Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Nær ved neutralt

Lyt til artiklen

Tak for dejlig mad«, sagde den ældre dame, der var på vej ud ad den åbenstående dør i Cascabel i St. Kongensgade, og få minutter senere hørte vi nok en kunde forlade det vegetariske spisested (hvor en enkelt kylling dog har fået lov at snige sig ind!) med et »Tak for i dag, tak for dejlig mad«. Helt så entusiastisk var min gæst og jeg nu ikke efter vores frokost, som foregik i et lille støjinferno, der tvang os til at sætte stolene tæt ved siden af hinanden og ikke over for hinanden, som normalt er. Vi skulle råbe højt for overhovedet at kunne kommunikere med hinanden - for hvad både nogle af de dyre såvel som de billige spisesteder foretrækker at glemme er, at når folk går ud for at spise sammen, ønsker de også at tale sammen. Det kommer åbenbart som en overraskelse for adskillige restaurant- og cafeejere. Der var flere årsager til, at den ene ikke kunne høre, hvad den anden sagde, og et par af dem kan vi kalde for forbigående. Dels var der larmen fra trafikken gennem St. Kongensgade, der nåede os gennem den vidtåbne dør på denne varme dag, og dels vores umiddelbare naboer, et par små, støjsendere i deres barnevogne, medbragt af et par immune medspisende, nemlig deres meget charmerende, unge mødre med hovedtørklæde (Hvor dejligt at se dem ude i byen). Men endelig er der udformningen af selve spisestedet, der naturnødvendigt må give dårlig akustik, og desværre er den ikke et særtilfælde. Her er skam noget så rigtigt og nydeligt og hygiejnisk og karsk med helt bare vægge og vinduer og klinkegulv og Arne Jacobsen-stole med metalben omkring bordet med metalben. At bordene til to er 70 x 70 cm, er dog både sympatisk og betænksomt og skal sættes på plussiden. Et par sure gæster vil nogen sige om os, måske endda mange. Jamen, de forhold, hvorunder man indtager sin frokost - eller hvad det nu er, man fortærer her i cafeen indtil lukketid kl. 17 - det har jo også stor betydning for ens velvære og påvirker lysten eller ulysten til at genbesøge Cascabel. En lille rød chilli Vi er enige - selvfølgelig er maden og priserne det vigtigste. Og det er da et appetitvækkende og righoldigt udvalg af friske salater, man kan kikke på ved den transparente skænk, hvorfra der serveres ud-af-huset-retter til dem, der står i kø for at hente deres frokost, og nøjagtig det samme udvalg til os, som sidder ved bordene. Og har man siddeplads, kan man også få en ung og sød servitrice til at bringe sig det, man gerne vil spise. Priserne er så sandelig lave, sommetider utroligt beskedne. Nu er råmaterialet, grøntsager, linser, bønner og gryn, jo også det billigste, men det afspejler sig skam i prislisten. Den dyreste kombination, man kan vælge, er salat og suppe til 82 kr. - ud af huset kun 46 kr. Og alle salater sælges i store, mellem og små portioner og med tærte fra 45 kr. til 69 kr. - og ligeledes i udvalg for 45 til 69 kr., hvis man vel at mærke sidder ved bord i cafeen. Den kalder forresten sig selv for 'Madhuset Cascabel'. Vi kastede os lystigt ud i bestillingen og konstaterede til vores glæde, at der ikke alene serveres frugtsafter og Søbogård og de hjemmepressede juicer (når altså saftpresseren virker), men også øl, rødvin og hvidvin. Det befinder sig blot på et andet kort end de sunde og vitaminrige drikkevarer. Så ud over en liter mineralvand, kaldet Luso og fra Portugal (36 kr.), enedes vi om at dele en halv flaske hvid Côtes du Rhône-vin, en Guigal 98 (90 kr.). Cascabel er navnet på en lille, rund, rød chilisort - det vidste vi ikke, men det fortalte servitricen os. Den anvendes, så vidt vi forstod, nu ikke her på stedet, hvor der daglig er 12 forskellige former for salater at vælge imellem, og ingen af dem, vi prøvede, var noget, der kan kaldes for hotte. Selvfølgelig skulle vi ikke have kartoffelsalat med kapers og heller ikke pasta med pesto, som man kan få 110 andre steder. Min gode ven, der ikke anede, hvad han gik ind til, da han sagde ja til denne prøvespisning, kunne have undgået salaterne, men han var ikke interesseret i dagens ret, kylling eller om man vil tofu med ris og jordnøddesauce. Han ville derimod gerne prøve husets krydrede, røde linse-suppe (48 kr. for en lille portion) derefter vegetarfrikadeller af courgette og rød peberfrugt (14 kr.) og endelig champignonsalat med solsikkekerner og løvstikke, som vi syntes lød spændende, og de såkaldt syrlige gulerødder med lidt rucola. Jævnt sagt: almindelig gulerodssalat med citron. Mit valg var den ene af de tre tærter, den med courgette og gedeost (28 kr., men med tre salater 59 kr.), og jeg besluttede mig for humus, rødkål med birkes og kardemomme og rødbeder med hvide bønner og appelsindressing. Og igen - vi taler om en lille portion, der koster 45 kr. for en standard blanding. Regningen eller rettere bonen, jeg fik, er i hvert fald forkert - eller uforståelig - det ser jeg først nu, men jeg tror snarere, at den hjælpsomme, søde servitrice har snydt sig selv end os. Ligegyldige vegetarfrikadeller Den krydrede linsesuppe fik lovord af min gæst. »Den smager godt, og den har karakter«, erklærede han, hvorimod vegetarfrikadellerne efter hans, og min mening, var totalt ligegyldige. Mindede mig om, da jeg som stor pige af min sundhedsentusiastiske mor blev taget med på Skodsborg vegetarrestauranten i St. Kongengsgade, hvor der allerede i trappeopgangen var en stank af kogt kål, og de ligblege og sure servitricer serverede grøntsagskrebinetter uden nogen form for smag. Et sidespring - og videre: Champignonsalaten fik pæn karakter, også de revne gulerødder, der smagte som vores alle sammens revne gulerødder med lidt citron, mens de ganske små stykker rucola gav farve og ikke smag. Jeg så lidt overrasket på den meget store, hvide tallerken, som servitricen stillede foran mig. På den lå mit stykke varm, courgette- og gedeosttærte side om side med en generøs bunke rødbeder, rødkål og humus. Og jeg kunne øjeblikkeligt se det: Den røde appelsinsaft/dressing på tallerkenen, som kom fra rødbederne, gav oversvømmelse og havde farvet bunden på min tærte rød og gennemvædet den. Det synes jeg ikke er morsomt og heller ikke betænksomt, vælg selv, mens de hvide bønner kun kaldes for faste og velkogte. Tærten smagte følgelig mere af appelsinjuice end af gedeost og var blød. Det er simpelthen umuligt at servere flere forskellige salater på én stor tallerken uden at lave ravage og voldsomme smagskollisioner. Kommer det som en overraskelse for Cascabels ejere? Til gengæld må jeg sige, at kombinationen af rå rødbeder og appelsindressing er fortrinlig. Og min humus blev serveret i så generøse mængder, at jeg kun behøvede at spise af den del, der var over det røde hav. Den kan der ikke klages over, den var okay, omend ikke opsigtsvækkende, mens rødkålen smagte af rødkål med birkes, og kardemommen var doseret i så små mængder, at jeg ikke kunne identificere den. I det hele taget er der i Cascabel en tendens til at gøre salaterne, såvel som de lune retter, ret så neutrale, hvad jeg synes er en stor skam. Vi endte med en dobbelt espresso med mælk (24 kr.) og et krus menneskete, en Darjeeling (16 kr.), og et højt nej til alle frugtteerne. Hertil fik min ledsager et pænt stykke af husets chokolade- og mandelkage, (27 kr.), der var fortrinlig, velsmagende, mens jeg for at udvide smagsfeltet bestilte en hindbærmuffin (17 kr.). Udmærket kvalitetsbagværk. Og regningen for det hele blev på 376 kr. At tildele Cascabel tre kokkehuer ville være overgenerøst, og jeg skal da gerne vedstå, at det er hårdt at give madhuset to kokkehuer, men der var for meget rod på tallerkenerne og for lidt karakter i salater og retter. Det kan og bør være en anderledes god oplevelse at spise en vegetarisk frokost, og heldigvis for madhuset er der mange, som - vi kan bevidne - synes, at maden er noget så dejlig. I hvert fald er betjeningen perfekt, venlig, effektiv, imødekommende, vidende. Det takker vi for.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her