siger Per Jørgensen:

»Vi ved ikke, hvor stor efterspørgslen på tests bliver i de kommende dage. Det er ret afgørende for, hvad der eventuelt er af fri kapacitet. Men hvis vi bliver ved med at have den her frie kapacitet, er der mulighed for at ændre kravene til, hvad der skal til for at blive testet. Det vil være Sundhedsstyrelsen, som skal træffe afgørelse om det«.

Visiter flere

Politiken har spurgt Sundhedsstyrelsen, om den ubrugte testkapacitet giver anledning til at ændre retningslinjerne, så flere kan blive testet for coronavirus. Det vil Sundhedsstyrelsen ikke svare på.

Heller ikke Statens Serum Institut eller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil svare på, om retningslinjerne bør ændres, men henviser til Sundhedsstyrelsen.

Den ubrugte testkapacitet står ellers i kontrast til regeringens udtalte krav om at teste langt flere danskere for coronavirus. 24. marts kritiserede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i ’P1 Orientering’ sine embedsmænd for ikke at have testet nok i epidemiens tidlige fase. Dagen efter erklærede Sundhedsstyrelsen til Ritzau, at styrelsens »ambition er at nå op på omkring 5.000 tests om dagen«.

Uudnyttet testkapacitet bør i første omgang bruges på at teste mere sundhedspersonale, mener Allan Randrup Thomsen, som er professor i eksperimentiel virologi på Københavns Universitet:

»Hvis det viser sig, at der er kapacitet til at teste sundhedspersonalet, så bør de også testes«, skriver Thomsen i en mail.

Annonce

Testkapaciteten kan også bruges til at inddæmme smitten, før den spreder sig. Det har lande som Sydkorea gjort, siger professor i epidemiologi Janne Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed.

»Hvis vi skal bruge testning som et redskab til at dæmpe epidemien, skal vi ikke kun teste i slutningen af smittekæderne. For dem, der er nået frem til hospitalerne, er i slutningen af en smittekæde. Jo tidligere vi kan teste patienter og isolere dem, jo mere dæmper det epidemiens udvikling«, siger Janne Tolstrup.

Hun foreslår, at praktiserende læger oftere end i dag kan visitere patienter til at blive testet, hvis kapaciteten er der. Det vil være en ny situation, siger Jonatan Schloss, direktør i Praktiserende Lægers Organisation:

»Lægerne har vænnet sig til, at de ikke har kunnet få testet alle de patienter, de gerne ville have testet. Nogle læger har også fået afvist de patienter, som de har henvist til at blive testet. Vi har hørt, at regionernes kapacitet nu er så god, at vi kan henvise flere, men der kan godt gå nogle dage, før det er oppe at køre«.

Læs mere:

    Alt om Corona­virus

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden