På Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro lige over for den amerikanske ambassade ligger den latinamerikanske restaurant og vinbar El Mirasol og ser indbydende ud. Navnet betyder solsikke, siger servitricen. Og nu er den to og et halv år gammel, og de lokale har for længst taget den til sig. Der er rejst to store, hvide parasoller under træerne, og i sommertiden lokker de os, de forbipasserende, til at kikke nærmere på menukortet. Omfangsrigt er det ikke, og hvad angår det middelhavskøkken, som ifølge restaurantens programerklæring også har inspireret kokken, er det næsten ikke til at få øje på. Carpaccio af enten laks-sværdfisk eller oksemørbrad og et par fiskeretter er de eneste, som kan tillade sig at tale om Middelhavet. Men her er nachos, majstortillachips, og både hvede- og majstortillaer og guacamole, og så selvfølgelig et par typiske hovedretter fra det latinamerikanske - eller om man vil: Mexico og opland. Såsom enchilada med kylling, en majstortilla med kylling, og fajitas med enten kylling eller oksekød. Og endelig er der hver dag en tre retters kosmopolitisk, for ikke at sige europæisk-dansk menu til 298 kr. Så vi tillader os at kategorisere El Mirasol om ikke som dyr, så halvdyr. Mandsopdækket af tjenere Men i samme åndedrag skal det siges, at der er kvalitet over stedet med det højst interessante loftsmaleri, barok nutid, og et par løstgående søjler, og alle borde er dækket med hvide stofduge. Her er selvfølgelig også stofservietter og mønsterværdig borddækning med blanke glas samt en fast sofabænk, der løber restauranten rundt. Og medvirkende til den gode atmosfære, som gæsten straks mærker, er den helt fortrinlige betjening. Den aften, vi gæstede El Mirasol, var der næsten lige så mange opvartende kvinder, som der var gæster. Plus den sydamerikanske vært, der sad i en krog med en ven. En af servitricerne, pure dansk, forklarede os, at man havde forregnet sig - simpelthen glemt, at ferietiden nu var begyndt. En anden, som jeg gættede på var fra Sydamerika ligesom ejeren, fortalte, at hun kom fra Rusland. Og kokken, som vi selvfølgelig spurgte til, han var fra Irak. Et ret så internationalt selskab, hvilket er blevet almindeligt i alle spisesteder i vores lille land. Smørfisk med safransauce Vi skulle ikke have nogen drink, nej tak, for det var blevet lidt halvsent, og vi var sultne, så vi skyndte os at afgive vores bestilling, der inkluderede en flaske af den syditalienske, for ikke at sige apuliske rødvin, en Riserva Salice Salentino, som jeg altid slår ned på, når det er muligt - en dejlig og fyldig vin til en rimelig pris - og vi bad om straks at få skænket det første glas. Denne fra Cantele i Lecce levede op til mine forventninger (196 kr.). Min ledsager, der virkelig var brødflov, ville meget gerne have dagens menu til 298 kr., som bestod af smørfisk med safransauce og kalvemørbrad med kartofler og diverse letstegte grøntsager som bønner, peberfrugtstrimler og små gulerødder. Som afslutning valgte hun udvalget af franske og spanske oste, serveret med lidt frugt som frisk figen og passionsfrugt. Nej, man kan egentlig ikke kalde menuprisen på 298 kr. for andet end rimelig. Jeg blev altså a la carte-spiseren og bestemte mig for en stærkt anbefalet aspargessuppe (58 kr.) og fajitas med kylling til den venlige pris 142 kr. Det marinerede kyllingebryst, skåret i skiver, blev serveret med hvedetortillas, så jeg selv kunne rulle små pakker af kødet og tilbehøret af guacamole, cremefraiche og næsten uspiselige, syltede chilipeber grøntsager. Heldigvis kom servitricen prompte med en advarsel, ellers var jeg brændt op! Til denne fajitas var der også ris og bønner, stærkt mættende halvbrune bønner. Umådeligt kedelige, siger jeg. Min gæsts smørfisk fik ros, og den blev serveret i en så gul sauce, at jeg straks sagde: gurkemeje. At der også var brugt safran i saucen, skal jeg ikke benægte. For det smagte den også af, sagde min gæst, som absolut var tilfreds med sin første ret. Supperædsel med trevler Men det var jeg ikke. Den såkaldte aspargessuppe, som skulle være lavet med friske asparges, smagte kun af suppeterning og lidt fløde, og ud over et par trevler - vitterligt trevler, og hvor kom de fra? - var der ingen tegn på asparges. Ikke så meget som én udskæring. Men også for mig forbedrede situationen sig. Først dog gæsten, der fik et par velstegte, generøse og rosa skiver kalvemørbrad med gode grøntsager, velbehandlede, og en udmærket sauce til. Hun var mere end tilfreds og kalde køkkenet for udmærket. Og kyllingebrystet i min fajitas var godt nok, om end det som alt kyllingebryst skal vogtes for ikke pludselig at blive for tørt. 30 sekunder mindre havde været perfekt. Guacamolen - som jeg holder så meget af - var selvfølgelig lavet af modne avocadoer, som særdeles velkrydret peppede kyllingen og peberfrugtudskæringerne op sammen med salsaen og cremefraichen. Efterhånden fik jeg endda rullet mig en enkelt smuk tortilla med indmad. Det osteudvalg, min ledsager fik sat foran sig, var eksemplarisk. Her var to slags franske gedeoste og den spanske manchego plus nok en (i dette øjeblik har min hukommelse et ostehul). Og jeg sluttede min middag med den hjemmelavede tiramisu (italiensk er den, måske kan vi også kalde den middelhavsspise?), der står til 58 kr. Den var simpelthen perfekt og klassisk korrekt. Til slut bad vi om endnu to glas af vores dejlige, bløde og runde salicerødvin i stedet for kaffe, men da regningen kom, var de ikke med, hvilket jeg gjorde servitricen opmærksom på. Hun bare trak på skulderen og sagde: »Det var pænt af jer at sige det ... men pyt«. Slutsummen på regningen er derfor 752 kr. eller 72 kr. for lidt. Nok var der lidt slinger i køkkenets præstationer, men det gode tæller - det vil også sige tonen, stemningen, kvaliteten - og det så stærkt, at der trods den slemme suppe bliver tre kokkehuer til El Mirasol.