Hvad laver man i Køge havn en våd regnvejrsdag? Man går ud og spiser, og den oplevelse, der venter, er i den absolut højere ende af den gastronomiske skala til en særdeles favorabel pris. Stedet hedder Horizonten for at understrege restaurantens beliggenhed ned til havnen, men der er tale om lettere tabte horisonter, da en stor grå kornsilo præger udsigten til de ellers nok så idyllisk udseende små røde træhuse. Stilen er 'kabysagtig' i det lille lokale, hvor der næppe er plads til mere end 20 gæster, men opdækningen med hvide duge og sommelierglas sender beroligende signaler. Her udfolder et ambitiøst yngre par deres visioner om at servere gode måltider. Og det gør de med glans. Netop stedets lidenhed bevirker, at de kan drive det som et 'mand og kone'-sted. De præsenterer sig som Charlotte, der er kyndig kok bag gryderne, og Henrik, der er lige så kyndig en tjener og sommelier. Prisen er flere hundrede kroner under, hvad der skal betales for samme slags mad i København, og så hører der en særdeles personlig og behagelig betjening med i købet. Kortet centrerer sig om fisk, men de kødretter, der serveres, er også i topklasse. En hovedret koster cirka 190 kroner, men det er stedets torvemenu, der er det særligt tillokkende. Da stedet har adgang til friske fisk hver dag, betinges dagens menu af, hvad der er bedst på torvet. Årstidsbevidsthed og kritisk kvalitetssans ligger grundigt bag alt, hvad der sker i køkkenet, såvel som på vinhylderne. Blandt vinene findes en god blanding af klassiske europæiske druer og gode oversøiske vine, og gennem samtale med sommelieren fornemmes, at hver eneste flaske er udvalgt med stor omhu. Alt dette samles i dagens torvemenu til 355 kr. for 6-7 retter og 345 kr. for en tilhørende meget generøst skænket vinmenu. Hvor ellers i hovedstadsområdet får man god gastronomi med vine til for 700 kr. pr. kuvert? Den stod til at blive afprøvet. Drop kiwierne De sidste hvide asparges fra Lammefjorden blev, da det var dagen efter sankthans, serveret med nogle få små vilde grønne asparges fra Frankrig og en klassisk, men perfekt sauce mousseline (hollandaisesovs vendt med flødeskum). Asparges er altid vanskelige at matche på vinsiden, men her havde sommelieren ganske vellykket valgt at lade det bitre binde mad og vin sammen, uden at det tog overhånd. I glasset fik vi en Muscat Sec 2000 fra Etienne, der ifølge franske klassifikationsregler kun må kalde vinen for vin de pays Catalan, fordi der i Roussillon kræves mindst to forskellige druer i vinen for at opnå appellationsnavnet. Navngivning som vin de pays får ikke vinen til at smage spor ringe, og prisen kan let blive mere håndterbar, når systemet på den måde holder gode produkter nede. Næste ret var måske den, jeg var mindst jublende over for. To store jomfruhummere, der var grillet med en gremolata eller bare dressing af dild, citron, hvidløg og olivenolie. Det i sig selv var godt. Salaten til var lidt mere eksotisk, og i sin form vækker den ikke min jubel. En blanding af gyldne og røde cherrytomater, oliven og kiwi smagte bedre, end det lyder, men jeg synes godt, man kan finde andet i juni måned så vel som årets andre måneder end lige kiwi. Hertil en fin frisk sauvignon blanc 2003 fra Mas Alto i Valle de Maipo, Chile. Tredje ret blev serveret i en smuk skråtstillet oval skål, hvor der som bund lå en grov pure af blomkål med et stykke stegt havkat ovenpå. Henover var der hvidvinssyltede blomkålsbuketter med strimler af skovsyre og et diskret dryp af trøffelolie. Her var Henrik blevet bedt om at finde en rødvin, der kunne matche, da både medspiseren og jeg gerne drikker rød til stegte faste fisk. Hans glimrende løsning blev et glas Chateau du Bluizard, Grande Cuvée, fra Brouilly, 1998. Flot frugt og fylde til fisk, syre og trøffel. Den unge medspiserlærling var blevet adspurgt om særlige ønsker, og da svaret var kød og nye gulerødder, havde han fået to store smørmøre velsmagende skiver af kalvefilet og en stribe nye små danske gulerødder med top. Flotte oste Vores hovedret var egentlig ikke så sommerlig, men hvis menuen bestemmes dag for dag, kan det blæsende regnvejr forsvare, at temaet var farseret perlehønebryst med svampe og kraftig glace. Blancheret spidskål og rundhåndet uddeling af danske morkler. Selv om udtrykket passer til det kølige vejr, er både fjerkræ, kål og morkler i orden som sommerspiser. Som akkompagnement fulgte et kraftigt glas Alaia, vino de la tierra, fra Castilla y Leon, 2000. Den fungerede fint, da hønen var blevet en kraftig spise i de svampede omgivelser. Som om vi ikke allerede havde fået fantastisk value for money, fulgte nu en osteanretning med ganske spændende oste. Lebrine, velmodnet Tallegio, en Tomme af bøffelmælk, en rødkit og en blåskimmel med navnet La Rock. Serveret ved den helt rette temperatur og modenhedsgrad. Køkkenet gør sine opgaver ordentligt og lever op til alle standarder for det gode grundige franske spisested. Vi 'knækkede' vinen til ostene i både en Cabernet Sauvignon, 1998, fra Sierra Foothills, North Yuba, til de faste oste og en Rivesaltes fra Chateau la Casenove, hvor vi atter var i Roussillon. Det var en vendange 2001 med netop sødme nok til den blå ost, der havde en del styrke at byde på. En lille pause før desserten, der spillede på fordums dessertdrømme. En halv fersken fyldt med vaniljeis bagt med marengs som en klassisk bagt alaska, men den smagte helt rigtigt og var netop tilpas let. God ide at inddrage sommerens ferskner på en ny måde. Den yngre afdeling ved bordet nød i høje smask de danske jordbær med vaniljeis, en dessert, det er svært at blive træt af, når råvarerne er på deres højeste. En gang kaffe til at afslutte det hele med ender med at give en regning for to på 1.450 kroner for et helt gennemført og meget fint gastronomisk komponeret måltid. Der er ingen tvivl om den gode pris i menuen, men hvis man vil, kan det gøres for det halve, hvis man tager en hovedret såsom en god stor rødtunge, pighvar eller kalvefilet, en flaske af de rimelige vine og en dessert. Det giver fire gennemført fine huer.