Samsara er livshjulet - den evige cyklus af liv, død og genfødsel, som findes både i den buddhistiske og den hinduistiske begrebslære. Samsara er også en lille tibetansk restaurant i en høj kælder i Herluf Trolles Gade. Det tibetanske køkken hører ikke til de mest repræsenterede i byen. Køkkenet fra det fjerne bjergrige land har indtil for få år siden kun kunnet opleves i en enkelt restaurant i byen - Tibet på Blågårds Plads. For et par år siden kom så restaurant Samsara til. Det er den tibetanske kok Tenpa Gyurmey, der er ejer af stedet. Han kommer fra det østlige Tibet, hvilket skulle kendetegne Samsaras køkken. Restaurantens høje kælder er rimelig rummelig, der er god plads mellem bordene, og væggene er prydet af flag, vimpler og billeder i de tibetanske farver. Et lille fint tempel til Dalai Lama er der også blevet plads til. Tjenerne er i traditionelle tibetanske dragter og meget venlige. Enhver demonstration af nationalt særpræg for Tibet - hvor end ubetydelig en restaurant kan synes i den store sammenhæng - kan næsten ikke undgå at blive en politisk tilkendegivelse i den situation, som Tibet har befundet sig i siden 1949-50, hvor Kina invaderede landet. For tibetanerne er landet besat uretmæssigt af Kina. For kineserne er Tibet en integreret del af Kina, og der er ikke den store opblødning at spore i de officielle forhold, selv om der er gået over et halvt århundrede siden invasionen. Overskueligt kort Det tibetanske køkken er naturligvis præget af tradition, religion, landets geografi, de høje bjerge og de forholdsvis vanskelige forhold for landbrug og landets relative fattigdom i øvrigt. Tsampa skulle være den mest gængse mad, man støder på: en rustik dej af ristet byg, vand og yaksmør. Smørte er ligeledes en Tibetklassiker - og det er igen yaksmørret, der kommes i teen, så den mere får konsistens som en bouillon. Okse- og lammekød er de altoverskyggende vigtigste ingredienser i kødretterne. Kortet på Samsara er forholdsvis overskueligt. Forretterne er en suppe (thang) eller momo (små sprødstegte dejkager med forskelligt fyld). Priserne er mere end rimelige - thang går for 45 kroner og momo for 39 kroner. Hovedretterne er enten vegetariske eller med kylling, oksekød eller lam. Tilberedningsformerne er enten i en kraftig karrysauce eller lynstegt i wok eller med en chilisauce. Enkelte af retterne undrer man sig lidt over. Rejer i hoisin-sauce lyder for eksempel for mig som en meget kinesisk ret. Vi endte med en tomatsuppe til min gæst og en gang blandede momoer til mig, efterfulgt af kham luksha (lam marineret med fem forskellige slags peber) til 85 kroner og en chasa karry (kylling i karry) til 75 kroner. Der var desværre ikke rigtig nogen specielle tibetanske drikkevarer - ud over smørteen, der serveres på opfordring. Vi endte med en stilfærdig, men udmærket australsk Shiraz, der var en af månedens vine, til 190 kroner. Danskvand går for 17 kroner. Lidt for stilfærdigt Forretterne var gode. Min gæst var glad for tomatsuppen, der havde en smuk, frisk rød farve og god smag. Det var friske tomater, der var brugt, og det løftede kvaliteten betydeligt. Endvidere var der hvidløg og det i det tibetanske køkken allestedsnærværende krydderi ingefær i, og det gav god karakter til suppen. Lidt frisksnittet forårsløg på toppen gav lidt grønt til øjet. Mine momoer var også udmærkede. Dejen er ikke det mest elegante, men som små solide, postejlignende kager er de bestemt ikke uefne. Der var tre forskellige slags fyld: grøntsager, oksekød og kylling. Alle tre rimelig varierede og nuancerede i smagen. En lille salat og en skål chilisauce fulgte med. Hovedretterne: lammekødet, der var marineret i fem forskellige slags peber, lød nok egentlig lidt mere interessant, end det var. Retten ankom i en lille skål, hvor kødet lå i en let sauce sammen med lidt blandede grøntsager: grønne bønner, løg, tomater og gulerødder. Saucen var en let pebret lammesky, muligvis med en anelse soja i bunden. Ikke den vilde smagsoplevelse, men ellers helt i orden. Min kylling i karry var lidt af samme skuffe. Bestemt udmærket og i orden til prisen, men ikke en smagsoplevelse, der var noget ud over det sædvanlige. Hvad der gjorde denne ret specielt tibetansk, kunne jeg ikke gennemskue. Stykker af kylling, blomkål, gulerødder og løg lå i en ret mild gul karrysauce. Grøntsagerne havde stadig lidt bid, hvilket var dejligt. Alt smagte helt udmærket, bare ikke specielt karakteristisk. Det var en lidt anonym, stilfærdig gang kylling i karry, som man i princippet kunne have mødt som repræsentant for flere asiatiske køkkener. Det tibetanske særpræg var svært at sætte fingeren på. En skål langkornede løse ris fulgte med til begge retter. De særlige dampede tibetanske brød tingmo var desværre udsolgt denne aften. Der var også en salat på kortet, dantsel til 35 kroner. Tjeneren oplyste, at det først og fremmest drejede sig om strimlet iceberg, så den valgte vi at tænke os til. Ultraeuropæiske desserter Desserterne i kortet kan godt undre lidt. Sorbetis, chokoladekage med frugt og hindbærmousse - alle tre til 30 kroner (hindbærmoussen er at finde på kortet på hjemmesiden. Jeg mener ikke, den var i udvalget på selve restauranten). Det er lykkedes mig at finde frem til adskillige tibetanske desserter, først og fremmest kager af forskellige slags, hvorfor det er bemærkelsesværdigt, at det er tre ultraeuropæiske desserter, der udgør hele udvalget. Sorbeten denne aften var mango og solbær. Udmærket standardis, men intet ud over det sædvanlige. Chokoladekagen var ikke heldig. Tør, smuldrende og ikke særlig interessant. På begge desserter var der sprayet flødeskum af den let sødede industrislags, der ikke hører hjemme på en restaurant. En kande skoldhed duftende jasminte sluttede aftenen af. Regningen endte på 528 kroner. Unægtelig ikke dyrt for tre retter mad med vin og vand. Og dyrere bliver det ikke på Samsara. Restauranten ligger absolut i den billigere ende af udvalget; er det bare en hovedret og et glas vin eller en øl, man er ude efter, kan det klares for en hundredkroneseddel per næse - et stort plus. Når man alligevel ikke er 100 procent lykkelig, så er det, fordi man savner lidt mere særpræg. Med de sidste 10-15 års voldsomme rejselyst til stadig mindre afkroge af verden, kommer man automatisk også til at forlange mere af etniske restauranter. Vi vil opleve smagen af Tibet. Vi vil prøve de virkelige specialiteter, ikke bare vestlige tilpasninger af de originale retter. Vi savnede mere karakter på tallerkenerne denne aften, og så måtte det gerne have kostet en tyver mere per ret. Derfor bliver bedømmelsen også en ren middelkarakter: to en halv hue til Samsara. Jeg er sikker på, at kokken kan mere end det, vi oplevede. Så jeg vil vove en lille anbefaling: Gå derned og døm selv. Det kan være, han allerede er ved at gøre denne lidt lunkne anmeldelse til skamme.