0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Styrelse har modtaget 665 sager om vaccinebivirkninger

Ud af 665 indberetninger om formodede vaccinebivirkninger har de fleste været ikkealvorlige eller kendte.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Sundhed

Lægemiddelstyrelsen har modtaget flere hundrede indberetninger om formodede bivirkninger ved brug af coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Men for langt størstedelen af indberetningerne har de formodede bivirkninger ikke været alvorlige eller handlet om allerede kendte bivirkninger.

Der har været otte tilfælde af alvorlige allergiske reaktioner og fem dødsfald. Men en sammenhæng mellem vaccinen og dødsfaldene er mindre sandsynlig.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

Siden 27. december har man i Danmark vaccineret borgere med vaccine fra Pfizer/BioNTech.

Frem til 13. januar har Lægemiddelstyrelsen i alt modtaget 665 indberetninger om formodede bivirkninger. Af dem er 117 blevet behandlet.

»De fleste indberettede formodede bivirkninger var ikkealvorlige og omhandlede hovedsageligt kendte bivirkninger som smerte ved indstiksstedet, hovedpine, utilpashed, svimmelhed og feber«, skriver Lægemiddelstyrelsen.

Ligesom i andre lande har Lægemiddelstyrelsen modtaget indberetninger om dødsfald efter vaccination.

Indtil videre har styrelsen vurderet fem ud af 11 indberetninger, der omhandler dødsfald i tiden omkring vaccination.

I alle fem tilfælde er det styrelsens vurdering, at det er mindre sandsynligt, at der er sammenhæng med vaccinen, og at det er overvejende sandsynligt, at dødsfaldene skyldes andre forhold.

De fem tilfælde har drejet sig om borgere, der har været ældre eller svækkede af sygdom. For nogle kan begge forhold have spillet ind.

Ifølge Tanja Erichsen, chef i Lægemiddelstyrelsen, er det helt som forventet, at der kommer indberetninger om dødsfald efter vaccinationer, fordi det er de ældre og svageste, der vaccineres først.

»Det betyder ikke nødvendigvis, at dødsfaldene skyldes vaccinen«.

»Man skal altid afveje risikoen for vaccinebivirkninger overfor risikoen for at blive syg, hvis man ikke vaccineres«.

»For skrøbelige borgere kan begge dele have alvorlige konsekvenser«, siger Tanja Erichsen.

Foreløbig har 168.345 personer påbegyndt vaccination med vaccinen fra Pfizer/BioNTech.

1096 personer er påbegyndt vaccination med vaccine fra Moderna.

Det vil sige, at 2,90 procent af befolkningen er ved at blive vaccineret mod coronavirus.

571 personer - 0,0098 procent af befolkningen - er færdigvaccinerede.

ritzau

Annonce

    Alt om Corona­virus

Læs mere