Paul Cunningham er en af de kokke, der med rette hører hjemme i den gastronomiske superliga herhjemme. Danmark kan vist snart godt få lov til at gøre krav på denne store englænder, nu hvor han snart i ti år har svunget kokkekniven i vort hjemlands vemodige køkkener. Både på Søllerød Kro, Plaza, Formel B og senest på Coquus har Cunningham lagt stilen og høstet mange roser.
Cunningham dyrker velsmagen med en stor, kærlig begejstring. Hans køkken virker ikke religiøst eller præget af dogmer. Når det skal være fedt og sødt, får det lov til at være det. Hvor den sublime smagskombination findes i sammensætningen af råvarer, dér søger Cunningham den. Grundkøkkenet er fransk, men inspirationen kan momentvis komme fra hele verdenen. Sukker i alle dets afskygninger hører til Cunninghams specialer, og han er ikke bange for at bruge det - bestemt heller ikke i det salte køkken. Aftenen starter i baren
Nu har Cunningham og hans team af gode folk slået dørene op til et nyt spisested i Tivoli. The Paul er navnet - for der skal ikke være tvivl om, hvem der sætter stilen. The Paul holder til ved glassalen i de lokaler, der engang rummede Belle Terrasse og senere restaurant PH. Lyst og luftigt indrettet, god plads mellem bordene, afslappet atmosfære.
En aften i The Paul tager tid. Bordene sælges kun én gang på en aften, menuen rummer minimum syv retter, og man bør møde op med ønsket om en totaloplevelse i selskab med et af de bedste køkkener herhjemme. Stedet er helliget den lange aften, hvor man ser hinanden dybt i øjnene og stikker næsen i vinglasset og dufter til livet.
Aftenen starter i baren, hvor der er stillet et antal elegante, brune sofagrupper op. Inden længe ankommer et antal uhyre delikate snacks og godbidder og et aperitifkort, man kan bladre lidt i. Harry Connick Jrs. tilbagelænede bigband strømmede ud af højttalerne; vi endte med to klassiske champagnecocktails, hvilket vi ikke fortrød.
Men andet ville næsten også være synd, når prisskiltet lyder på 95 kr. stykket. Man kan bladre videre til menukortet, der rummer mulighed for syv retter til en samlet pris af 800 kr. Det gør The Paul til en af de mest kostbare restauranter at besøge herhjemme overhovedet. Mere om det senere. Det er konceptet at give folk den store, gastronomiske tour de force - og det koster mange penge, når man arbejder på Cunninghams niveau. Detalje på detalje Nu til maden. Først en appetizer: østersshot med issalat . Dernæst første ret: jomfruhummer - lagt næsten som carpaccio - rå med en lille artiskoksalat til, vanilje og jordnødder og en silkeblød mascarpone-artiskokcreme.




























