Udsigten fra 20. etage er formidabel. Hvis man så er lige så heldige, som vi, er det klart vejr. Vi sad i hjørnet mod det juleoplyste Tivoli og kunne se lige fra lysene i Helsingborg i nord til Køge i syd.
Stedet er Arne Jacobsens berømte SAS-hotel, hvor restaurant Alberto K er opkaldt efter hoteldirektøren, der gennem en menneskealder havde sin faste suite på 20. etage. Alberto K er defineret som en innovativ italiensk restaurant, og det bliver til de smukkeste fortolkninger uden krukkeri, når det er Betina Repstock, der står for menuen.



























