Det kræver sit mod at blive ved med at tro, at danskerne nok skal lære at spise tang. Det har folkene bag Restaurant Tokyo gjort i mere end 30 år, heraf de sidste 25 år med den samme ejer. Det har været med det japanske køkken som med så mange andre. Det skal først en tur til staterne, før det bliver trendy, en smule standardiseret og i hvert fald uden de mærkelige indslag. Det japanske køkken er på den måde blevet til det meget priste sushikøkken, eventuelt tilsat en smule yakitorispyd til de hårdnakkede personer, der ikke vil spise rå fisk. Ganske vist er sushi delvist omviklet med tang, men her er tale om den pressede tørrede noritang, der nok smagsmæssigt er den letteste at sluge for vores vesterlandske smagsløg. Det storladne kejserkøkken med filosofiske overvejelser over smag og visuel æstetisk fremtrædelse er blevet til en smuk moderigtig skueret, der nu kan købes som take-away i Netto. Det gør et besøg i restaurant Tokyo til lidt af en befriende åbenbaring, hvor de let slimede tangretter stadig er at finde på kortet, og hvor smagsvarianterne ikke er fremstillet for at kildre en dansk gane. Når man ringer og bestiller bord, forespørges man høfligt, om man ønsker sushi. Dette er nemlig ikke et sushisted, men da sushi indgår som element i det japanske køkken, er det et muligt valg fra kortet. Det forudsætter blot, at man har marineret tilstrækkelige mængder ris og forberedt de mange kunstfærdige små stykker af forskellig observans, der indgår i et passende sushiudvalg. Desuden forespørges, om man ønsker at spise vestligt eller japansk. Vi ville både have sushi og spise japansk. Det sidste betyder, at man i den japanske del af restauranten skal afføre sig sko og sætte sig på tatamimåtter og flade puder om et meget lavt bord. Der sad vi så med let sovende ben og svagt ømme rygge sammen med alle de andre danskere, mens japanerne, som udgør en pæn del af gæsterne, klogelig valgte at sidde oprejst ved et almindeligt bord. Men jeg falder for, at man får muligheden for at køre måltidet helt til ende i stilistisk henseende, og næste gang vil jeg stadig vælge at få ondt i ryggen. Ingen leflen Vi valgte a la carte, hvilket er en fordel, når man er nogle stykker. Så kan man tage 4 forskellige hovedretter, og det er helt accepteret, at man vil smage hos hinanden. Før hovedretterne havde vi set et par forretter, der desværre i det store og hele var udsolgt. Men lidt sauteret tang og en art æggestand med rejer blev det da til, og der skulle ikke mere end én mundfuld til, før jeg var blæst 20 år tilbage i tiden, til mit besøg i Tokyo, hvor jeg syntes, alting smagte mærkeligt. Her lefles sandelig ikke for gæsternes mainstreamsmag. Man får heller ikke tilbudt gaffel, men må klare sig med de smukke lakpinde lagt på en lille keramik-'hovedpude'. Til maden drikkes japansk Kirinøl, der har en bitrere smag end dansk øl, og derfor passer så godt til de sødlige, syrlige og salte nuancer i maden. Så begyndte hovedretterne at komme, og på restaurant Tokyo er der japansk servicemindedhed, så vi fik dem en ad gangen og 4 små skåle til hver, så vi alle kunne smage. Første ret var den navnkundige sushi, og her står Tokyo sandelig ikke tilbage for noget smart pindested. Smukke, perfekte i håndværket, varierede og 15 -20 stykker serveret på en stilren stor rund lakbakke med wasabi og syltet ingefær, samt soja og små skåle, hvori man blander denne treenighed og så dypper de syrlige rispakker med rå fisk og brændt tang heri. (155 kr.) Tempoet er fint, man når at spise op, og så vips er tallerkener og skåle væk. De små tjenere af forskellig herkomst har alle den japanske glidende service som forbillede, og de lever op til den. Så ganske roligt og dog straks kom næste ret i form af sødligt marinerede yakitorispyd med kylling og en kålsalat med en saltet let fermenteret dressing. Da dette er en ret, man kan sidde og pille i, kom der samtidig et stort fad med tempura no moriawase, hvor både store kinarejer og skiver af forskellige grøntsager og strimlet rodknold var dyppet i den klassiske tempuradej (rismels-beignetdej) og friturestegt. Det bliver tempuraen, der gør udslaget. At dyppe i beignetdej og friturestege gør næsten ethvert køkken, og det forefindes ofte i billige udgaver heraf. Men her var tale om fnuglet dej og sprød, men lys friturestegning uden mindste antydning af for meget eller for harsk fedt. Her står traditionerne så stolt, at Tokyo burde have lov at hejse det japanske flag ude på Vesterbrogade. Tjener, en sukiyaki Til sidst kom den store ret. Sukiyaki, der er det kolde Japans svar på mongolian hotpot. Her steges i svinefedt og den glohede støbejernspande, der sættes på bordet over en kogeplade, danner rammen om tilberedningen, der begynder ved smeltning af fedtet. Knælende tilbereder en af de opvakte tjenere retten for gæsterne, så de ikke skal gå hen at dumme sig eller ødelægge tilberedningen. Strimlet kål, glasnudler, skivet råt oksekød, spirer, løg og andre snittede grøntsager samt en tern tofu og endelig en syrlig fermenteret sovs fremskaffer næsten en ægte sukiyaki. Næsten, fordi vi afstod fra det rå æg, der traditionelt skal røres i til sidst. En portion er nok til fire mindre skåle, og hertil kommer så risen, der traditionelt først spises bagefter. Veltilpas og let om hjertet sidder man så og fordøjer lidt, mens der serveres grøn the og regningen fremskaffes. For to voksne og to børn, der spiste to forretter og 4 hovedretter, drak tre øl og tre sodavand i alt, blev regningen 800 kr. Det er ekstremt billigt for så meget håndværk og så autentisk behandling af et køkken. Når det så kommer til hueuddeling, er det svært. For her er i henhold til prisen og med blikket på stedets egne præmisser til 4 huer. Mange forbinder 4 huer med en større luksus, end den Tokyo giver. Derfor vil jeg henstille til, at man læser grundigt på, hvilke præmisser Tokyo tildeles sine 4 huer. Det er først og fremmest, fordi Tokyo laver og serverer mad fuldt i overensstemmelse med de stolte traditioner, det japanske køkken er rundet af, og så fordi de er blevet ved med at ville det hele måltid og ikke bare en løsrevet amerikansk maddille.