Sushi psycho

Lyt til artiklen

Sushi er for længst blevet den foretrukne luksus take-away par excellence, og vi river i det hele taget rå fisk i os som aldrig før; over 30 sushi-barer og restauranter råder København over for tiden. I efteråret kom endnu en restaurant til: Sushi Saiko på Torvegade. Saiko skulle efter sigende betyde 'det allerbedste' - så er ambitionsniveauet jo også sat. Den har de samme ejere som den i øvrigt vældig gode Sanshin Sushi på Smallegade på Frederiksberg, og det ses på den meget gennemførte og stilsikre indretning af den høje kælder på Torvegade nr. 22. Lyst og venligt, kvalitetsbetonet minimalisme. Kortet er imponerende stort og inddelt i mange kapitler. Der er naturligvis et ret fornemt udvalg af traditionelle sushi. Nigiri-sushi (de velkendte finger-sushi, en 'håndfuld' ris med fisk ovenpå) er til rådighed i menuer og som a la carte. Her er naturligvis både laks, tun, yellowtail, havbars, hvidfisk, flere slags blæksprutte, lakserogn og dagens rogn etc. Priserne varierer fra 29 kr. til 40 kr. De særligt fine Toro-udskæringer (udskæring fra bugen) er også til rådighed på flere af fiskene. Nigiri-sushierne fås også i gourmetudgaver, hvor kammusling, stenbiderrogn og vagtelæg, hummer og snowcrab kommer i spil. 59 kr. koster den dyreste sushi med ristet foie gras og frisk trøffel. Og det er sgu også en slags penge for en enkelt himmerigsmundfuld. Tangsalat hitter Der er naturligvis også et stort udvalg af både store og små maki-ruller. Sashimi (enkle udskæringer af rå fisk, uden ris) er også på kortet i flere menuer. Tempura (japansk beignet-dej) har også egen menu, hvor både fisk og grønt har været i dejen og den efterfølgende friture. Endvidere er der også et udvalg af sticks og også nogle vietnamesiske forårsruller. Vi var tre sushi-spisere denne aften, og vi gik på opdagelse i det meste af kortet. Indledningsvis med supper og salater. Japanske pickles er marinerede, fintstrimlede grøntsager i en ret hot dressing. Knasende og meget delikate - 40 kr. Tang-salaten med sesamfrø var også et hit - 45 kr. Den har en interessant konsistens - let klistret og sprød på samme tid. Men meget velsmagende. Supperne var også gode. Der var tre misosupper - henholdsvis neutral eller med enoki eller shiitake-svampe. God saltbalance og smag. Man kan opleve dem så svage, at det nærmest er varmt vand med tofu i. Men ikke her. Den klassiske går for 35 kr. - med svampe 40 kr. Saiko-suppen var en delikat og ret stærkt krydret fiskesuppe med stykker af yellowtail-fisk i. En klar anbefaling værd - på trods af, at den med et prisskilt på 50 kr. for en lille kop unægtelig også er en halvdyr fætter. Vi delte en stor tempura-mix: stykker af yellowtail, reje, laks, svampe og sweet potato. Meget veltilberedt; knasende sprød og let tempuradej og en medfølgende sauce at dyppe i med hvidløg og ingefær i. Lækkert. Sashimi-menuerne er dyre - fra 219 kr. til 535 kr., alt efter hvor mange forskellige fisk man vil opleve udskåret med en barberbladsskarp samurai-kniv. Vi nappede den næstbilligste menu til deling: 285 kr. for 16 små stykker af 4 forskellige slags fisk. (Dyrt!). Det var denne aften tun, laks, reje og yellowtail. Anrettet med fintrevne grøntsager på et smukt fad. Anretningen er jo et afgørende kapitel i sashimi i sig selv. Mange sværger til sublim enkelthed - først og fremmest, at fisken ikke er i kontakt med noget som helst andet end kniven - og dermed ankommer så ren som muligt til bordet. Kvaliteten af fisken var upåklagelig, men til vores store undren smagte flere af fiskestykkerne af ananas. Det viste sig, at de hvilede på et leje af ikke blot fintreven kinaradise og andre faste grøntsager - men også små 'sveller' af ananas. En meget dårlig idé - upåagtet at det så smukt ud. Dén trækker noget ned i oplevelsen; sashimi skal være smagen af den rene fisk, som man så kan dryppe med lidt lime-saft om ønsket. Men laks og tun skal ikke have taget smag af ananas ved ankomsten. Østers på toppen En gang katzu-sticks var en kærkommen afveksling fra de rå fisk for en af mine gæster. 85 kr. koster to små spyd med kylling og grøntsager og en god, thai-inspireret sød chilidressing at dyppe i. Delikat og helt i orden. De vietnamesiske forårsruller i frisk risdej med okse og glasnudler var også fine. Mange grøntsager og god, superfrisk kvalitet. 75 kr. for to styk. Vi prøvede også et lille udvalg af husets nigiri-sushi til deling. Alle veltillavede og i orden. Vi diskuterede risen og var enige om, at den havde god smag og en tilpas fasthed - om end der var en lille tendens til det klistrede i nogle sushi. Den fede tun i den dyre udskæring (toro) var en speciel oplevelse, der delte vandene. For mig var smagen en anelse trannet - for de andre var den en fornøjelse. Selve bugkanten på stykket var temmelig sej og vanskeliggjorde, at man 'bed over'. Men det er så i øvrigt også genstand for diskussion, om man overhovedet skal bide sin sushi over i to. Størrelsen på Sushi Saikos sushi er dog ret elegant og behersket, så det er fuldt muligt at nappe de fleste i én bid. Gourmet-nigiri-sushierne var alle gode. Foie gras-sushi er naturligvis en vestlig gourmet-tilsnigelse - men hold k.... hvor smager det godt. Her med blommesauce til og frisk trøffel på toppen. Man kunne godt blive forfalden til dem, hvis ikke man vidste, at hver bid koster 59 kr. Snowcrab-nigirierne tiltrak sig også fuldt fortjent en del opmærksomhed, ligesom den meget smukke servering af tre østers med lidt kaviar på toppen til 79 kr. var en fornem fornøjelse. Drikkevarerne var japanske øl (Kirin, Kirin Ichiban og Sapporo til henholdsvis 40 og 45 kr.) og husets varme sake, den udmærkede (om end ikke fantastiske) Sawanotsusu til 65 kr. Dessert på hold Desserterne måtte vi også lige indenom med anmeldergaflen. Hvor vi grundlæggende var meget positive over sushi-køkkenet, så spillede desserten ikke helt rent denne aften. Det tog køkkenet næsten 40 minutter at få den på bordet - og uanset, at der var tale om en sashimi-udskæring af frisk frugt, så er det alt for lang tid. Der var stort set ikke andre gæster i restauranten på dette tidspunkt. Frugten smagte udmærket, men var på ingen måde så fantastisk, at det berettigede prisen. Alt for dyrt. Og så hysterisk flot eller interessant var udskæringen bestemt heller ikke. Den medfølgende is var heller ikke pokkers spændende. Vi prøvede også husets to creme bruléer til 115 kr. Igen alt for dyrt og slet ikke i orden denne aften. De var ikke skarpe nok. Sukkeret på toppen var halvblødt, konsistensen upræcis og tilsmagningen slap. Vi endte med at slippe næsten 1.600 kr. for aftenens store besøg i Sushi Saikos køkken. Det er mange penge - men sushi er som bekendt generelt dyrt, og Saiko hører tilmed til i den kostbare ende af skalaen. Derfor skal kvaliteten også være knivskarp hele tiden. Der er ikke tvivl om at kokkene kan kaste med knivene og snitte fisk og koge ris til den store guldmedalje. Serveringerne er delikate og tilberedningerne generelt præcise og gode. Men aftenens markante smuttere betyder, at vi ikke kan snige os op på 4 huer - uanset at ambitionsniveauet nok er noget af det højeste, man kan opleve på byens sushi-restauranter. Der skal rettes nogle skønhedsfejl hist og pist - men i øvrigt er Sushi Saiko klart en anbefaling værd. Det behøver naturligvis heller ikke blive så kostbart som ved dette besøg, hvor vi ville prøve så mange som muligt af husets tilbud. Men sushi er ikke billigt, så mindre end 3-400 kr. pr. mand skal man nok ikke regne med, hvis man er ude i en aften med det fulde udtræk til to sultne personer. Take Away er også en mulighed - tjek hjemmesiden ud. Summa summarum: generelt høj kvalitet med enkelte skønhedsfejl; men alle 'Sushi Psychos' kan trygt besøge Sushi Saiko.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her