Det var en af de aftener, hvor man tænker: Er du virkelig i Danmark? Termometeret stod på over 20 grader, selv om klokken var 19.30, og solen skinnede ufattelig smukt over Christianshavn, mens vi var på vej ned ad Overgaden Oven Vandet. En perle af de allerfineste. Vi havde bestilt bord i Sofiekælderen, som sidst i fjor blev til et spisested efter at have været hjemsted for tørstige sjæle i mange år, og i dag satser man her både på gastronomi og jazz. Jeg havde nemlig hørt, at her var køkkenet endda særdeles godt og priserne lave - og det var selvfølgelig på grund af maden, vi indfandt os. Vi var heldige at ramme en af de dage, hvor der ikke var levende musik, - ja, det siger jeg, og sådan er vi mennesker så forskellige - men jeg vil gerne understrege, at jeg er en stor fan af både Ella og Armstrong. Det vil sige, vi var der i begyndelsen af ugen. På lang afstand - helt oppe fra Torvegade - så vi bordene på kajen og masser af mennesker og bredfyldte glas, og nej, hvor var det et dejligt syn, og over for denne oase kunne vi glæde os over synet af Heerings Gård. Vi var en anelse desorienterede - hvad hørte til hvor? Så vi gik ad den stejle stentrappe ned i kælderen, og rigtigt nok, sagde den fortravlede servitrice - der stod et bord til os - derhenne. Hun pegede med nakken. Det var lige under højttaleranlægget, så vi spurgte, om det var muligt at spise middag udenfor. Hun svarede ja, men så måtte vi selv finde et bord, og hun gjorde opmærksom på, at i så fald skulle vi selv bære drikkevarer og glas m.m. op til bordet. Hun var alene. Staklen. Hun var stresset. Men de trappeture huede ikke mig og min ryg. Så vi faldt til føje og blev i kælderen - dog rykkede vi så langt bort fra højttalerne som muligt, og her var masser af plads. Også til opstablede stole til jazzaftenerne. Sandt at sige så kælderen under de bastante og imponerende loftsbjælker noget rodet ud, men det er jo også et spillested med varierede programmer. Efter en stund fandt vi ud af selv at hente et af de store lys, der stod på mange af bordene og også en køn buket blomster, og nu så det hele straks mere venligt ud. Og det lykkedes os også at finde et par af Sofiekælderens kort med aftenmenuen. Vi kunne vælge mellem tre forretter og tre hovedretter samt dagens ret, der den aften var hakkebøf med bløde løg. Nej tak, sagde vi, men det er da rart at vide, at den findes og aldrig koster mere end 80 til 90 kroner. Og selvfølgelig - der var oste og to desserter. Artiskoksuppe med smag Min gæst havde lyst til kartoffel-artiskok-suppe (60 kroner), der minsandten ledsages af en lille blandet salat med rucola, og derefter rack of lamb, her kaldet lamme-racks (155 kroner) med en spicy ratatouille og pocherede kartofler, sagde kortet. Men når en aften er så hed og lummer, som denne var, mister jeg appetitten, så jeg ville hellere have to forretter end unghane eller stegt helleflynder med skorzonerrødder og en persillerisotto. Det er i øvrigt ofte, jeg har mere lyst til forretterne end til hovedretterne. Og jeg ved, at det er jeg ikke ene om. Vi fik omsider lokket den travle servitrice hen til vores bord - kort for hovedet var hun stadig - men pludselig skete der noget. Hun kikkede fast på mig, og fra det øjeblik var hun hjælpsom, omhyggelig, charmerende. Snart kom der brød på bordet, der lå en papirservietpakke med vores bestik foran os, og rekordhurtigt fik vi det glas isvand - livsnødvendigt - og den flaske rødvin, vi på hendes opfordring havde bestilt, en Domaine St. Pierre de Serjac (165 kroner). Desværre var brødet, vores flute, en af dem, der er inspireret af vat, og når der nu bor så god en bager på Christianshavn! Sidetallerken kender man ikke i Sofiekælderen, og i stedet for at lægge vores brød direkte på formicabordet, brugte vi papirservietten som tallerken - og så smagte vi på den aldeles fortræffelige rødvin. Ganske kort efter kom min gæsts suppe (60 kroner), der blev rost - »og man kan virkelig smage artiskok«, lød kommentaren, og jeg gik i gang med den første af mine forretter, en kæmpestor gang krølsalat og rucola, som ledsagede små, velsmagende skefulde af stenbiderrogn og grillede aubergineskiver og var vendt i en chevre-creme-dressing og til overflod garneret med en basilikumcoulis (75 kroner). Lidt mere mådehold vil klæde også en kreativ og dygtig kok. Utrolig hurtigt kom hovedretten lamme-racks (155 kroner) og min anden forret, tynde skiver af gravet oksefilet (79 kroner) - nok til to sultne mennesker - og endnu et bjerg af salat og en sødlig dressing, som jeg fandt ud af, var den såkaldte gaspachokompot samt parmesanstrimler. »Håber, det smager«, sagde den opmærksomme servitrice, og det gjorde det. Men må jeg gentage - enkelhed er en dyd. Kød i top, dessert i bund Kælderens lamme-racks (155 kroner) var ikke alene et smukt syn, kødet var prima, velsmagende, rødt, og der var vist fire koteletter på ben, men ærligt sagt er det efter vores mening en dårlig ide at lægge ratatouille mellem kogte eller, om man vil, pocherede kartoffelskiver - de klæder ikke hinanden - og så servere sauce til. Og spinaten var desværre for salt den aften. Men det var der råd for - mere vand og mere af den gode rødvin. Vi bad om at dele en dessert, og vi valgte lun chokoladekage med hvid trøffel og hindbærcoulis. Det var sikkert de små røde pletter - men det var ligegyldigt, for den såkaldte chokoladekage lignede en bolle og smagte som en dårlig sandkage med kakao (65 kroner). Den kom med en mangois, der smagte stærkt af mango. Det er umuligt at sige noget formildende om den dessert - ud over at den sikkert ikke var hjemmelavet og derfor ikke en plet på kokkens ære. Jeg alene fik en espresso (15 kroner) og regningen blev på 534 kroner. Det var et svingende måltid, men jeg har tro på det unge menneske, som har ansvaret for køkkenet - og selvfølgelig mangler erfaring, men har gode intentioner. Jeg har ikke brugt formanende ord om rengøring og vinduespudsning og det delikate emne, toiletterne. Det skal kokken ikke høre for. Men at Sofiekælderen var underbemandet den dag, var evident, og det er synd for stedet. Jeg har faktisk lyst til at komme igen og se, hvordan det udvikler sig - jeg tror nemlig på Sofiekælderen.