Som madanmelder med nordjyske rødder har jeg flere gange fået verbale tæsk for ikke at have spist på Vendia i Hjørring, som nogle endda kalder en af regionens absolut bedste gourmetrestauranter. Det er det ikke. Overhovedet ikke. Fra indledningens palette med malertuber fyldt med farvemættet creme, der skulle spises med puffede sticks som pensler, til desserten, der lignede en fugl splattet ud på en bilrude, var der tale om konceptskaberi i fisefornem fajance.
Aftenens tema hed Gastro Art. »Ikke et begreb, I kan finde på Wikipedia. Vi har selv fundet på det«. Meningen var noget med, at mad godt kan være kunst. Og den filosofi blev så praktiseret ved at navngive hver af de 11 retter med en isme fra et kunstleksikon. Minimalisme, suprematisme, impressionisme, fauvisme og så derudad.


























