Et nyt fænomen dukker op blandt byens spisesteder. Medbring din egen vin, og du kan holde prisniveauet på det halve. Man kan undre sig over, hvordan det kan løbe rundt, men da det er praksis i mange amerikanske restauranter, er der altså nogen, der vover at forsøge sig med denne model i Danmark. For os som spisere er det en fordel, når man bevæger sig i den kategori af spisesteder, der byder på regulær mad til overkommelige priser, og når man ikke tror, at man skal i byen og have det store traktement. For selvfølgelig er stilen en anden, når hver gæst kommer med sin egen flaske under armen. Ganske som sammenskudsgilder er noget andet end den fest, hvor værten står for hele måltidet. Man hverken kan eller skal forvente haute cuisine, men man kan stadig forlange, at maden skal være i orden. Og det er den gennemgående i restaurant Romarin i Ryesgade. Interiøret er enkelt, der er dug på bordet, og lokalet er lyst. Stilen er hverdagsagtig, men ren. Lokalerne var stort set fyldte, og vores ualmindelig venlige og hjælpsomme tjener kom straks og tilbød at åbne vores medbragte vin. En kande med isvand kom tilsvarende hurtigt på bordet og kort efter også brød og smør. Skulle man have glemt vinen, kan man købe en flaske rød- eller hvidvin for 100 kroner (eller 30 kroner per glas), så det kan ikke være, fordi man har sparet bevillingen fuldstændig. Valget af mad fordeler sig på kortet med fem forretter, fem hovedretter, ost og tre desserter. En ret koster 165 kroner, to retter 195 kroner, tre retter 225 kroner, fire retter 250 kroner og fem retter 275 kroner. Hvorfor der i udvalget lægges op til fem retter, kan man måske undre sig over, og de fleste vælger sig en treretters. Det ville dog med lidt god vilje være muligt at komponere sig til et større måltid. Rigelige portioner Vi valgte en menu med tre retter. Tempoet er pænt, selv om her var næsten fyldt, og maden var rigelig og nydeligt anrettet. Min aspargescremesuppe med jomfruhummer var tydeligvis hjemmelavet. Det var purerede grønne asparges med små sprøde stykker af hoveder og nogle småkrøllede hummerhaler. Når man bruger frosne pillede hummerhaler, vil de uvægerligt tage sig sådan ud, men køkkenet kunne overveje, om de måske skulle undlade at lege 'fin menu' og så i stedet bruge en billigere, men friskere ingrediens som fyld. Suppen var ellers god nok, netop sådan en man selv kunne finde på at lave, den måtte bare godt have haft lidt mere spark i den grundlæggende fond. Selv om asparges er sarte forårsplanter, tåler de en kraftigere fond at spille op ad rent smagsmæssigt. Brødet til var frisk hjemmebag, måske fra en af de gode bagere i nærheden. Marinade fra Harry's bar Medspiserens forret var en anretning med bresaola (saltet lufttørret oksefilet fra Italien), bagte grøntsager, salat, soltørrede tomater og masser af groft høvlet parmesan. At kalde den carpaccio er igen den menukortlyriske tendens til, at alt skal hedde noget særligt. Carpaccio er tynde skiver af råt marineret oksekød med en helt særlig sennepsmarinade, opfundet på Harry's bar i Venedig, og lad den så blive ved det, og kald det andet for en salat. Men god var den. Der var knald på dressingen med de soltørrede tomater, der klædte bresaolaen i standardkvalitet. Det samlede smagsindtryk steg yderligere ved, at de bagte grøntsager fik modspil i den rundhåndede uddeling af høvlet parmesan. Hovedretterne serveres spektakulært. Det er den opadstræbende 'styling', der præger maden. Det kolde sommervejr havde fristet min medspiser til at vælge den noget tungtlydende gratinerede oksemørbrad med foie gras, serveret med sauté af østershatte og rosmarinsky. Foie gras'en pyntede mere på spisekortet end på tallerkenen, men retten smagte fortrinligt, og der lød lutter lovord og uartikulerede uhm fra den anden side af bordet. Kødet var stegt perfekt, det var mørt, og skysaucen til var kraftig og velsmagende af rosmarin. Rigeligt med stegte svampe. Hvis det kunne gå hen at være standarden for alle retter, er Romarin et overmåde godt sted til prisen. Standarden holdt bare ikke helt ved de andre retter. Lammeculotten var, så vidt smilene ved nabobordet passede, også tilfredsstillende, mens min urtebraisserede kaninkølle var kedelig og lidt tør. Den var mør nok, men saften havde forladt den, og lidt mere krydring ville have pyntet. Den skulle ifølge kortet have været serveret med egen sky, men kom med den tomatsauce provençale, der fulgte lammeculotten. Dér passede den bedre, mens den blev for syrlig og spids til det ellers udmærkede tilbehør af majroeragout. Dagens fisk varierer og var denne dag rødfisk med safransauce og hele små bagte cherrytomater på stilk. Flot så det ud. Portionerne er store, og man bliver mæt. Skulle man så have lyst til ost frem for dessert eller eventuelt begge dele, skinner køkkenets gode vilje og forståelse igennem. Osteudvalget, som vores søde tjener måtte hente en seddel om for at kunne, var glimrende uden at være udsøgt. Der var Tomme de Savoire, Chevre, Pecorino Sarda og en mere, jeg har glemt, fordi jeg kun fik læst sedlen højt, men ikke spiste det. Det er tydeligt, at køkkenet har en fornemmelse for mad, der kommer til udtryk i gode råvarer og gennemgående god håndtering, uden at der er tale om det topgastronomiske. Sådan noget mad hører hos mig til i kategorien god 'kogekonemad', hvor man får det hjemmelavede og veltilberedte i en højde, hvor mange kan være med. Desserter med smag Vi begav os ud i desserterne, der også tydeligvis var hjemmelavede og med en smule tvist. Den hvide chokolade-creme brulée hævede sig over den almindelighed, denne dessert har opnået, ved at være serveret med en meget god citrussorbet. Min Amaretto-marcipan-is var tydeligvis hjemmelavet og serveret med en grønpistaciesovs, der næsten lignede pesto. Men den smagte af det, den lovede. Lidt tung med den meget mandelpistacie. Endelig kunne man tage kokospandekager med likørfigner og is. Ikke just sommerlige desserter, men da vejret også var næsten efterårsagtigt denne aften, kunne man godt gå hen og glemme, at der var noget, der hed jordbær, rabarber eller hyldeblomst. Tilsvarende havde der jo heller ikke været meget sommer over hovedretterne, men hvis man bare ved, hvad man kan forvente, er Romarin et godt spisested i den billige ende, ikke mindst fordi man selv må have vinen med. Her er til tre pæne huer lige i midten af skalaen. Vores regning endte på 510 kroner for to, fordi vi testede et glas af husets vin, men hvis man nøjes med en hovedret, der er fyldig nok til at mætte en god hverdagsaften og drikker vand til, kan to personer gøre det for 330 kroner eksklusive den flaske vin, de så skal tage med.