Der var engang for ikke så længe siden, da de danske stjernerestauranter var få, og hvor de virkelige topsteder kunne tælles på ganske få hænder. Et af Danmarks bedste spisesteder uden for København hed Henne Kirkeby Kro, og kokken hed Hans Beck Thomsen.
Beck Thomsens familie havde haft kroen i generationer og hentet grøntsagerne i egen køkkenhave og fisk og kød fra de bedste folk i området. Alt var lokalt – før det lokale overhovedet havde fået den trendstatus, som det har i dag. Og økologisk. Hans Beck Thomsen var med til at sætte dansk gastronomi på landkortet i Bocuse d’Or – verdensmesterskabet for kokke; en udfarende rolle, han er fortsat med i hele sin karriere som dommer ved konkurrencer, gastronomisk igangsætter, forfatter til smukke kogebøger og meget mere. Hatten af for det.


























