Et godt sted for en romantisk middag

Lyt til artiklen

Den røde Cottage på Strandvejen får fire kokkehuer. Et godt sted for en romantisk middag. Cottagen blev oprindeligt opført som kursted for svagelige velhavere for 150 år siden, men siden hen er der kommet nye og anderledes boller på suppen. Senest er Susanne Christensen og Lars Thude rykket ud på stedet som restauratører. Det er garvede folk med en fælles fortid hos både Michel Michaud på Marie Louise i Odense og senest på restaurant Mikkelgaard i Mikkelborg. Stilen, de har valgt, er moderne dansk-fransk, elegante og delikate kompositioner og stor opmærksomhed på vinen. Der var to menuer at vælge imellem denne aften: den gastronomiske menu med ikke mindre end seks retter til 545 kr. og en inspirationsmenu med fisk og skaldyr til 340 kr., som rummede tre retter. Det kan måske lyde kostbart og lidt overvældende, og derfor skal det lige understreges, at der i øvrigt er frit valg på alle hylder på Den Røde Cottage. Man kan vælge retter fra menuerne, som det nu passer appetitten, pengepungen og humøret. Min gæst prøvede havmenuen, og jeg selv valgte tre interessante bud fra den gastronomiske menu. Vinkortet er velassorteret og indeholder fornuftige bud i et prisleje, hvor de fleste kan følge med. Derudover kører man en glimrende politik med vin pr. glas, der kan skænkes glasvis fra alle flasker op til ca. 500 kr. stykket. Det var en varm aften med en høj, lyseblå augusthimmel, så vi satte os ude mellem træerne og prøvede husets velkomstaperitif: Cremant d'Alsace med et pift hyldeblomst. Meget delikat og sensommerligt. Kort efter dukkede et par appetitvækkere op fra køkkenet: rørt laksetartar med en lille, sprød crouton til. Enkelt, veltillavet og lækkert. Rødding med pighvarcreme Forretterne var af samme kyndige håndværksmæssige standard: Min gæst fik et stykke smukt, sprødstegt rødding med en meget fin pighvarcreme, små stegte kammuslinger, Karl Johan-svampe og fintsnittet purløg. Fisk, muslinger og svampe var alle meget velsmagende, og pighvarcremen bandt retten meget delikat sammen. Selv kunne jeg kigge ned på et lige så sprødstegt stykke havbars, som blev anrettet med en let jordskokkecreme, små tern af kogt jordskok og sprøde jordskokkechips. Et drys af frisk trøffel kantede retten af. Trøffel og jordskokker har det meget fint sammen; alt i alt en virkelig lækker forret, smukt tilberedt. I vinkortet havde vi fundet frem til en glimrende Sancerre, Nueve, 2000; Sauvignon Blanc når det er mest elegant, virkelig godt. En halv flaske kostede 160 kr. Hovedretterne var virkelig også i orden. Min gæst gik nu i krig med et stykke stegt kulmule og et stykke stegt pighvar, som havde fået selskab af dampede nye løg og en flot mørk hummerglace. Igen dygtigt håndværk og meget velsmagende indslag på tallerkenen. Der fulgte endvidere lidt smør- og persillevendte kartofler med. Sancerren var nu blevet skiftet ud med et glas af en stor amerikaner, en Chardonnay fra Sonoma County. Sonoma Loeb, 1997. Flot og gylden chardonnay med en markant fad-smag. Stegt hanekam I mit glas skænkede den venlige, kvindelige tjener en rød Meursault, fra Thavener 1999; let og elegant - en stor fornøjelse. Den gik glimrende med hovedretten: en variation af en poularde fra Bresse med timiansauce. Og der var virkelig tale om variation: der var et stegt lår, to slags bryst - et bryst naturel og et andet farseret med foie gras, der var stegt lever fra poularden og endelig hanekammen stegt og lagt oven på et lille stykke ristet polenta. Der var endvidere et meget elegant tilbehør i form af en lille sprød filodejsrulle med små stykker kantarel i. Saucen var lys og let med masser af fintsnittet timian i. Højt niveau, velsmag og elegant udførelse. Inden desserten delte vi en ostetallerken, der rummede seks gode, modne stykker. En klassisk, mild ged i aske og en lidt fastere, mere modnet gedeost. To fine komælks-oste fra Bourgogne, et stykke Fourme d'Ambert og et stykke brebis - fåreost fra Pyrenæerne. Der fulgte gode nicoiseoliven og syltede valnødder til. Det søde køkken bød denne aften på to muligheder: et tårn af hindbær og sprøde bunde og 'surprise'-desserten, der hørte til den gastronomiske menu. Vi prøvede en af hver. Hindbærrene var desværre udsolgt, da vi som de sidste afgav bestilling, men den slags er svært at gardere sig imod. De blev udskiftet med friske kirsebær, bundene var meget fine, papirstynde og knasende sprøde, og der fulgte en god hjemmelavet, let vanilleis og en delikat hindbærsorbet til. Ananassuppe Surprisedesserten var en ananassuppe med små stykker ananas i - i midten sejlede en velsmagende ø af vanilleis. På en anden tallerken var en lille pandekage med æbler og en delikat creme anrettet sammen med et rør af strudeldej, ligeledes fyldt med æble. Æbletallerkenen kunne måske med fordel være frisket op af en æblesorbet eller lignende - sød dej og varm æble bliver lidt bastant uden modspil. Vi endte med kaffe - i den pebrede ende til 60 kr., hvorved den samlede regning endte på 1.380 kr. Det anbringer Den Røde Cottage i den dyre afdeling. Men priserne er ikke urimelige i forhold til den høje kvalitet, der leveres fra køkkenets side. Og det er samtidig vigtigt at fastslå, at et besøg på Cottagen ikke behøver at koste små 1.400 kr. Holder man sig til en forret og en hovedret og et godt glas vin, kan to personer slippe med 700-800 kr. Frokost er en anden mulighed, hvor priserne også er til at komme i nærheden af. (Retterne koster fra 70 kr.) Man sidder smukt udenfor under de høje træer, hvilket i hvert fald til frokost nok lader sig gøre et stykke tid endnu. Indenfor har Morten Eisner stået for vægmalerierne, og der hersker en hyggelig og afslappet stemning, så Cottagen er også en anbefaling værd til en romantisk aften, når skoven flammer op i efterårsfarver. Køkkenet er stilsikkert og holder en høj standard. Det er ikke de vilde innovationer og avantgardistiske eksperimenter, man møder, men dygtigt håndværk, elegante og delikate kompositioner kyndigt tilberedt og serveret.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her