0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kokkehuerne Dejlig dansk julemad

Hos de nye ejere i Frøken Nielsens traditionelle omgivelser serveres danske klassikere med kvalitet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det gentager sig hvert år ved juletid. Nu skal der spises frokost.

Et tilfælde bragte mig til Frøken Nielsen, forventningerne var neutrale, og resultatet overraskende dejligt.

Adskillige af de steder, jeg havde forhørt mig hos, excellerer nemlig i de såkaldte juleborde. For det første skal man mosle rundt og hente maden selv, for det andet er sådanne borde ofte en fare for mavens helbredstilstand.

Så det var med tilfredshed, at Frøken Nielsen dukkede op, beliggende lige ved Det ny Teater og med en tavle udenfor, der reklamerer med, at her kan fås stegt flæsk med persillesovs.

Går man efter den traditionelle frokost, virker det tillokkende, for hvis køkkenet gør sig den ulejlighed at lave varme danske specialiteter, kan det være, at de kolde også kommer fra kokken og ikke en spand med metervarer i.

Godt placeret i det relativt mørke rum med plysstole og lampetter kunne vi nyde den rolige atmosfære. Her var ingen højtråbende juleselskaber, men en del glade gæster. Den unge tjener var fluks hos os og sørgede i øvrigt hele frokosten igennem for, at vi blev serviceret på bedste vis.

Hun skyndte sig at berette om, at stedet var ved at udvide ølsortimentet, så der var flere at vælge mellem end nævnt på kortet. Brøckhouse var desværre udsolgt, men vi lod os lede, som var det vin, vi købte. Vi indledte med en Staropramen fra Tjekkiet, en stor flaske, som vi delte.

Sild med bid
Frokostkortet byder på både kolde og lune retter, og dagens varme hovedret var forloren skildpadde. Vi ville imidlertid gerne holde traditionerne i hævd og indledte med en sild.

For at kunne smage så meget som muligt og samtidig kunne rumme det, spurgte vi til, om vi kunne dele stykkerne. Det kunne vi sagtens, straks kom en ekstra tallerken, og det er ulige sjovere at få fire forskellige halve stykker end to hele. For mere end det kunne vi ikke klemme ned.

Det er ikke fedtede portioner, her er tale om. Man kan også få en platte med et udvalg, men jeg kan nu bedste lide at bestemme selv. Sildene var klassiske, så vi valgte en Christiansø-sild.

Den kom som to store fileter med kapers og lidt dild. Ikke noget med forvanskninger her, som det ofte sker med netop disse sild. Fast og velkrydret med de hemmelige krydderier fra den lille ø. Når den er ægte, er den fremragende, med godt bid og en vaskeægte sild for voksne.

Så fulgte lakmusprøven: fiskefileterne med remoulade. Ikke noget med små, oppumpede frituretingester, næh, her kom fire flotte faste friske fileter vendt i rugmel og stegt i smør. Det har jeg da sjældent fået mere troværdigt end her. Remouladen var også fremragende, hjemmelavet og med et pænt skud karry.

Så gik vi til det mere dannede og skiftede samtidig over til belgisk hvedeøl, Hoegaarden. De lune deller, der også er noget af et nåleøje at skulle igennem for en frokostrestaurant, bestod. Dog med den anke fra min side, at de var noget bastante i det.

Det var imidlertid ikke fasthed fra melklister, men fra hakket kød. Jeg kan bare bedre lide dem lidt mere grofthakkede og med mere luft i farsen, så de ikke er så kompakte. Hertil lidt salat med råsyltede rødbedestrimler. Herligt.

Den sidste ret, vi havde plads til, var hønsesalaten. Til alle retterne var en brødkurv med smør, fedt og godt friskskåret brød i. Rugbrødet var i den moderne ende og efter min mening lidt for tyndt, eller snarere ujævnt, skåret.

Det hvide brød var absolut hvidt, og selv om det ikke skal være ottekorns kaukasisk bondebrød til klassisk dansk frokost, ville jeg gerne have haft noget andet til hønsesalaten. Her skal man have lunt ristet hvedebrød til.

Ingen fancy mokkaskum
Jeg sprang brødet over og gik løs på den overordentligt store portion hønsesalat. Der var nærmest en hel halv kylling i den ene portion. Kødet var tæt pakket og i store stykker, så meget, at jeg næsten ønskede mig lidt mere dressing.

Måske især fordi dressingen, der var frisk hjemmerørt mayonnaise med cremefraiche, ikke havde fået nær samme spark i smagen som remouladen. Her manglede lidt syrligt fra cornichoner eller kapers. Til gengæld var der fin sprød bacon på toppen. For 48 kr. er her et helt måltid i sig selv.

Det var fristende at afprøve den gamle ost eller den blå ost med alt det tilbehør, der sig hør og bør, men vi måtte melde pas og i stedet bestille to kaffe. Her er der ikke kringlede versioner eller svære valg. Man kunne få kaffe og kage til 48 kr., men det orkede vi ikke.

I stedet holdt vi os til en helt almindelig kande kaffe a 22 kr. per person. Det er også i orden. Stedet og maden kalder ikke lige på fancy mokkaskum. Det vigtigste er den gedigne og kvalitetsprægede holdning til råvarerne, som sprang os i møde fra tallerkenerne.

Stedet serverer alle klassikerne til aften, og med den fornemmelse for smag, der udvises i smørrebrødet, kunne det være ret spændende at se deres fortolkning af brunkål eller forloren skildpadde.

Det blev det ikke til den dag, og regningen endte på 341 kr., hvilket er så absolut i orden for så god og så rigelig mad, gode øltyper og en overmåde fin betjening.

Trods den lidt forsigtige hønsesalat og de lidt faste deller (hvem drømmer ellers ikke om det?) er Frøken Nielsen et oplagt sted at falde forbi her i disse sidste travle dage før jul.

Her er til tre meget flotte julehuer i respekt for det gode danske frokostkøkken.