Hvilken aften kunne være mere passende at gå ud og spise amerikansk end selveste Inauguration Day, hvor Obama svor på Lincolns gamle bibel foran to millioner mennesker – foruden de 3-4 milliarder, der sikkert fulgte med på tv. København er ellers ikke overfodret med amerikanske restauranter, men på Gothersgade 35 slog de for ikke så længe side dørene op til den nyrenoverede restaurant Sparks. Konceptet er et udvalg af all-american classics med store beskidte bøffer fra den gode slagtermester Erik Christensen i hovedrollen. Der grilles over rigtigt træ, hvilket man gør et stort nummer ud af i kortet. Fra hjorteapotek til moderne loungerestaurant Der er smidt adskillige millioner i den kostbare ombygning for at forvandle det gamle hjorteapotek til en moderne loungerestaurant med borde i flere niveauer, åbent køkken længst tilbage i lokalet, en større bar og en central placeret bankboks i glas og stål, der agerer vinkælder.
Kun det fine, antikke loft fra det gamle apotek er tilbage – alt andet ser ud til at være nyt. Adressen Gothersgade 35 ligger egentlig lige i smørhullet af det københavnske restaurantbælte, så det kan måske undre, at der alligevel er åbnet og lukket så mange restauranter på adressen på relativt kort tid.




























