Hvem skulle nu have troet det? En sød kollega havde betroet mig, at der var kommet »noget« i Vanløse. Dette noget skulle vise sig at stråle imod os fra den ny bygning ved metroens endestation. Her var masser af glas, masser af stål og masser af mennesker. Vi havde heldigvis bestilt bord, og det er sandelig nødvendigt. Populariteten forklares delvist ud fra spisekortet, hvor priserne er yderst rimelige. Aftensmaden a la carte koster cirka 70 kr. for en forret og 129 kr. for en hovedret. Til børn (hvor udvalget er lige så stort som til voksne) er der retter for omkring 50 kr. Børn er nemlig ganske meget i centrum hos Boyd, uden at det bliver et pædagogisk projekt, andre ikke-børnefamilier må flygte fra. Alene indretningsstilen sender et interessevækkende signal til andre end de store børnerige familier. Her er en kæmpe glasfacade, bag hvilken der skjuler sig et stort rum, kun adskilt af et kæmpe køleskabsstålanordningsmøblement med vine. Så er der også en lettere forhøjning i lokalets bageste række til os ikkerygere. Ikke at røg undlader at stige til vejrs, men det forhindrer dog cigaren i at sidde lige ved det næste bord og dunste én op i hovedet midt i maden. Tæt på baren, hvorfra der sælges kurve, chokolader og andet godt af bedste kvalitet (som også sælges fra underetagen), er der et af de hotte langborde, hvor man kan komme hinanden ved. Det var åbenbart ikke populært denne fredag, hvor langbordet var det eneste, der ikke var fyldt op. Upersonlig suppe Vi lagde ud med tre a la carte-forretter, da vi havde taget den yngste med til dette deklarerede børnested. Ved nabobordet gjorde man i øvrigt brug af stedets 'Familiefavorit', der er lammekølle med flødekartofler, hvid chokoladeparfait, en flaske husets Vacqueyras (godt valgt) og en kande saftevand til en familie på 4 personer for 500 kr.! Desuden følger en spand med farver og tilladelse til at male på papirdugen, der beskytter stofdugen. De retter, vi valgte, nåede næsten kortet rundt. En særdeles veltillavet jomfruhummer-bisque med fisk og krydderurter og dyb smag af hummerskal, der er blevet brændt rigtigt af, gjorde lykke på den anden side af bordet, mens tomatsuppen ikke vakte jubel. Det gjorde dens tilbehør af crostini med gedeost og store sprøde skiver ventreche (fransk særligt bacon), men suppen var for syrlig og upersonlig. En tomatsuppe skal have mere dybde, og kan tomaterne ikke klare det her i kulden, må man give den lidt sødme andetsteds fra. Min salat var smuk at skue, men prisen på 69 kr. som standardpris på forretter holder ikke helt for nogle meget store og dermed spektakulære, men svært spiselige salatblade med en enkelt ovntomat, lidt oliven og flager af pecorino, der ikke havde fået noget særligt af en omtalt St. Hippo-dressing, som jeg ellers havde set frem til. Vinene er særdeles ræsonnable i pris. Vi tog en Saint Joseph Guigal 2001 til 265 kr. og skejede derved ud, idet de fleste vine (og de er stadig velvalgte) ligger til 140-190 kr. Husets vin udmærker sig ved at være en Vacqueyras til 110 kr. Solid kost Hovedretterne er gedigne. Jeg fik lammekølle i ovn med flødekartofler (100 kr. inkl. dessert) og måtte levne. Smagen var der ikke noget at indvende imod. Den lille medspiser valgte kokkefavoritten (150 kr. inklusive dessert og halv pris for børn under 10 år), der var stegt laks med braiseret endivie, pillede asparges kartofler og estragoncreme. Fair og rustik ret. Bedst var dog andelårsconfit med bønnecassoulet med løg, hvidløg og pølse. En tidkrævende og her smørmør ret, der jager al kulde på flugt. Vi måtte praktisk talt levne lidt fra alle retter, hvilket siger en del om portionernes størrelse. Men der skulle jo være plads til desserterne, og her inkluderede min lammeret en pocheret ananas i supertynde skiver med hvid chokoladeparfait. Fin folkelig dessert. Det var alle desserterne i øvrigt. Vi byttede tiramisu fra kokkefavoritten ud med en creme brulee traditionelle, der virkelig holdt standarden, som den skulle, med skøjtebane og let æggecreme, mens den sidste dessert var en chokoladekage i mange lag med forskellige cremer og en gang friske syltede mandariner til. Desserterne er bestemt i den gode ende. Men det søde er ikke helt færdigt. Da vi havde spist op og drukket ud, måtte vi lige runde af med to dobbelte espresso, der var gode, og hertil kunne vi så teste lidt fra chokoladeudsalget, der er fra en af mine favorit-chokoladeleverandører, nemlig Summerbird. Sød servering på alle måder Det blev en flødebolle med marcipanbund til den yngste og nogle store gode fyldte fondantchokolader fra Summerbird til kaffen (ca. 8 kr. stykket). Hvor får man ellers mulighed for den slags udskejelser, til den pris? Her er mulighed for lidt af hvert, og i alle tilfælde søges her mod meget høj kvalitet. Det har været svært at give kokkehuer for her klart et grænsetilfælde mellem 3 og 4. Prisen tæller så afgjort på den positive side. For 3 personer alle med 3 retter og 1 dyr flaske vin blev det lige omkring 900 kr., og så havde vi også været rundt om det hele, næsten da. Smagen er god, og servicen er sød og relativt effektiv. Når vi alligevel ender på 3, er det ikke, fordi her er traditionelt. Det er jo kun skønt. Men der mangler lige det allersidste i at nå de 4. Hverken tomatsuppen eller salaten var særlig karakteristiske. Det er væsentligt at understrege, at 3 huer også priser endda særdeles gode spisesteder. Vi ender på 3 af de største huer, vi kan finde, og en stor lykønskning til Boyd for at have lavet et så forbilledligt billigt spisested. Vi kommer gerne igen.