I Danmark har hotelrestauranter en blandet standard, men The Dining Room på 25. etage i Radisson-bygningen på Amager har i flere omgange været heldig med overordentlig dygtige køkkenchefer. Både den nuværende og den forrige køkkenchef har haft deres læretid hos navnkundige Erwin Lauterbach, og især hos nuværende Mikkel Egelund kan man mærke den Lauterbach'ske glæde ved grøntsager, der får retterne til at knase, smage og se smukke ud. Når man har spist Egelunds gode mad og nydt den formidable udsigt, kan man godt undre sig over, at restauranten ikke er stophamrende fyldt på en lørdag aften. Det eneste sted, der var overfyldt, var i baren, og det var tydeligvis nongastronomisk orienterede hotelgæster, der lige skulle nyde udsigten over en drink. Det lod vi dem gøre og satte os til et af de borde, der i placering anerkender, at nok skal vi se på hinanden, men vi skal også se på udsigten. Det var en krystalklar aften, så Københavns bykort lå for vore fødder. I vore hænder lå der også straks et spisekort, der kunne afsløre en overkommelig række valg med en passende variationsmulighed. A la carte rummer fem forretter (ca. 150 kr.), to hovedretter (ca. 290 kr.) og tre desserter (ca. 100 kr.). Langt bedre økonomi er der i stedets menu med valget mellem tre og seks retter, hvor jeg valgte en femretters menu til 470 kr., og maden blev dermed billigere end ved valget af tre retter a la carte. Hertil serveres en vinmenu til 435 kr. for fem vine, men hvis man nu, som jeg, valgte at drikke et ekstra glas af den samme vin, så blev jeg kun afregnet for antallet af forskellige dråber og ikke antallet af glas. En meget generøs vinpolitik, ligesom stedet heller ikke er ublu med priser for hele og halve flasker. En fornuftig bourgogne i mellemprislejet ligger på ca. 550 kr. Dette overkommelige prisniveau afspejler samtidig, at der ikke er så mange store vine at komme efter. Vinmenuen, som jeg valgte, sparkede heller ikke just benene væk under mig, men formåede dog at holde trit med de meget fine retter det meste af tiden. Besværlige gæster Tjeneren brugte 10 sekunder på at tænke, at vi vist var nogle skrækkeligt besværlige gæster, da vi spurgte, om man kunne få lidt mindre portioner af a la carte-forretterne og så få to forskellige til en billigere pris, samtidig med at vi sendte den bobleløse crement retur til baren. Men så besindede han sig og ydede en fuldstændig korrekt og engageret service hele aftenen. Sådan skal det være! Til de to hjemmebagte slags brød med forskellig krumme var der både smør og artiskokpesto, og der kom også en lille rødbedesuppe med lidt østers på toppen. Fra a la carten indledtes med hjemmelavet lufttørret kalveinderlår med artiskok, en blandet creme af pære, sennep og gedeost fra Lidegård. Den smagte så godt, at jeg ikke nåede at smage med. Men dommen lød, at der virkelig var gang i alle aspekter af smagspaletten med det salte og umami (smagen af en særlig proteinform) fra kødet, det bitre fra artiskok og sennep, det søde og sure fra pære og sennep og det cremede (en følelse, der bidrager til smagen) fra gedeosten. Men jeg var nu heller ikke utilfreds, for jeg indledte med letsaltet rå torsk blandet med letrøget kammusling, forfrisket med knasende salat og agurk lagt imellem en lille sesamkiks, der understregede det knasende, og som fik salt modspil af hakket oliven. Tallerkenerne var slikkede. Hertil bød vinmenuen på en Chinan Blanc fra Western Cape, 2005, og den var da frisk, men uden nogen eftersmag eller på anden måde mindeværdig. Jeg fortsatte med et lille stykke perfekt ristet sandart på skiver af gulerødder, der fik et smagsløft af spidskommen og kørvel. Rigtigt set at bruge den støvede 'kamelrygssmag' fra spidskommen til de søde gulerødder og så piffe dem op med lidt lakrids fra kørvelen. I menuen fulgte en tallerken med små stykker korrekt stegt hummer, der fik et rigtig flot modspil af små stykker kalvebrissel stegt i fedtet fra foie gras. Frækt set, men også noget af en bombe, der fint blev sprængt til spiselighed gennem brugen af syltede små peberfrugter i puré, yoghurt og avokado. A la cartens retter var klart større (skulle også være det til prisen) og mere spektakulære med en stribe ristede store kammuslinger på blomkålscreme, syltet citron, mynte og den stærke, men dog afdæmpede harissa-olie (harissa er et afrikansk krydderi med chili). Vinmenuen bød på en Grille, Gruali 2003. Heller ikke her var der noget at bemærke, hverken op eller ned. Jeg begyndte at fortryde, at vi ikke havde taget vine fra kortet, men så kom der heldigvis en god rund og formildende Valpolicella Superiore 2003 fra Corte Sant Alda, der fyldte sin rolle godt ud som sparringspartner til det braiserede og saftige stykke perlehønebryst på en bund af skorzonerrødder og rosenkål, med kartoffelgedeostpakke og et strejf af peberrod. Egelunds læretid hos Lauterbach var umiskendelig, og det er den største ros, man kan give. Det særlige ved denne mad er nemlig, at den ligger så umanerlig godt i maven, samtidig med at den smager så fremragende i munden. A la carten skuffede heller ikke med stegt oksemørbrad, trøffelkartofler, syltet skalotteløg, let røget aubergine, svampe, basilikum og pecorino. Vi er både i Italien og i Tyrkiet, og retten forbliver flot harmonisk. Desserten var lige efter mit hjerte. Godt med forskellige is, frisk frugt og chokolade. Det lyder banalt, men i Egelunds fortolkning bliver det skønt. En lille chokoladefondant med en kugle ingefæris og en sprød småkage, en blodappelsinsorbet, små øer af tranebær og basilikum og så en klassisk creme brulée. Et glas 10 år gammel portvin fra QDS Eufemia til at ramme både bitterhed og friskhed. Med to dobbelte espressoer bliver sådan to fyldestgørende menuer med generøst skænket (men knap så interessant) vin og vand samt indledende bobler til en regning på 1.904 kr. I denne gastronomisk høje kategori er det lige en tak billigere end andre steder, og det bliver derfor fire rigtig flotte huer, der går til tops på 25. etage for så god mad med så fremragende en udsigt.