Når en person i Danmark bliver konstateret smittet med coronavirus, får myndighederne fat i alt for få af personens nære kontakter. Dermed fejler Danmarks indsats for at bryde smittekæderne, hvilket ellers er en hjørnesten i strategien for at holde smitten nede.
Færre end tre nære kontakter per smittet får vejledning af myndighederne. Det viser en ny opgørelse for oktober fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Langt de fleste af disse kontakter ringer selv til smitteopsporingen. Styrelsen selv opsporer mindre end én nær kontakt per smittet. Derudover aftaler man, at de smittede selv informerer i gennemsnit to kontakter yderligere om karantæne og test.




























