To ting præger besøget i Legoland. Den ene er, hvor ualmindeligt søde og venlige alle de ansatte er. Pigen i receptionen forklarede korrekt, at det er det, man kommer længst med. Det andet er børnehøjden, der på finurlig vis gør, at de horder af børn i alle aldre, der invaderer Legoland, føler sig velkomne. Børnehøjden til trods er man ikke udelukkende overladt til et spraglet plastikland med klovne, balloner og billigt plastiklegetøj som børneoverraskelse. Visse af spisestederne er hvide og enkle, og andre så gennemførte i deres kitschede amerikaniserede stil, at det næsten bliver skønt. Et ophold i Legoland træder rigtigt i karakter, hvis man også indlogerer sig på hotellet, hvor man, som damen begejstret sagde, »kan være så heldig at få værelse med udsigt«. »Udsigt«, spurgte jeg forundret. »Ja«, svarede damen, »over Legoland«. Værelserne er naturligvis udstyret med lego i store kasser og tapet med legoklodser som prægning bag det diskret mørkeblå, men ellers er her alt, hvad et moderne hotel må rumme fra strygejern til kaffekoger. Badet er udstyret med to varianter af både bruser og håndvask, en til børn og en til voksne, og selvfølgelig ligger der velkomstgaver til børnene i form af gode små legopakker. Er man meget stædig og forudseende, kan man selvfølgelig medbringe madkurv, men der er nu også noget gennemført over at finde et frokoststed, der matcher legostemningen. Og hvem kan sige, de har været i Legoland, hvis de ikke har spist lego-pommes frittes? (Ja, formen er som legoklodser.) Det er ikke ligegyldigt, hvor man sætter sig, for selv om alt er kitschet, er der stor forskel i kvaliteten. Et af de bedste steder er saloonen i Legoredo. Ældre nostalgikere kan her frit associere til et tv-program af næsten samme navn fra dengang, der kun var en kanal. Her udbyder saloonen spareribs af de gode lange ribs uden alt for meget fedt, marineret i vaskeægte småsød ketchupmarinade og serveret i et mindre bjerg med en skål salat og noget hvidt gummibrød. Gnavebenene er saftige og møre og smager ganske fortræffeligt, hvis man er i stemning til den slags. En portion til 89 kr. kan sagtens deles, hvis man ikke er vanvittig sulten, og en børnetallerken med to kyllingelår og de famøse legofritter koster 49 kr. I baggrunden spiller et tremandswesternorkester småmelankolske countrysange a la Grateful dead. Kan man ønske sig mere? Hvis man hellere vil se det lidt fra oven, er mit andet bud på et acceptabelt frokostmåltid, at man først tager en tur i dragen og derfra fortsætter til ridderborgens top, hvor man kan få tapastallerken, grillet lam eller oksesteak til lige omkring 100 kr. inklusive bagt kartoffel og salat. Også her fås naturligvis børneanretninger. En hektisk dag i børneland Aftensmaden kan nemmest indtages i restauranten på hotellet. Ikke mindst fordi haven lukker ved spisetid. Efter en hektisk dag i det farverige børneland er det befriende dejligt, at restauranten både tager hensyn til børnene og de voksne på en gang. En børnemenu koster kun 84 kr., og man kan trygt lade børnene gå op til buffeten, hvor mængderne af mad er så enorme, at jeg personligt rammes af momentan spisevægring. Det gør børn ikke, og da buffetbordet til børn er i børnehøjde, kan de vælge alle standardretter i en relativt hjemmelavet version af spaghetti med kødsovs, kyllingevinger, frikadeller, pitabrød, frugter, byg din egen isvaffel og andre herligheder, men man kan også række tallerkenen op til kokkedamen ved disken og få skåret skiver af skinke eller højreb. Som barn kan man vælge alt det, de voksne spiser, men det omvendte gælder ikke. Altså kunne familiens lille kødspiser bevæge sig ud til kokken ved grillen og bestille både lammekoteletter og pølser fra grillen inkluderet i buffetprisen. Mørt og velstegt. Er man som voksen aldeles udkørt over den særlige amerikanske børnevenlighed, der præger hele dagen, kan man heldigvis vælge at blive siddende og spise a la carte. Retterne koster ca. 150 kr. for nydelige hovedretter, der adskiller sig fra buffeten ved at være helt frisklavede, og så slipper man for det roderi, en buffet ofte ender med at være, hvis man da ikke er rå og kun går efter det grillede kød og de to salater, der i sundhedens navn havde sneget sig ind på buffeten. Ovnstegt hanebryst med skind og ben var både mørt og saftigt og serveret helt i overensstemmelse med teksten om papadellepasta i safransauce. Ratatouille var der skam også i fine småtskårne stykker med god smag af hvidløg, men desværre blandet op i pastaen, så man måtte sidde og grave, hvis man ville have mere grønt end pasta. Det andet voksne valg faldt på lam, som kom både som mørbrad og filet med fedtkant. Der er formodentlig tale om de allestedsnærværende newzealandske lam, men smagen var fin og kødet saftigt. En god kartoffel pommes Anna til og behørigt med grøntsagssaute. Hvis bare dette her var standarden på diverse familiespisesteder landet rundt, ville meget være vundet. Det taler også til stedets ros, at tjeneren straks spotter, at der her er tale om to voksne, der ikke orker buffetræset, og som gerne vil sidde stille og roligt og nyde et måltid mad og drikke et glas vin. Her valgte vi en Syrah-drue fra Australien, da erfaring siger mig, at oversøisk vin er bedst, når vi er de mere folkelige steder. Jeg blev ikke skuffet. For at holde bare lidt af legostilen bestilte vi en isdessert, der var en lyserød chokoladeudsmykket islagkage, der var betydeligt bedre end de standardispinde, man kan købe langs landevejen, men dog med en bastant konsistens og en bismag af vanillin. En familie på to voksne og to børn kan gøre et sådant restaurantbesøg med sodavand, vin og mad for 985 kr., hvilket svarer fint til den kvalitet og den glimrende service, vi fik. Samler man de beskrevne madoplevelser, der nok er de tre bedste bud fra Legoland, er der til tre huer, ikke mindst hentet i grillmaden og den gode service.
Lyt til artiklen
Appetit på mere?
På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.
Bliv abonnent for kun 1 kr.Allerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Pile peger på Zelenskyj i stor korruptionsskandale
-
Nu spekuleres der åbent om 'transitionen' til en ny leder i Rusland
-
Trump smider politisk bombe i Mexico
-
Lørdag angreb USA og Israel. Mandag oplevede turistchef »100 procent aflysninger«
-
Ny café har et hemmeligt våben ude på toilettet
-
Pårørende råber op om forhold på plejehjem: Det er ikke travlhed. Det er ikke uheld
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Palle Smed
Klumme af Anton Jäger




























