Om få dage har Danmark formentlig tre forskellige vacciner til rådighed, når vaccinen fra AstraZeneca med stor sandsynlighed bliver godkendt af EMA, Det Europæiske Lægemiddelagentur.
Men på papiret er de to såkaldte mrna-vacciner fra henholdsvis Pfizer/BioNTech og Moderna mere effektive end AstraZenecas. De to førstnævnte har en effektivitet, der ligger på mellem 90-95 procent mod AstraZenecas 62-70 procent. Tallene fra AstraZenecas forsøg er dog foreløbige resultater og behæftet med en vis usikkerhed. De danske sundhedsmyndigheder venter derfor på de endelige data om AstraZeneca-vaccinen, når den er blevet godkendt.


























