Der kan ikke længere være nogen tvivl. Vi er i 2010’erne trådt ind i en mere uformel og afslappet æra i dansk restaurationskultur.
Hvor mange af de nye restauranter i 00’erne stræbte efter michelinstjerner og anrettede retterne med pincet, har vi de seneste fem år fået et væld af rigtig gode ’bistrorestauranter’. Musikken er højere og priserne lavere, og de hvide duge er bandlyst, men man går hverken på kompromis med råvarernes kvalitet eller med tilberedningen af dem.




























