Guide: Fede PIX-oplevelser uden for biografmørket

æd. Der er stort ædegilde til visningen af den gamle kultklassiker.
æd. Der er stort ædegilde til visningen af den gamle kultklassiker.
Lyt til artiklen

Hunden gør på ny

Har du et sæt maracas, bob hund må låne? En guitarforstærker? En basforstærker? Eller måske en stol med en skridsikker belægning, som man kan stå på uden at falde ned fra?

I så fald skal du parkere det ved Jazzhouse inden i morgen, hvor det skrupskøre svenske band tager del i CPH PIX’s liveprogram med en af sine uforudsigelige smadderkoncerter samt et vj-set med levende billeder fra kompagnonen Martin Kanns VHS-arkiv.

Det er ikke en gimmick, når bob hund beder sine fans om at levere instrumenter til koncerten. De står faktisk og mangler dem ret meget. I 2013 solgte bandet nemlig alle sine instrumenter ved en auktion, og siden dengang har de ikke spillet rigtige koncerter.

Måske derfor blev koncerten i Jazzhouse da også udsolgt øjeblikket efter, den var blevet offentliggjort.

Heldigvis har du en chance mere, hvis du ikke nåede at få billet til Jazzhouse. I aften gæster Tomas Öberg og resten af bob hund nemlig Betty Nansen Teatret på Frederiksberg med deres nykomponerede musik til Dziga Vertovs stumfilmsklassiker ’Manden med kameraet’, der med sit høje tempo og pulserende storbyrytme virker lige så banebrydende i dag, som dengang for 86 år siden, hvor den havde premiere i det gamle Sovjetunionen.

bob hunds hektiske soundtrack er hidtil kun blevet opført i Stockholm, men i aften er det altså københavnernes tur. Og det er endda også her, bandet fejrer deres nye single, ’Hjärtskärande rätt’. Det sker fra kl. 19.

Dans for dit liv

»Last night a dj saved my life«, sang pigerne i den amerikanske discogruppe Indeep i 1982. Og selv om det næppe er særligt tit, at en dj er nede for at give mund-til-mund sådan en lørdag aften på klubben, er der noget om, at manden – eller kvinden – bag pladespillerne kan gøre noget ret godt for dit liv.

Dj’en kan spille den sang, som bringer dig sammen med din kæreste. Dj’en kan trække dig ud af dit emotionelle vinterhi ved bare at trykke på en knap. Og dj’en kan skabe soundtracket til en aften, du aldrig glemmer.

Den slags aftener var der masser af på natklubben Wigan Casino i det nordlige England, hvor den swingende northern soul hærgede i 1970’erne. Du kan selv få syn for sagen i filmen ’Northern Soul’, der følger to teenagedrenge, hvis liv ændrer sig drastisk, da de opdager den verden af speed og soul, som gemmer sig inde bag dørene til Wigan Casino.

Efter filmen, som bliver vist i Cinemateket 18. april, inviterer CPH PIX til northern soul-fest i Jazzhouse, hvor der blandt andet er besøg af Kev Roberts, som i sin tid vendte plader på Wigan Casino, der i 1978 i øvrigt blev kåret til verdens bedste diskotek af musikmagasinet Billboard.

På andenpladsen kom Studio 54. Det legendariske diskotek, hvor Andy Warhol holdt hof, og Bianca Jagger en nat kom ridende ind på dansegulvet på en hvid hoppe. Hvor Wigan Casino var arbejderklassens tilholdssted, var Studio 54 der, hvor jetsettet tog hen, når mørket havde sænket sig over New York.

I 1998 lavede instruktøren Mark Christopher en film om den hedonistiske klub, men filmen blev aldrig helt, som han ønskede den. Så nu har han klippet den om. Du kan se den nye version i Koncerthuset i morgen, og efter filmen spiller djs som Jean von Baden og Soulshaker op til en diskofest, der er Studio 54 værdig.

Æd, din gris!

De kan tage fra, de fire venner fra det finere parisiske borgerskab, som mødes i en kæmpevilla for at spise – eller… lad os nu være ærlige, æde sig ihjel i Marco Ferreris kultklassiker ’La Grande Bouffe’. Østers, kød, ost, flødeskumskager, årgangsvine – de hælder det hele i sig, mens de knalder damer og hører klassisk fransk musik på højeste volumen.

’Det Store Ædegilde’, som filmen hedder på dansk, havde premiere i 1973, og dengang vakte de fire hovedpersoners vulgære tilgang til mad stor forargelse i befolkningen. Om det danske publikum kommer til at reagere lige så stærkt, når CPH PIX næste søndag viser Ferreris film igen, er uvist.

Men helt sikkert er det, at man ikke kommer til at gå sulten hjem fra visningen. I samarbejde med restauranten 56 grader fortolker filmfestivalen nemlig menuen fra ædegildet, dog i lidt mere moderate mængder end i filmen. Det koster 975 kr. at spise og drikke med.

Horror, horror!

Om villaen ligefrem er hjemsøgt, ved vi ikke. Men helt hyggelig ser den ikke ud, den store, mørke, næsten 100 år gamle kasse på Krausevej på Østerbro, som lørdag lægger hus til en aften i gysets tegn.

På programmet er to film, som på hver deres måde har et hus i hovedrollen. I den newzealandske gyserkomedie ’Housebound’ fra 2014 er en ung kvinde låst inde i husarrest hjemme hos sin mor, mens teenagepigen Dora i den nye ’Hellions’ må gennemleve en Halloween fra helvede, da en ikke særligt venligsindet trick-or-treat’er lurer uden for hendes vindue.

Den slags behøver du nok ikke bekymre dig om på Krausevej. Det tror vi i hvert fald ikke. Men man ved jo aldrig, hvad der gemmer sig ude i mørket …

Westeros i Østre Anlæg

Mange har ventet med længsel på den femte sæson af den ultimative eventyrserie, HBO-succesen ’Game of Thrones’. Og nu er ventetiden heldigvis snart ovre. På mandag får det første afsnit af femte sæson dansk premiere, og det sker under åben, forhåbentlig blå, himmel i Østre Anlæg.

Det er gratis at se med, når det måske bliver afsløret, hvad der venter Arya på den anden side af The Narrow Sea i Braavos, hvilke lumske planer Littlefinger og Sansa får udtænkt udtænkt, og om det rent faktisk lykkes for Daenerys at erobre The Iron Throne.

Og du kan vist i øvrigt godt glæde dig til de nye afsnit. Anmelderne var i hvert fald ved at kaste op af bar begejstring, da HBO for nylig havde verdenspremiere i Tower of London.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her