Der er de, der mener, at Roskilde Festival først for alvor begynder onsdag. Når selve festivalpladsen åbner, og musikken rammer de store scener, og den der orange fornemmelse for af fælles vildskab og kulturel skørlevned bliver sluppet løs.
Men det er faktisk allerede nu på søndag, at Roskilde Festival begynder sådan rigtigt. Det er her, det hallucinerende teltlejrtrip bliver indledt. Her, normaltilværelsen bliver opløst i festivalen, og de uopdagede navne får slebet tænderne til på de små scener. Det er også her, Roskilde Festivalens uovervindelige publikum melder sig på banen. Klar til at løfte dem, der drømmer stort, det sidste stykke.
I årets opvarmningsdage kan du få trommehinden og ribbenene trykket ind til støjforvirrende rock, Beyoncé-pop, nakke-knækkende hiphop eller forsvinde i en malstrøm af metal.
Årets mudderkort til Roskilde Festival: Her skal du slå dig ned, hvis du vil undgå våde sokker og gennemblødt soveposeHiphop uden panser
Selv om det kan lyde lidt ens på hitlisten, når man klikker rundt mellem de danske charttoppere som Gilli, Sivas og Node, er dansk hiphop blevet en flydende størrelse, der kan andet end at drømme om gangsterlivet.
Hos Roskilde-aktuelle navne som Emil Kruse, Loke Deph og ikke mindst duoen Fraads kan man høre rim og rytmer tilte sidelæns for at blive til poetisk sungne tracks om adhd og selvmordsslingrende jalousi.
Med produceren David Engelbrechts jazzede akvarelbeats og rapperen Papa Erotics indadvendte blik er Fraads hiphop uden panser med følelserne uden på tøjet.
Fraads. 2. juli kl. 15. Countdown, Roskilde Festival.
Den der stemme ...
Når folk hører Jada synge for første gang, er der én ting, de alle sammen bemærker bagefter: stemmen! Vel at mærke med kæben dinglende nede på brystet og opspilede øjne. Hvor har hun fået den enorme stemme fra? Og hvorfor har hele verden ikke hørt den noget før? Det kommer den også til, hvis den kender sin besøgelsestid.
Emilie Molsted Nørgaard debuterede sidste år som Jada med singlen ’Sure’ og har med en række koncerter i år markeret sig som en ny dansk balladesanger med Beyoncé-karisma i stemmen og blød R&B under sine melodiske gletsjerfraseringer. Hun åbner musikprogrammet på årets Roskilde. Forvent kuldegysninger og storhed.
Støjrockende udflugt
Er du til støjrock, shoegaze og lyden af den alternative rock i 1990’erne, har du sikkert allerede noteret dig, at My Bloody Valentine dukker op på årets Roskilde Festival. Endda med en perfekt placering midt om natten i mørket på Arena.
Men kan du ikke vente helt til torsdag med at svæve af sted på forvrængede guitartoner og smukke melodier, kan du få den værste utålmodighed tøjlet ved at stikke hovedet forbi danske Alcabean. En rocktrio fra Espergærde, som med minialbummet ’Head Down’ tidligere i år demonstrerede en veludviklet sans for at skabe en stejl klippeside af guitarer, der triller drømmende toner nedad.
Selv om de gamle koryfæer siger farvel, er der stadig massevis af nye helte at samles om
Når natten flækkes i to
Med bandet Slægt er vi derhenne, hvor man faktisk undrer sig lidt over, at de er parkeret på scenen for lovende nye navne. For den guitarruskende københavnske metalkvartet har allerede vist sig som et slagkraftigt bekendtskab på linje med Solbrud og Orm. Dansk metal bugner af talent hentet lige ud af helvedes forgård.
Sidste år udgav Slægt det sortskælvende album ’Domus Mysterium’, der blandede blod mellem melodisk heavy metal og undergangssvanger black metal. Trukket lige ud af Nordens urgamle folkeeventyr, som man ved, ikke har været for børn i middelalderens uciviliserede afkrog af Europa. Slægt er den slags metal, der kan få en stavkirke til at selvantænde.
Den melankolske vej til rave
Et sted mellem Manchester anno Joy Division i slutningen af 1970’erne og Manchester 10 år senere under Happy Mondays euforiske dans fra rockens øvelokale til natklubbens dunkende rum finder vi danske Ecstasy in Order.
Trioen er overraskende nok en del af det spraglede musikkollektiv Vellness Plader, der ellers mest er kendt for at dykke ned i 1980’ernes mere funky og pastelfarvede danske pop.
Men ikke Ecstasy in Order. De tager postpunkens melankolske vej til det lurende rave i deres sange.
Roskilde Festival føjer en ordentlig stak nye navne til plakaten og afslører det fulde program
Solen bliver slukket
Det er næsten mere iscenesættelsen af en dyster følelse end en sang, der siver ud af danske Ellis May.
Som at gå en tur gennem en dunkel skov, man pludselig opdager, er groet frem i et underjordisk gangsystem, fordi verden oppe på overfladen er gået under.
Sådan flagrer billederne gennem mine tanker, når jeg hører Sophia Maj som Ellis May synge sine messende, klagende og spøgelsesagtige undergangstoner i hjemsøgte klaverkompositioner og elektroniske lydlandskaber. Som at høre Kate Bush eller Annisette fanget i et edderkoppespind langt, langt væk.
På forhånd forventer man næsten, at Ellis May lige slukker solen mellem pege- og tommelfinger, inden hun går på scenen og indhyller publikum i sin særegne tusmørkesoul.
En melankolsk struggle
Den unge rapper Ardit Alitis fikse greb om de små hængsler og rimende smutveje i det danske sprog forplanter sig helt ud i sit rappernavns alliteration.
På sit spritnye debutalbum, ’vildedage’, bruger Artigeardit sine hiphoppoetiske evner til at fortælle om et par år på festens vulkaner, ungdommelige frustrationer og at sejle sidelæns, mens resten af verden marcherer fremad i flok.
Selv på livets solskinsside er det op ad bakke, når du er ung. Med det udgangspunkt leverer Artigeardit melankolsk strugglerap, der også godt kan finde ud af at have det sjovt.
fortsæt med at læse
