På Højbro Plads i nummer dixneuf ligger restauranten af samme navn. Man skal en halv trappe op; restauranten ligger i den høje stueetage med udsigt til Højbroens brosten og Absalon til hest.
Lyst og venligt
Man har gjort en del ud af indretningen. Lokalet er holdt lyst og venligt med markante lamper i vinduesnicherne og fra loftet, lyse designstole og enkle træborde.
Dix Neuf har samme ejere som den i øvrigt også franskinspirerede café Metropolitain på Frederiksberg og Café Druedahls, som ligger i Roskilde.
Der er henvisning til alle tre steder på de respektive hjemmesider. I køkkenet står kokken Lasse Elikofer, der tidligere har været souschef lige rundt om hjørnet på koryfæet Krogs Fiskerestaurant. Michael Marner er restaurantchef. D’herrer har lagt en klar og sympatisk filosofi: god, franskinspireret mad og ordentlige vine i et overkommeligt prisleje. Og det med priserne tager de alvorligt, ikke mindst på vinsiden, hvor Dix-Neuf sælger gode flasker med betydelig mindre avance, end hvad der er normalen ude i byen. Kortet er bygget op som en menu, hvorfra der kan vælges fra to til fem retter. To koster 265 kr., tre koster 350 kr., fire koster 425 kr., og endelig går fem retter for 475 kr., Vi tog hele dynen. Brasseriemad med pil op Vi startede med at få en pose brød. En lille gimmick på stedet, der giver et touch af landlig bagerbutik; man får brødet i en brun papirspose. Udmærket, let olieret foccacia-lignende brød. Smørret på bordet var almindelig lurpak. Tja, næppe uladsiggørligt at upgrade til en lidt mere original smørmodel. Ved samme lejlighed skulle man måske anskaffe sig nogle afslappede stofservietter. Køkkenet signalerer en lidt anden kvalitet end den lidt ordinære papirmodel, der ligger ved hver kuvert. Husets cremant de Bourgogne kostede 65 kr. glasset og var et virkelig godt, sprødt bekendtskab med mere kompleksitet, end man lige havde forventet. Første ret var en geleret tomatconsommé med en dekonstrueret ratatouille i form af piment (peberfrugt) i forskellige farver, tomat, løgringe og lidt brøndkarse. Geleen var meget diskret i smagsindtrykket – løgringene derimod meget voldsomme. De overstyrede næsten i forhold til de øvrige indslag.
