Der er sket meget hos Olsen og med Olsen i St. Kongensgade. Den første ret på menukortet var i sidste uge grønkålssuppe med østers, med choucroute-salat og muslingebrød til 105 kroner. Så er tonen slået an. Og hvis nogen fabler om husmandskost, som de kan huske, spisestedet lokkede med for et par år siden, så får de en slem overraskelse. Denne kraftigt garnerede grønkålssuppe, som har fjernet sig mile fra den fattige husmand, er karakteristisk for Olsen i 2003, hvor det bedste ord, jeg kan finde for køkkenet, er foruroligende avantgardistisk. Det gælder om at være smart - på forkant med udviklingen - og at overrumple og imponere gæsterne, og det resulterer indimellem også i en gang gastronomisk tågesnak. Hvad tænker jeg på? Ja, eksempelvis min egen forret, beskrevet som laksefondue med tomatcoulis og tartelet med muslinger og skorzonerrødder m.m. »Jamen, hvorfor kalder I det for fondue«, spurgte jeg, efter at have garanteret mig at der ikke skjulte sig så meget som en saltskefuld smeltet ost på tallerkenen ved siden af det overordentlig nydelige stykke laks. »Det er, fordi kokken har brugt gåsefedt til at stege det i«, lød svaret. Jaså. Når denne anklage for gastronomisk skaberi er fremført, er det vigtigt at fastslå, at Olsen har et rigtig udmærket køkken og en dygtig køkkenchef ved navn Claus Jørgensen. Så hvorfor dog alle disse forvildende krumspring? Måske svigtede min gæst og jeg vores opgave, da vi hurtigt besluttede os for at forbigå grønkålssuppen - det kunne faktisk være spændende at prøve, hvordan to slags kål som grønkål og choucroute forliges - for slet ikke at tale om den stakkels østers' tilstand. Men min ledsager bad så mindeligt for sit liv og ønskede sig enten Olsens foie gras terrine med tranebær til 115 kroner eller sprængt oksetykkam med kikærtemos og fennikelsalat til 105 kroner. Han fik det sidste, som var en nydelig og appetitvækkende - og alt andet end skræmmende - servering bestående af saftige, røde skiver kød og lidt garnering. Signalerer kvalitet Lige et par ord om restauranten, der ligger i den høje kælder i nummer 66 og strækker sig fra gadeplan og ind i huset. Der er en vægsofa ned gennem restauranten og ganske bekvemme stole, der ligner idolet Philippe Starcks kostbare, men »det er nu en kopi«, tilstod Anders, da han så mit måbende ansigt. Sammen med bordenes hvide stofduge og do servietter signalerer interiøret kvalitetsrestaurant. Så til menukortet. Der er fire for- og hovedretter samt desserter og en fast menu på fem retter til 395 kroner. Resten er a la carte. Vinene koster penge! Vinmenuen koster 395 kroner, men med tjenerens hjælp lykkedes det os at finde frem til en flaske Faiveley 2000 - en Bourgogne Grand Vin Ordinaire - til 245 kroner. Udmærket, sine penge værd, og det var vist nok bundprisen. Vi havde begge overvejet Olsens dampede torsk med rosmarin til 185 kroner, men tilbehøret, glaserede kålrabi, overbeviste os om, at vi skulle forbigå fisken. Engang i min fjerne barndom, vistnok ved Anden Verdenskrigs start, blev jeg tvunget til at spise glaseret kålrabi, og mindet er selv i dag stærkt - en vederstyggelig sag. Min gæst var absolut tilfreds med at få opfyldt sit ønske om braiseret lammeskank med merian, serveret med kartoffelmos, grønne linser og gulerødder til 175 kroner. Jeg tog det grillede perlehønebryst, serveret med noget jeg aldrig før har fået tilbudt, (og det vil glæde dem, der har bestemt, at Olsen skal være overraskelsernes holdeplads), nemlig en blomkålsrisotto ledsaget af rødbeder i grape til 195 kroner. På gæstens tallerken stod en lammeskank, strunk og imponerende, og den var perfekt, sagde den kræsne gæst (og bemærk, det skal han være), men til gengæld fik kartoffelmosen slemme ord med på vejen. En blenderkartoffelmos, slasket, klistret etc. Mit grillede perlehønebryst var så saftigt, som det nu kan blive, men risottoen med meget sprød, underkogt blomkål i bittesmå buketter, var en glædelig overraskelse, og rødbederne i tern - også sprøde og underkogte - skal der heller ikke klages over. Gennemskuet mission Vi var begge to godt mætte, men Anders, vor omhyggelige tjener, der nu nok havde en mistanke om vores egentlige mission, gav os lov til at dele en portion af Olsens oste såvel som husets desserttallerken, der kun står til to gange 45 kroner på regningen. Og da han også kom og skænkede et lille glas portvin, var der ingen tvivl om situationen. Sandt at sige var de fem slags oste, som vi kun fik en mundsmag af hver, af varierende bonitet: Anholt var - trods sin høje alder - lige ved at løbe sin vej, Frijsenborg den bedste, og endelig mødte vi for første gang i vores liv en ost lavet med gedebukkesyre (blev det os fortalt). Vi så tilpas andægtige ud. Dessertudvalget bestod af en mundsmag af en citronmazarin, en lille klatkage med syltetøj, et ministykke tærte med creme brulée samt en skefuld af - ja, hvorfor ikke - hindbæris med lakrids. Nok er jeg meget glad for at prøve noget nyt og anderledes, men Olsen er en udfordring og vil efter mit skøn aldrig blive de konservatives yndlingsspisested. De vil kalde det for anstrengt eller måske endda skabet - hvilket momentvis er korrekt. Men derfor er Claus Jørgensen alligevel en udmærket og dygtig køkkenchef. Vi sprang kaffen over - ligesom aperitiffen - og vores regning blev på 895 kroner. Altså en restaurant i den dyre ende af skalaen. Der kan blive tre kokkehuer til Olsen. PS: Da den altobserverende fotograf indfandt sig hos Olsen, bemærkede han nogle små cafeborde til venstre i lokalet, og her serverer man dagens ret til 75 kroner - eksempelvis hakkebøf, biksemad, brændende kærlighed og plukfisk - hvorom vi ikke kan udtale os.