Der er blevet lavet meget god mad i Gothersgade nr. 35 gennem tiderne. Tilbage i de frie, flagrende halvfjerdsere var det hér, det unge geni Søren Gericke frydede og provokerede sine gæster på den hedengangne Anatol. For et par år siden fik Paul Cunningham den samlede anmelderstab til at overgive sig, da han stod bag ved komfuret og stedet lød navnet Coquus. Nu er der kommet et par initiativrige franskmænd til. Stilen er ikke længere det højeste gastronomiske skoleridt. Eddy Bertrand og Jerome Vella har før svunget kokkeknivene på l'Education Nationale, der som bekendt kører den gennemført franske bistrostil. Restaurant Bonobo har også nydt godt af deres håndelag. På Castel kæles der for detaljen, men vi er stadig afslappede og rustikke, og prisniveauet befinder sig i det højere midterleje. Forretter går for mellem 60 og 80 kr., hovedretterne starter omkring en 150-kroneseddel og desserterne koster en halvtredser. Det er et franskinspireret middelhavskøkken med pust fra den store verden, der nu kører på Castel. Man kan blandt hovedretterne således både sætte gaflen i en klassisk Cote du Boeuf og finde en marokkansk taginekylling med syltede citroner og pærer. Lokalerne har bevaret deres gamle charme. Indtil sidst i 60'erne lå det fine, gamle hjorteapotek på stedet, og de smukke, gamle træpaneler og glasloftet er heldigvis blevet bevaret af samtlige ejere gennem tiderne. Skønne forretter Vinkortet hos Bertrand og Jolly går som de selv skriver mellem 185 kr. og 4.500 kr. Der bør derfor være flasker at finde både for normale dødelige og dem, der kæmper med at få udgifterne til at slå til. Man er relativt fransk i sit udvalg, men lidt oversøisk er det også blevet til. Vi endte med en glimrende australier, der ikke var kommet på kortet endnu: en Stonehorse Chardonnay fra Kaesler, Geelong, 2001 til 295 kr. Den udviklede sig betydeligt efter en lidt forsigtig start og blev til et bedre og bedre glas i løbet af aftenen. Der var både syre og friskhed at finde ud over chardonnayfedmen og fadsmagen. Man kører ikke med franske modevand på stedet, men kolde Ramløse går for en flad tyver. Min gæst lagde ud med forretten, tre middelhavsdelikatesser. Der var tale om tre ristede stykker landbrød eller bruschette - med hver sin 'topping'. Oliven tapenade med et sprødtristet stykke af fisken rød mulle. Vældig godt. Tapenade kan godt blive en lidt fad omgang, hvis ikke den afbalanceres godt med kapers og hvidløg eller hvad man nu krydrer sin tapenade med. Castels tapenade var virkelig delikat og fin i krydringen og mullen en god idé at kombinere med. Et andet stykke brød var dækket med hjemmerørt humus og små stykker blæksprutte. Igen fint og delikat. Det sidste brød var en viderefortolkning af en ærkeklassiker fra Provence, quasipizzaen Pissaladiere, som ofte ligger på en stor bradepande på markeder dernede, gerne i følgeskab med en ond gammel kone, der skærer stykker med en skarp kniv. Pissaladieren er en slags pizza med store mængder snittede, englebløde, gyldne løg, sorte nicoiseoliven og ansjoser. Hér var blandingen bare lagt oven på et stykke ristet landbrød. Virkelig velsmagende. Min gæst var svær at komme i kontakt med, indtil han havde tømt tallerkenen til sidste krumme. Perfekt fisk Selv lagde jeg ud med husets stegte gambas med mynteyoghurt til. En fin kombination. Kæmperejerne var blevet stegt over stenhård varme på jernplade (en vaskeægte, spansk Plancha) og var meget velkrydrede. Gode, saftige kræ med smag og fasthed i kødet. Mynteyoghurten var et meget let og frisk tilbehør. På midten af tallerkenen var en lille frist salat af krydderurter anrettet. God kombination. Min gæsts hovedret var en flot stegt pighvar, et pænt stykke skåret af den hele fisk med skind og ben - serveret med langtidsbagte hvidløg og bløde og sødmefulde stykker gul og rød peber. Meget enkelt og veltillavet. Fisken tilberedt på sekundet, flot i smag og fast i kødet. Ikke en finger at sætte. Selv kunne jeg sætte gaflen i to snehvide stykker havtaske tilberedt med en siciliansk caponata, en form for ratatouille: tomater, løg, aubergine stegt sammen og blandet med pinjekerner, olivenpuré, ansjoser og eddike. Rustikt, delikat og velafbalanceret i smagen mellem syre og sødme. Fisken kunne der ligesom i min gæsts tilfælde ikke sættes en finger på. I den søde afdeling kastede min gæst sig over citrontærten, der viste sig at være en lille, portionsbagt sag. Meget lækker; en fin, smørholdig bund med godt bid i kanten og næsten mazarinkagesmuldrende i bunden var fyldt med en citroncreme fuld af frisk syrlighed i smagen. En lille ranke ribs dekorerede. Enkelt og vældig godt. Gæsten skulle sparkes under bordet for at afgive en smagsprøve. På min tallerken ankom den såkaldte melonkompot, der ifølge kortet blev serveret med vanilleis. Det blev den nu ikke denne aften, hvor der var kommet en letfrossen citronmousse på tallerkenen. Den gjorde nu bestemt ingen skade. Selve kompotten bestod af stykker af melon i en varm, eksotisk krydderlage med bl.a. nelliker og stjerneanis. Igen lod de forskellige indslag i retten hinanden komme til i smagsbilledet; fint. Fortjente huer Med en café latte og en cappuccino til henholdsvis 26 og 22 kr. sneg vi os lige akkurat om på den dyre side af tusindkronesedlen: 1.039 kr. Selvfølgelig kan det gøres billigere. En hovedret og en dessert og et glas vin til hver bør kunne holdes på en 6-700 kroner for to personer. Til gengæld får man så også fornøjelsen af at sætte tænderne i Jollys og Bertrands delikate, veltilberedte middelhavskøkken, hvor man tydeligt fornemmer det sikre, gedigne håndelag i alt, hvad der kommer fra køkkenet. Herrerne kan deres kram, det kan både ses og smages, og det er pengene værd. Omgivelserne og den opmærksomme, venlige betjening kan der heller ikke klages over, så vi må sømme fire fine huer op på de gamle apotekervægge i Gothersgade 35 og anbefale et besøg hos de to franskmænd på Castel.