Ikke uden grund får man her en næsten barnlig lyst til at skræve ud i bølgerne. Mødet mellem Skagerrak og Kattegat er et dramatisk foretagende. Fanen af oprørte vande rejser sig langt ud mod nordøst, indtil himlen og havene står i et.
Det er muligt, vi ikke har bjerge, vulkaner eller jordskælvszoner her i kongeriget. Men vores claim to fame er mere end bare verdens højeste skattetryk. Vi har også Grenen – stedet, hvor havene mødes. Der ligger en restaurant derude ved verdens ende. I klitterne rejser der sig en aflang, ikke voldsomt æstetisk bygning, der efter sigende har været genstand for nogen kritik gennem årene.






























