Egoisten har fået nye ejere og nyt udseende, køkkenstandarden er stadig udmærket, så der er tre store kokkehuer til restauranten. Og da han besluttede sig for at sælge, meldte der sig hurtigt to danskere med en fransk fortid. Nemlig Hans Schepelern, der har arbejdet inden for restaurationsbranchen i Paris, og Kristian W. Andersen. Og deres ønske var at blive selvstændige og gøre Egoisten til et sted med New York-stemning. Om det er lykkedes, må gæsterne afgøre med sig selv. I hvert fald - ud over den sorte draperede fløjlsportiere og 12 langstilkede mørkerøde roser - blev vi modtaget af en tjener, der straks tilbød os valget mellem to vinduesborde. Hvad vi og alle andre gæster straks lægger mærke til, er den tunge 'skænk' foran bagvæggen af glimtende poleret sten og stolt bærende det indhuggede navn Egoisten. Og på den hvide væg er der jernhylder til vinflasker. Effektivt. Dekorativt. Men først da vi sad ved vores bord, bemærkede vi, at hele Egoistens facade er omformet og blevet til en række glasdøre, og at der også er kommet spejlvægge, om ikke for at narre gæsterne så for at give begge sider af vinduesbordene mulighed for at kikke på Kongens Nytorv. Og spejlene er effektive. Først troede jeg, at en uforskammet bilist var kørt ind i den ensrettede Hovedvagtsgade imod pilene. Men da jeg slog albuen ind i en fremmed dame bagved og undskyldte, gik det endelig op for mig, at hun var mig selv, og at jeg var blevet taget ved næsen af spejlene. Halvlunkent vand For at understrege Egoistens eksklusivitet indledes det meget store og sorte menukort med tre 'Extras', østers, foie gras og Sevruga-kaviar 'til dagspris'. Og når øjet løber længere ned, står der 'Dagens fisk', 'Dagens kød' og 'Dagens fjerkræ'. Ikke mere. Hvad der skjuler sig bag denne anonymitet, må man spørge tjeneren om. Ligeledes om prisen. Den viste sig at svinge fra 225 kr. til 245 kr. pr. hovedret, som var havtaske og torsk med bagt aubergine, tournedos og andebryst og -lår med polenta og skiver af en ret anonym, hvid rodfrugt, som tjeneren påstod var fennikel. Det var det i hvert fald ikke. Måske en form for kålrabi eller majroe? Der var den dag tre forretter på kortet (og både navn og pris på dem): grøn salat til 90 kr. (ekstremt dyrt), krebsehale-cassoulet (så kaldet) til 115 kr. og vilde, danske svampe til 100 kr. Vi sprang selvfølgelig salaten over og tog de to sidste forretter. Jeg, som fik krebse-cassouleten, kan kun beskrive den som en suppe med krebsehaler, én hel i sin dekorative skal, de andre pillede. Delikat, men lidt mere smag ville have gavnet suppen. Skulle den mon ikke koges ind? Og vores appetizer var i øvrigt samme suppe eller dens fætter med en enkelt musling, serveret i en lille hvid cocotte og med teske. Min ledsagers vilde danske svampe var lagt pænt på et stykke næsten fedtdrivende ristebrød. Ledsageren klagede lidt, men havde til gengæld kun ros for svampene, og den mundsmag, jeg fik, bekræftede ham selvfølgelig. Vi blæste på alle regler og bestilte en glimrende rødvin, en Crozes- Hermitage 98 til en af de laveste priser på det store vinkort, 295 kr. Der var prop i det første skænkede glas. Da tjeneren blev gjort opmærksom på det, tog han det resolut, smed vinen og kom tilbage med glasset. Men Egoisten skal roses for også at servere vin pr. glas til forskellige priser, billigste glas til 55 kr., mener jeg at huske. Der stod let grønlige vandglas på bordet foruden et vinglas, men da vi havde bestilt rødvinen, blev de fjernet. Hvorfor dog? Og da vi bad om også at få vand, kom tjeneren igen med de to glas med nærmest halvlunkent vand fra hanen. Så gav vi op og bad om en Evian - tjeneren så direkte undrende ud - og den var selvfølgelig isskabskold og, som jeg først nu bemærker, heller ikke kommet med på regningen. Herefter forsvandt tjeneren for en tid ud af huset. Ja, ja. Han kom dog tilbage og med en flaske, åbenbart lånt hos en kollega. Ny køkkenchef Min gæsts tournedos bestod af to generøse og velbehandlede stykker oksekød lagt sammen som en hamburger med en form for kartoffelpandekage i midten, og den var særdeles velsmagende og mør. Men faktisk så stor, at han måtte levne de sidste mundfulde. Mit andebryst skal der heller ikke klages over, og det havde følge af et lille lår. Polentaen var tilfredsstillende og blød - som polenta nu er - og de hvide sprøde rodfrugtstrimler var i konsistens en kontrast til polentaen og ellers ligegyldige. Som dessert valgte den ene af os en creme brulée, den anden bagte friske figner, serveret på en blød mandelkagebund og med brombæris og syltede kumquat (85 kr. pr dessert). Det var en glimrende ide med de kumquat, der tog det vel søde af desserten. Og creme bruléen (meget tyndt lag creme og stort, sprødt og brunt sukkerlåg) kom i en lille tærteform og med et følge af sveskekompot. Spøjs kombination. Den dygtige køkkenchef hedder Christian Døygaard, og tjeneren fortalte os, at han selv kun havde været ansat i fire dage, hvilket forklarer en del af hans uvidenhed om stedet og personalet - måske også hans lidt for nonchalante holdning. I hvert fald - han anede ikke, at jeg var prøvespiser, for så havde han utvivlsomt været noget mere påpasselig med 'at være til stede' og blandt andet husket at skænke vin i glassene. Det måtte vi selv klare. Men da jeg bad om regningen, kom han pludselig ilende med to glas mousserende vin og mumlede noget om 'på huset'. Det er en situation, jeg hader. Han kunne lige så godt have sagt ind i mit åbne ansigt: Du er genkendt, og nu skal vi sandelig gøre dig venligt stemt over for restauranten. Hvorfor ikke vise lidt diskretion? Afsløringen skyldes sikkert nok en serverende herre, der var kommet til. Restaurantchefen selv? Vores regning blev på 1.150 kr., og der er tre meget store kokkehuer til Egoisten, men fire kan det ikke blive til i dag.