USA’s højesteret har mandag givet præsident Donald Trumps regering grønt lys til at genoptage byggeriet af en grænsemur mod Mexico i et område af delstaten Texas, der omfatter nationalparken Big Bend.
Trumps administration havde indgivet en hasteanmodning til højesteretten, efter at en føderal dommer i begyndelsen af oktober indførte et midlertidigt forbud, der satte byggeriet på pause.
Forbuddet fra den føderale dommer skulle gælde, mens domstolene behandlede et miljøsøgsmål, der udfordrer projektet.
Opførelsen af grænsemuren i nationalparken har mødt modstand fra lokale myndigheder, naturforkæmpere og sågar nogle af Trumps egne partifæller i Texas.
»Regeringens interesser vejer tungere end de påståede æstetiske, rekreative og miljømæssige skader, som sagsøgerne har fremført, lyder det i mandagens afgørelse fra USA’s højesteret.
Miljøsøgsmålet er anlagt af miljøorganisationen Center for Biological Diversity, en flodguide fra nationalparken og en gruppe, der arbejder for at bevare en historisk kirke i Ruidosa i Texas.
Gruppen hævder, at kirkens skrøbelige konstruktion af soltørrede lersten er truet af byggeriet.
Sagsøgerne har gjort indsigelse mod en række dispensationer, som USA’s ministerium for indenlandsk sikkerhed har udstedt for at fremskynde anlæggelsen af veje og grænsemuren i området i og omkring Big Bend.
Dispensationerne har gjort det muligt at omgå en række love om miljø- og naturbeskyttelse.
De er udstedt på baggrund af en føderal lov fra 1996, der har til formål at gøre det lettere at opføre grænsebarrierer i områder langs USA’s sydlige grænse.
»Trumps regering og dens entreprenører er fast besluttede på at ødelægge en af USA’s mest storslåede nationalparker, og højesteret har netop givet dem grønt lys til det«, siger Laiken Jordahl, der arbejder med beskyttelse af offentligt ejede naturområder hos Center for Biological Diversity og fortsætter:
»Denne forfærdelige afgørelse baner vejen for, at entreprenører kan rydde uberørte ørkenområder med bulldozere og sprænge klippevægge i kløfter i luften, før domstolene overhovedet har afgjort, om ødelæggelserne er lovlige«.
ritzau