Små franske drømme

Lyt til artiklen

En fransk restaurant i Kapsel Street«, udbrød medspiseren vantro, da jeg fortalte, hvor vi skulle hen. Ja, selv Sundevedsgade er ved at blive en del af det mondæne Vesterbro, selv om kiosken skråt overfor har ligget der i over 30 år, og selv om visse vinduer ser ud til at kunne falde ud ved næste blæsevejr. Tæt på Vesterbrogade har den fransk-tunesiske kok Wissem en restaurant, der med sine mange lysestager, sine langstilkede vinglas og sine hvide duge næsten kunne virke som stilbrud til det noget mere rå Vesterbro i omgivelserne. Der var da heller ikke myldrende fuldt sådan en tirsdag aften, men så blev der så meget des mere tid til, at kokken kunne hygge om os, og det er han både vældig god til og glad for. Kamel's har ligget her længe, men Wissem har kun været her i tre år. Stedet har ændret sig en del i det ydre, og maden er bestemt ikke blevet dårligere. To retter koster 220 kroner, mens tre retter koster 270 kroner (står der på regningen), og fire retter koster 330 kroner. Da maden er fyldig og portionerne rigelige, kan tre retter sagtens mætte selv en sulten granvoksen mand. Der er cirka fire forretter, fire hovedretter og to-tre desserter samt ost at vælge imellem. Vinkortet er todelt, for der er både et kort og et skab, hvorfra man kan se på dyre bourgogner, vælge at drikke husets vin (en Costière de Nimes) eller forsøge sig derimellem som med en pinot noir 2002 fra Australien, Higher Plane Wines, Margaret River (340 kroner). Menuen skifter, som køkkenet har råvarer til, og vi fik at vide, at der kun var to muslingeforretter tilbage og kun én kanin på hovedretterne. Til gengæld kunne man godt kombinere de store grillede rejer på forretten med en chevre chaud (salat med varm grillet gedeost). Flotte muslinger Det var præcis, hvad vi gjorde, så medspiseren fik den blandede forret, mens jeg fik nogle af af de sidste moules marinière. Brødet, der kom på bordet sammen med isvand, var lunt og nybagt og smagte herligt. Velsmag er i det hele taget et gennemgående tema for aftenens oplevelse. Kort efter kom også vinen samtidig med forretterne, så man forfaldt da ikke til at sidde og smådrikke før maden. Mine muslinger var en flot portion klassisk dampede muslinger, men suppen, de lå i, var et skønt kapitel for sig. Den gode muslingesky var kogt igennem og pureret både med masser af persille, fløde og smør - jo den lå godt i maven! Og så var den krydret til perfektion med et tunesisk blandingskrydderi, der hedder camoun (minder om Marokkos ras el hanout, men uden kaneltendensen). Spændende og meget pikant uden at være for stærk, men dog med snert. Rejerne havde fået godt med hjemmelavet grov pesto, og salaten var lille, men velvendt i en tilsmagt dressing. Således med en god bund i form af fløde og smør fra suppen kunne vi sidde en passende tid og se Vesterbrolivet defilere forbi vinduet og smile til de hiphopdrenge, der noget betuttede så på deres shawarma, mens de studerede Kamel's spisekort. Lovord til kronhjort Hovedretterne byder på en dagens fisk (der var svømmet igen), en oksemørbrad med ratatouille og ristede kartofler og så det, vores valg endte med at blive. Den sidste kanin hoppede ned i min tallerken og var trods det lidt tørre kød - for det er kanin meget ofte - så dog et flot rygstykke med nyrerne ved (kaninnyresteg!), en herligt krydret cremet sauce med snert af peberfrugter, safran og masser af skivede gulerødder samt nogle rigtig herlige små majroer. Også jeg fik kartofler til. Medspiseren uddelte lovord over mørheden i kronhjortefileten, som jo i sæsonens natur må være kommet fra fryseren serveret med en intens glace og smukke syrlige granatæblekerner samt stegte svampe. God efterårsret. Nu var der virkelig ved at være bund i fattigfolk, men vi skulle da have dessert, og når en fransk tunesisk kok byder på creme brulée, skal man sige ja tak. Bruléen kom med skøjtelaget intakt og en god fed creme under. Som den skal være. Den hjemmelavede vaniljeparfait var med friske og let syltede frugter og var lige ud ad landevejen, men også den lå i den absolut korrekte og velsmagende ende af skalaen. I det hele taget er Kamel's restaurant en rigtig 'sådan-skal-et-lille-fransk-spisested-være'. Og når regningen for to med tre retter, en flaske australsk pinot noir og et enkelt glas hvidvin af husets til indledning ender på 935 kroner, må man sige, at der er overensstemmelse mellem pris og kvalitet. Der er ikke tale om det her superbillige sted, som man måske forventer at kunne finde, når vi nu er i Sundevedsgade, men når man medtænker den omhu, der er lagt i maden, den gode krydring og de rigelige portioner, er Kamel's Restaurant et sted, man vil blive rigtig glad for at besøge. Når pris og mad holdes mod hinanden, lander vi på tre meget fine huer, idet karakteren 4 enten skal være et bedre bargain for det gode måltid eller et måltid med flere finesser til den samme pris.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her