Det er ren idyl at sidde i restaurant Kanalen på Christianshavns Wilders Plads en af disse gode forårsaftener og kikke ud på det blinkende vand, der skvulper op mod det pæne, lille hus, som engang var havnepolitiets. Her er vuggende skibe med masser af tovværk og hunde, der går aftentur med deres herre - som godt kan være en dame - og forbavsende få og støjfri spadserende, slet ikke som i Nyhavn. Pæne huse er her også, ikke mindst det gamle og nænsomt restaurerede pakhus overfor, der er blevet en mondæn designeradresse. Kanalen er et kendt spisested af moden alder, men det er vores politik ind imellem at genanmelde nogle af dem, der har et smukt ry for at se, om niveauet stadig er højt. Men vi havde en fornemmelse af, at vi nok skulle blive godt behandlet. For det ville ligne Anders Houmann dårligt ikke at have styr på tingene. Han er ejeren af Kanalen, som nu har eksisteret som spisested siden 1980ernes slutning, og han går ind for kvalitet. Det gælder alt fra de Thonet-inspirerede armstole til råvarer, vine og kokke. Og køkkenchefen, der også er gammel i gårde, er ligeledes et gedigent navn, Rasmus Agerliin. Behageligt lydniveau Ved tidligere besøg, professionelle såvel som private, har jeg jamret over den dårlige akustik i den Fagerholtindrettede restaurant, men det problem mødte vi ikke denne gang. Og jeg skal ikke kunne sige, om der er gjort noget alvorligt ved problemet, eller det skyldtes vores placering i den smalle ende af Kanalen, lige over for baren med sylteglas og flasker. Vi havde fået et topersoners vinduesbord, og det var selvfølgelig perfekt dækket med skinnende, hvid dug og blanke glas og en meget, meget stor og nydelig dækketallerken. Og i den lille vindueskarm stod et par grønne keramikstager med tændte stearinlys, der gjorde stor nytte, da vi til sidst skulle læse regningen. Det er nemlig en almindelig skavank på gode restauranter at spare på farvebåndene, og også på Kanalen. Og i tusmørket er alle nedslidte, blå tal ulæselige. Men med stearinlyset og tjenerens hjælp fik vi da løst talgåden. Menukortet er overordentlig tiltalende. Det er muligt, at nogen ønsker sig den fire- og femretters store menu, men tre retter passer altså til os, og de sælges for 295 kr. Jeg sagde straks helle for den, da vores tjener fortalte os, hvad den bød på denne lørdag aften. Indledningsvis var der grillede kammuslinger med en rød-grøn tomat relish, eller hvad man nu skal kalde denne blanding af syltede grønne tomater, krydret stærkt med stjerneanis, ingefær og chili og røde, friske tomater, og så var der også grønne asparges med stenbiderrogn. En af hovedretterne var selvfølgelig pandestegt sandart - måske ved De det ikke endnu, men det er modefisken p.t. og står på tre ud af fire menukort i de bedre restauranter - ligesom carpaccio og grillet gedeost. Den anden mulighed var sprængt bornholmsk hane med diminutive, nye karotter, sellerimos og kartofler. Og den søde afslutning - men ost er også en mulighed - hed rabarbertrifli med hele syltede rabarberstykker, rabarbersorbet og rabarbergelé eller en chokoladekage med pæresorbet. Tun i stedet for torsk Men der er også et par a la carte retter, en jordskokkecremesuppe med trøfler (94 kr.), en bøf af australsk oksefilet med svampe og en kartoffel- selleri ret til 228 kr. og dagens fisk med jomfruhummer stockfish til 198 kr. Ja, der skal nu om dage ofte et godt hoved til at forstå menukortsproget. Vi fik forklaret, at det er kraftkilden i retten, en slags saltet fisk med jomfruhummer og en basis af diverse grøntsager og også sorte oliven. Min gæst sagde ja tak, da han hørte, at fisken var en torsk, som han holder meget af, men så kom tjeneren ilende tilbage. Kommunikationsbrist. Det var den aften tun. Lidt tøvende sagde min ledsager ja tak også til tunen, i øvrigt stærkt tilskyndede af mig, der endda fik bekræftet af tjeneren, at den var rød i midten og ikke gennemstegt. Men nu meldte skruplerne sig. Skulle han alligevel gå tilbage til menuen, så han kunne få de grønne asparges med stenbiderrogn indledningsvis ... Ikke noget problem, forsikrede vores simpelthen uforlignelige tjener, der opfyldte vores behov, før vi havde udtalt dem. Og hvis jeg forstår regningen ret, kostede de 168 kr. Men jeg er nu ikke altid for klog på tal, hvilket min revisor vil bekræfte. Vinen? Vi blev enige om en Bourgogne, en pinot noir årgang 1995 fra Olivier Leflaire, varmt anbefalet af tjeneren, som måske er restaurantchefen, i hvert fald kompetent til stillingen. Sprøde asparges Først kom der en lille appetizer, perfekt, med auberginekaviar, og så blev der sat to billedskønne tallerkener foran os. På min ledsagers lå en mere end generøs portion buttede, grønne asparges, (og det vil sige ikke de blomsterpinde tynde, et vist supermarked - eller flere - har hentet hjem fra Thailand.) De kom med en skefuld hollandaise og en generøs portion stenbiderrogn. Og på min tallerken lå de perfekt grillede og saftige og velsmagende små kammuslinger på et par træspid og ledsaget af denne stærke blanding af syltede grønne og friske, bagte røde tomater. Jeg vover at kommentere - måske lige en anelse for hot, for kammuslingerne skal jo også kunne smages. Uhøfligt vil jeg nu tage min egen hovedret først, og min let sprængte hane var intet mindre end uforlignelig. Har aldrig fået den bedre, vidunderlig saftig for ikke at sige elastisk i kødet og smagfuld. Og det enkle tilbehør var de blyanttynde, første karotter, selleripuré og små, nye kartofler med skræl. Men tunen skuffede. »Ikke fordi jeg vil være kritisk ... «, begyndte min ledsager, og han havde desværre ret i sin dom. Den var tør, ligesom trevlet i konsistens og absolut gennemstegt, end ikke svagt rosa i midten. Og så er tun ikke nogen rar oplevelse. Min gæst sad og tænkte vemodigt på sine yndlingssushi med rå tun. Heldigvis lå fisken på en god og stærkt smagende, måske vel saltet jomfruhummer stockfish blanding med forskellige grøntsager og rigeligt med sorte oliven. Pæresorbet Og skuffelse blev til fryd vendt, da desserterne kom på bordet - og vi flottede os, om man vil: trøstede os, med to glas afkølet muscat vin fra en nyåbnet flaske (ialt 76 kr.) Spøg venligst ikke om en nærmere specifikation. Men god var den, både let sød og frisk. Chokoladekagen, tæt, mørk i smagen, fik prædikatet superb, lå med en generøs skefuld pæresorbet med Poire William. Selv fik jeg det overvældende righoldige udvalg af rabarber, tilberedt på smukkeste og mest harmoniske - og kompetente - måde. Nej tak til kaffe, og så kom den afblegede regning på 953 kr. En overordentlig rimelig pris for et helt igennem fremragende måltid - hvis vi altså glemmer den overstegte tun. Og derfor bliver der i dag 'kun' fire kokkehuer til Kanalen.