Det var en rolig aften i fristaden. Folk trak stille ud og ind gennem hovedindgangen i mindre grupper. Der var denne aften en del amerikanske turister skiftevis på jagt efter en lille forargelse eller en lille fed.
Ovenover spillestedet Loppen i den store bygning langs Prinsessegade ligger Christianias traditionelle restaurant Spiseloppen, der efterhånden har en del år på bagen. Siden 1983 har Spiseloppen fungeret som Stadens primære restaurant, og den har stort set altid haft et rimelig godt ry som spisested. Hjemmesiden fortæller, at restauranten bliver kørt som en forening, og derfor ikke har nogen ejere, og at de betaler både husleje, moms og skat som alle andre.



























