0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Norske læger: Kun vaccinen kan være skyld i usædvanlige blodpropper

Kun AstraZeneca-vaccinen kan ifølge læger fra det norske Rikshospitalet have medført særlige antistoffer i blodet hos ellers raske sundhedsmedarbejdere, som er ramt af usædvanlige blodpropper.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Terje Pedersen/Ritzau Scanpix
Foto: Terje Pedersen/Ritzau Scanpix

Overlæge og professor Pål Andre Holme hasteindkaldte den norske presse for at forklare om sit fund af sammenhængen mellem AstraZeneca-vaccinen og usædvanlige tilfælde af blodpropper.

Sundhed

Læger fra Rikshospitalet i Oslo udpeger entydigt vaccinen fra AstraZeneca som ansvarlig for tre meget usædvanlige tilfælde af blodpropper hos sundhedsmedarbejdere under 50 år.

»Vi har årsagen. Der er ingen andre ting end vaccinen, som kan forklare, at vi har fået den immunrespons«, siger overlæge og professor Pål Andre Holme til den norske avis VG.

Avisen var først til at rapportere, at et hold læger med Pål Andre Holme i spidsen nu for første gang entydigt fastslår, at de meget sjældne tilfælde af blodpropper bliver udløst af AstraZenecas vaccine.

Den ene af de norske sundhedsmedarbejdere er, ligesom en person i 30’erne i en anden del af Norge, afgået ved døden. I Danmark mistede en 60-årige kvinde livet efter at have oplevet nogle af de samme symptomer.

Mindst 13 tilfælde

I alt har det videnskabelige tidsskrift Science talt sig frem til mindst 13 tilfælde i Europa, som har ført til, at vaccinationen med AstraZeneca er blevet sat på pause i de fleste europæiske lande, herunder i både Danmark og Norge.

Hidtil har det ikke været bevist, at vaccinen rent faktisk er skyld i de usædvanlige blodpropper. Det Europæiske Lægemiddelagenturs komité, som overvåger bivirkninger, mødes i dag for at undersøge beviserne fra hele Europa.

Pål Andre Holme vil ikke vurdere, om fundene skal føre til, at udrulningen af vaccinen skal stoppes helt eller omvendt genoptages. Det overlader han til lægemiddelmyndigheder.

Jeg er helt sikker på, at disse antistoffer er årsagen, og ser ingen andre årsager, end at de er udløst af vaccinen

Det norske Legemiddelverket siger til flere medier, at de norske fund er rapporteret til det europæiske agentur, og vil ikke udtale sig yderligere om konsekvenser før et pressemøde kl. 18. AstraZeneca afventer også konklusionen fra agenturet, før firmaet vil sige mere.

De tre norske patienter blev alle indlagt med akutte smerter. De havde blodpropper usædvanlige steder som i maven og hjernen. Samtidig havde de blødninger og et lavt antal blodplader. Et lavt antal blodplader og blodpropper er normalt modsætninger, da blodplader medvirker til at få blodet til at størkne.

»Jeg er helt sikker«

Pål Andre Holme og hans kolleger har ifølge de norske medier nu bevist deres oprindelige teori om, at det kraftige respons fra immunforsvaret er skyld i den usædvanlige tilstand. De har fundet specifikke antistoffer mod blodplader hos de tre patienter. De kan i sjældne tilfælde give symptomer som hos de tre norske patienter, og i dette tilfælde bliver de udløst af vaccinen.

»Vi har ingen anden historik hos patienterne, som kan give så kraftig immunrespons. Jeg er helt sikker på, at disse antistoffer er årsagen, og ser ingen andre årsager, end at de er udløst af vaccinen«, siger Pål Andre Holme til VG.

Han tilføjer, at problemet er, at de særlige antistoffer i blodet reagerer ved at aktivere blodpladerne, så der dannes blodpropper. Derefter fjernes blodpladerne fra blodcirkulationen, og det er årsagen til, at der bliver målt et lavt antal blodprøver hos patienterne.

På norske NRK’s spørgsmål, om forskerne har fundet årsagen til, at netop de tre sundhedsmedarbejdere er blevet ramt, svarer Pål Andre Holme:

»Vi skal nu i gang med at se på, om der er underliggende faktorer eller specielle prædispositioner. Det bliver et enormt arbejde at finde ud af«.

Det Europæiske Lægemiddelagentur har ikke oplyst, hvad tid konklusionen om AstraZeneca-vaccinen ventes klar.

Dokumentation: Thrombosis and Thrombocytopenia after ChAdOx1 nCoV-19 Vaccination

Læs mere:

Annonce

    Alt om Corona­virus

Læs mere