0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

CPH PIX: Bør virkeligheden være forbudt for børn?

Virkeligheden kan være grum, skriver Søren Vinterberg. Men børn kan blive klogere af at forholde sig til den, særligt når de er i selskab med ansvarlige filmmagere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
CPH PIX
Foto: CPH PIX

Uvirkelighed. Dæmonerne i filmen 'Pigen, moderen og dæmonerne' er kun synlige for os og den psykisk syge mor.

Film
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Film
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvor meget kan forskellige aldersgrupper af danske børn tåle at opleve i biografen? Det spørgsmål har vi en filmcensurinstitution til at besvare, og desuden filmstøttens konsulenter, der kan lukke for kontoen til dem, der vil svare ’forkert’ eller ’for meget’. Heldigvis for begge dele – selv om ’censur’ lyder grimt, og selv om man tit kan være uenig i både konsulentens og censurens afgørelser eller aldersgrænsedragninger.

Men fordele har deres bagsider. Den drevne (manus)forfatter Kim Fupz Aakeson skrev for næsten femten år siden: »Sangen om den danske børnefilm er ikke hovedløs pop, den har glimt i øjet og handler om væsentlige ting, om at være udenfor, om ikke at tro på sig selv, om ikke at høre til, der er et vers om sorg, en mistet far eller en mistet bror, et om den første kærlighed, et om ikke at svigte sin bedste ven«.

Selvfølgelig skal virkeligheden ikke være forbudt for børn

Som medlem af sangkoret var han »ikke en bjælde flov« over den tone, men bemærkede jo, at den virkelighed om voldtægt, mord og pædofili, der daglig skriges ud i ansigtet på børn allerede fra BT’s og EB’s spisesedler, er anderledes rå. Så han savnede alligevel »kropumulige børnefilm, børnefilm, der er too much, og børnefilm, der skulle forbydes, og det får jeg altså ikke meget af i Dannevang, og det giver jeg heller ikke selv meget af«, indrømmede han og konkluderede, at »vi er gidsler i et konsensushelvede med lutter opbyggelige vers«.

Børnefilm fra fjerne egne

Hvad så uden for Dannevang? Det spørgsmål har vi i seksten år haft filmfestivalen BUSTER til at svare på, og den findes stadig, fra nu af bare opslugt som del af CPH PIX.

Og selv om ændringen har rettet blikket lovlig stift rettet mod filmenes brugbarhed i undervisningen, og der er langt færre film fra den store verdens små filmnationer end før, så forenes spøg og alvor stadig i et program, der stort set afspejler selv samme danske smag for børnefilm-konsensus, som Fupz følte sig indespærret i:

En tegnefilm om præ-sapiens-’Abemennesket Edward’ lyder f.eks. lige så rablende skør, som historien om faunen ’Mune’s kamp imod den onde solrøver Nekross virker overdrevent ambitiøs; franske er begge de animationsfilm for ’indskolingsalderen’.

Også ’mellemtrinet’ får morskab, men en større dosis alvor i animationsfilm fra Frankrig og Japan, sidstnævnte i form af ’Udyret og hans lærling’, som senere får almindelig dansk biografpremiere.

Endnu meget mere alvor er der i realfilmene om at være ’Little men’ (fra USA) og arve sine fædres konflikt, eller være ’Klassens nye dreng’ (Frankrig) eller serbisk dreng i en ’Enklave’ i albanske Kosovo. For ikke at tale om at dyrke ’genusperspektivet’, som svenskerne siger, i kønsskiftehistorien ’Girls lost’. Den er baseret på Jessica Schiefauers prisvindende ungdomsbog ’Drengene’ (dansk udg. 2014), som i mine øjne er tænderskærende, svulstigt femichauvinistisk og altså i den grad ’too much’.

Ubrydelig loyalitet mellem mor og datter

Men nok så interessant er en anden film, også svensk, som går til en (alders)-grænse for, hvad børn kan kapere. For vel kan man i en god mening efterlyse mere vanvid i børnefilm, men der er jo muntert vanvid – og så er der psykose.

Og ’Pigen moderen og dæmonerne’ er en rystende fortælling om 8-årige Ti (kælenavn for Kristina), der bor alene med sin skizofrene mor – som elsker sin datter, men overalt ser dæmoner.

’Pigen, moderen og dæmonerne’ er skabt på baggrund af egne barndomsoplevelser af Suzanne Osten, engang pioner i 1970’ernes skandinaviske børneteaterbevægelse og siden ambitiøs filminstruktør i egen ret (bl.a. ’Brødrene Mozart’ 1986, ’Skytsenglen’ 1990 og ’Wellkåmm to Verona’ 2006).

Fra teatrets sminkekasse henter hun de flotte, men kunstige og fordrejede skuespillermasker, der taler til og truer moderen, som ser dem lige så lyslevende, som vi tilskuere i alle aldre gør. Datteren Ti ser dem ikke, kun de yderligheder, moderen går til efter krav fra dæmonerne.

Annonce

Overladt til selv at skaffe sig mad, gå i skole eller lade være, holde sig ren og med tøj demonstrerer den lille pige til overmål den ubrydelige loyalitet over for moderen, som genkendes så hjerteskærende hos ’virkelighedens’ forsømte børn.

Virkeligheden skal ikke være forbudt for børn

Selv i et medielandskab, hvor børn hvert år ser hundredvis af ’underholdningsmord’ i fjernsyn og spil, og hvor efterhånden ikke så ny CGI-teknik skaber alt fra livagtige naturkatastrofer til detaljerede lemlæstelser, zombiekannibalisme osv., er noget af det mest reelt skræmmende for mindre børn stadig film, der viser forældre, som forsvinder eller forvandles.

Og skønt pigen i Suzanne Ostens film altså kun er 8 år, er filmen placeret blandt tilbuddene til de 9-12 årige – med rette! For selvfølgelig skal ’virkeligheden ikke være forbudt for børn’. Og psykiske lidelser er en – måske forvirrende men ikke nødvendigvis farlig – del af vores fælles hverdag, som større børn kan blive klogere på livet og mere forstående over for deres medmennesker af at få indsigt i.

Hellere i en ansvarlig filmskabers regi som her, end i form af afsporede maskehævnere og horror-klovne i gyserindustriens kollektive skizofreni.

Læs mere:

IBYEN

D'Angleterre/PR

12 stærke anbefalinger:  Her er den eneste guide til gløgg, du behøver at læse i år