Hele vinteren igennem har jeg været tvunget til at køre med bus rundt i København - alternativet: at spadsere eller tage en taxa. Så linje 14 og jeg kender hinanden særdeles godt, og hvorfor ingen konsulterede mig, før de lavede de skrækkeligt konstruerede nye sæder, fatter jeg bare ikke. Men en dag manglede der noget i linje 14. Nemlig den plakat for Teaterkælderen og dens optrædende tjenere, 'performing waiters', som alle vi passagerer har siddet og kikket på måned efter måned - i hvert fald så længe, at jeg er klar over, jeg er velkommen, selvom jeg ikke går i teateret. Og jeg kan sågar telefonnummeret udenad: 33 25 75 00 (for ens hukommelse er en besynderlig størrelse, der gerne gemmer på det uvæsentlige). Da den store busplakat nylig forsvandt, voksede min nysgerrighed pludselig så voldsomt, at jeg til førstkommende lørdag bestilte et bord til to personer. Den reklame må have kostet en hulens bunke penge, tænkte jeg, og havde Teaterkælderen nu mod sæsonslutningen overhovedet penge tilovers til indkøb af råvarer, vin, lønninger etc.? Kort sagt: Jeg anede ikke noget om stedet og har aldrig talt med nogen, der havde spist her. Sagt i grove træk er Teaterkælderen ikke en lille, intim restaurant, som jeg troede, men derimod et folkeligt og særdeles stort og alt andet end kønt rum. Men man må beundre den indretningskonsulent, som har fået noget acceptabelt ud af det uharmoniske areal lige så meget som de både søde og effektive og kønt syngende servitricer. Deres optræden var en kortvarig glæde, men en flok af dem samledes omkring et bord med et fødselsdagsbarn, hvor de til underholdning for mange af gæsterne om ikke alle sang 'Happy Birthday' flerstemmigt. Ja, rummet er pænt sagt særpræget med flere slags søjler, men det er næsten lykkedes ved hjælp af mørke farver og udspekuleret lyssætning at kamuflere de kæmpestore rør og ledninger under loftet og ved sindrige opdelinger og en slags gittervægge få de mange kvadratmeter til at ligne mange små og menneskevenlige enklaver. Smagen okay Man sætter sig gerne til rette i den anviste sorte instruktørstol påtrykt Teaterkælderen - hvis man nu skulle have glemt, hvor man befinder sig - og begynder at studere spisekortet med de forholdsvis moderate priser. En toretters menu koster 228 kr., tre retter 258 kr., og hvis man også vil have ost, ryger prisen op i 298 kr. Husvinen står til 160 kr., og den anbefalede til 198 kr. Til sammenligning koster den billigste af menuerne i Restaurant Saison, som lige har fået fem kokkehuer hos os, 285 kr. og den dagsaktuelle cirka 100 kr. mere. Men desværre; den billigere middag i Teaterkælderen er ikke nogen større kulinarisk nydelse. Gæsten i Teaterkælderen kan vælge mellem fire forretter, fire hovedretter og fire desserter, det er helt i tidens stil, og den menu, vi fik forelagt, serveres lige frem til 13. maj. Min ledsager besluttede sig for at begynde med blinis med stenbiderrogn, rødløg og creme fraiche, mens jeg overvejede en såkaldt tapas, andeleverterrine og røget svinemørbrad, men endte med carpaccio af oksefilet med parmesan og trøffelolie (i hvert fald olie, mere kan jeg ikke stå inde for). Vi havde bragt resterne af vores ankomstdrink, et glas af husets hvidvin, en Chenin (32 kr. pr glas), med os fra baren og valgte til middagen en chilensk Cabernet Sauvignon, en La Playa (235 kr.) - for vi syntes egentlig, at dette ikke var stedet, der indbød til en af de dyrere vine. »Det er ikke ligefrem en stor portion, jeg vil endda kalde den lidt snoldet«, sagde min gæst og kikkede på sin tallerken med de to små blinis og deres tilbehør. »Men smagen er okay«, tilføjede hun. Mine tynde skiver af rå oksefilet, min carpaccio, havde haft nærkontakt med tallerkenen i så lang tid, at de var højst uvillige til at slippe den, og de gik i trevler, når jeg hev i dem med gaflen og truede dem med kniven, selvom der var rigeligt med olie på tallerkenen. Den smule smag, der var i de pålægstynde skiver oksekød, skal der ikke klages over, og parmesanen var god. Drives som storkøkken Men hvad med de optrædende tjenere? Hvor blev de af? Var de for trætte? For dette var jo en lørdag aften med to forestillinger både her og der. Vi ventede på dem meget længe, og jeg mener, at vi havde spist vores hovedret, da de seks-otte servitricer med hvide forklæder og en enkelt mand trådte frem. Og de sang sandelig godt, får undervisning en gang om ugen, hørte vi. Men hvis nogen venter sig akrobatiske tjenere eller jonglerende med tallerkener med kød, sauce og kartofler, bliver de skuffede. Efter denne fællessang kom en enkelt solo, og det var det. Nok kan forretterne kun beskrives som minimalistiske smagsprøver, som selv jeg ville vove at danse rundt med, men hovedretterne var til gengæld rigelige og fyldte hele tallerkenen. Min gæst overlod venligst den braisserede kalveskank med kartofler og lidt rodfrugter til mig, og fik selv helstegt højrebsfilet med den såkaldte sauce mousseline, der lykkeligvis var alt andet end netop det. Min kalveskank kan vi allervenligst kalde for en fordansket version af den klassiske, italienske ret, ossobuco - det vil sige med kogte kartofler og en brun sauce, kaldet en citron demi glace. Hvad jeg absolut ikke kan forstå er, at den kok, som har tilberedt skiven af kalveskank med ben og marv i midten, ikke for længst har lært, at man er nødt til at skære - eller klippe - i den yderste kant af kødet, hvis ikke det skal krølle op. Det var i øvrigt noget hårdt. Min gæst var mere tilfreds med sine røde skiver af højreb, en generøs portion, og nok var det ikke en stor vin, vi drak, men det var nu ikke derfor, vi lod noget blive tilbage i flasken. Som dessert valgte min gæst petitsfours, og de var hentet hos en andenklasses bager, hvis kunnen og moral jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn ved. Jeg ville udskiftet ham. Og min moccaflan med safransyltede pærer viste sig at være et kedeligt stykke tærte med lidt kaffesmag og en kvart rå pære, vendt i noget gult, sikkert den gule safranerstatning, der ingenting koster modsat ægte safran. Vi sluttede med to kopper kaffe, meget tynd, skænket fra en termokande (20 kr. pr kop og så megen kaffe, vi havde lyst til, sagde den venlige servitrice, hvilket var meget lidt). Der kan være op til 180 mennesker i Teaterkælderen, fandt hun også hjælpsomt ud af, og det forklarer måske, hvorfor køkkenet en travl lørdag aften, hvor der er proppet med mennesker, drives som et storkøkken, hvor der ikke er tid eller lyst til at kæle for retterne. Men hvad med de andre dage? Nu vel. Teaterkælderen er heller ikke et dyrt spisested, vores regning blev på 855 kr. Men af kokkehuer er der kun to til knagerne - trods den venlige og hjælpsomme service. Vi hentede vores overtøj i garderoben, 30 kr. per frakke, og listede slukørede hjemad.