Festival: Se 30 musikfilm på en uge

DISCO. Du kan bl.a. opleve dokumentaren om Daft Punk i Cinemateket næste uge.
DISCO. Du kan bl.a. opleve dokumentaren om Daft Punk i Cinemateket næste uge.
Lyt til artiklen

Cinematekets årlige festival for musikdokumentarer præsenterer en række ældre berømte film om David Bowie, Leonard Cohen og Bob Dylan. Men programmet når også ud i krogene med filmarrangementer om industrial rock og outlaws fra Nashville. Derudover er der mulighed for at se adskillige nye film, der ikke før har været vist i Danmark. Her anbefaler vi en håndfuld af de nyeste.

Daft Punk Unchained

Et kvart århundredes elektronisk pophistorie berøres, når instruktør Hervé Martin-Delpierre går tæt på den konsekvent robot-maskerede franske duo Daft Punk. Filmen er den første nogensinde om samarbejdet mellem musikerne Guy-Manuel de Homem-Christo og Thomas Bangalter. ’Daft Punkt Unchained’ åbner musikfilmfestivalen i Cinemateket lørdag 2. april.

Sing Me the Songs that Say I Love You – A Concert for Kate McGarrigle

To år efter at den canadiske sangskriver og sanger Kate McGarrigle i 2010 døde, blev hun mindet ved en koncert, som er foreviget i Lian Lunsons smukke, men også indforståede fanfilm. McGarrigle med den kniplingefine stemme fortolkes fornemt bl.a. af søsteren Anna McGarrigle og sine børn Rufus og Martha Wainwright samt af Emmylou Harris, Antony Hegarty og Teddy Tompson.

The Amazing Nina Simone

Den oscarnominerede ’What Happened, Miss Simone?’ var ikke den eneste dokumentar i 2015 om Nina Simone. Instruktøren Jeff L. Lieberman komponerede sin egen kærlighedserklæring til Simones store stemme og svære liv med ’The Amazing Nina Simone’, hvor han har brugt andet arkivmateriale og interviewet andre interessante kilder, så de to film fint komplementerer hinanden.

The Possibilities Are Endless

I en usentimental, nøgtern og eksperimenterende stil fortælles om den skotske sanger og sangskriver Edwyn Collins’ krævende og livsbekræftende tilbagevenden til sit liv og sit fag efter to hjerneblødninger. Rekonstruktionerne af en kollapset hjernes langsomme rehabilitering er vellykkede og fortjener et stort lærred. Filmen giver lyst til at genhøre eller opdage Edwyn Collins’ udgivelser.

Mavis!

Der fortælles både musik- og borgerrettighedshistorie, når instruktør Jessica Edwards portrætterer familiegruppen The Staples Singers’ yngste medlem, Mavis Staples, gennem masser af arkivmateriale og nye interviews. Den nu 76-årige gospel- og bluessanger Mavis Staples har et menneske- og livssyn lige så varmt som den stadig glødende stemme, som i øvrigt også er aktuel på et nyt album.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her