Havde det ikke været for en verdensomspændende pandemi, var der nok ikke mange uden for medicinske og sundhedsfaglige kredse, som vidste, hvordan direktøren for Lægemiddelstyrelsen ser ud. Men det gør vi nu. For Thomas Senderovitz har været i vores stuer på flere pressemøder.
»Vaccinegeneralen«, som han er blevet kaldt. Ham, som sad med nøglen til en tilbagevenden til livet før håndsprit, afstand og nedlukninger. Han har ofte talt med sin egen ret afslappede sprogbrug. Om, at vi snart vil have flere vacciner mod corona – »et helt våbenarsenal mod de her bæster« – og han har på landsdækkende tv midt i århundredets sundhedskrise sagt, at han ikke ville være helt så meget en »partykiller«. Måske derfor husker mange Senderovitz.



























