Rimelige Reinwald

Lyt til artiklen

I november slog Henning Reinwald dørene op i Farvergade for sin nye restaurant, der slet og ret hedder Reinwalds. Men hvem er så egentlig Henning Reinwald? Dansk velbevandret restauratør og køkkenchef med et alenlangt CV, der indbefatter diverse chefstillinger blandt andet på d'Angleterre, Hotel Kong Frederik, Copenhagen Corner, Marienlyst, Admiral Hotel og Hotel Sophie Amalie. Ved adskillige royale begivenheder har Reinwald også svunget pisken i køkkenet, så det er en erfaren herre med sans for at afvikle mange retter for 300 gæster i lang kjole og uniform, der nu er gået solo og har åbnet sit eget sted. Det er de store lokaler i Farvergade, som tidligere husede restaurant Madkunsten, der nu rummer det nye Reinwalds. Og plads er der nok af. Det er elegante, højloftede rum med store vinduer ud mod Farvergade og Gåsegade, man træder ind i. En stor bar dominerer det centrale areal og for at skabe lidt mere intimitet og hygge på de mange kvadratmeter, er der lagt rumdelere ind hist og her. Indretningen er absolut sober og ordentlig, men måske nok pæn på grænsen til det let anonyme. Ikke mindst designet af de mange stole i blåt og sort giver en svag fornemmelse af hotelrestaurant eller kursuscenter og man kunne måske nok ønske sig lidt mere spræl og personlighed fik lov til at sætte sit præg på stedet. Sympatisk tankegang Der var relativt stille denne lørdag aften, men i højttalerne spillede 'What a Swell Party This is', med fuldt bigband, så festen var aldrig langt væk, uanset at gæsterne ikke var så mange endnu. Filosofien bag stedet kalder Reinwald selv for 'Det Ærlige Køkken'; det håndplukkede personale tilbereder og serverer gedigen og veltillavet gastronomi - men vel at mærke til overkommelige priser. Meget sympatisk tankegang. Kortet rummer et pænt a la carte-udvalg og desuden en menu med to retter for 215 kr., som kan vokse til både tre, fire og fem retter - sidstnævnte går for 325 kr. (Meget rimeligt for fem retter for øvrigt.) Stilen er velsagtens mest fransk- inspireret. Vi valgte denne aften at gå a la carte-vejen. Min gæst indledte med langustine-ravioli til 85 kr. Det var en uhyre delikat forret bestående af en 3-4 ravioli, fint al dente-kogt med et meget velsmagende fyld af hummerkød. De blev serveret med lidt dampet spinat tilsmagt med hvidløg og en glimrende rosa, skummende hummersauce. Der var en fin dybde i saucen, og hele retten fremstod meget helstøbt og velsmagende. Selv var jeg endt med canelloni af røget smørfisk med fyld af laksetartar (75 kr.). Også en udmærket ret, om end den havde svært ved at konkurrere med raviolierne. Laksetartaren var skåret i grove tern og udgjorde fyldet i en fin, lille pakke af tynde skiver af røget smørfisk. Delikat og ordentligt, om end man måske nok kunne indvende, at den røgede smørfisk var så relativt dominerende i al sin røg og fedme, at det ikke var nemt at være laksen indeni. Den blev serveret med lidt gurkemejecreme (for lidt faktisk - to, tre strejf på tallerkenen var ikke helt nok til at sætte sig varige spor i smagsbilledet) og en lille delikat salat. Mørt kød Vi havde valgt at få en newzealandsk Chardonnay i glasset til forretterne. En reserve fra Giesen Estate 1998. Flot og gylden; der var fadsmag og fylde til at tage kampen op med både flødesauce og røget fisk (65 kr. glasset). Vinen fandt vi på en lille side i kortet, der rummede ugens vine på glas. En fin idé med et løbende udvalg af åbne flasker, der skiftes jævnligt. Hovedretterne var begge kød. Min gæst fik en oksetornados med lidt piment, skorzonerrodsfrites, en hvid pebersauce og små 'æg' af kartoffelmos rørt med persille og purløg (185 kr.). Igen meget ordentlig kvalitet. Kødet var virkelig mørt og velsmagende og tilbehøret veltillavet. Man søgte måske lidt en sammenhæng, der ikke helt slog igennem. Saucen var fin, om end man måske kunne have skruet yderligere op for karakterfuldheden uden at have skræmt oksen unødigt. Men som sagt - høj kvalitet overalt på tallerkenen. Det gjorde sig også gældende for min hovedrets vedkommende: kalvesteak eller måske rettere variation af kalv til 178 kr. Kalvesteaken var rosastegt og fin, derudover var der et stykke braisseret skank med små tern af rodfrugter og endelig et stykke kalvebrissel i en lys creme med lidt tynde strimler frisk porre til. Tre udmærkede varianter af kalven med hver sin karakter. I glasset kom en ung sydafrikansk Zinfandel, Cinsault fra Fairview år 2000. Men der var både karakter og voldsomhed til at slås med okse og kalv. Meget imponerende udviklet allerede (75 kr. glasset). Fornuftige priser I den søde ende af kortet fandt min gæst en komposition af pære til 68 kr. Pære Tatin-tærte, pæresuppe i espressokop og en pæresorbet i en lille skål med pæresuppe kogt med rødvin. Fine, elegante små variationer af pære-smagen - meget delikat og i en passende størrelse på dette tidspunkt i måltidet. En meget fin, lille dessert. Selv prøvede jeg chokoladesouffléen til 75 kr. Den havde en flot, intens, dyb chokoladesmag; man kunne nok diskutere om det ikke mere var en kage end en soufflé. Letheden var i hvert fald ikke dens væsentligste karakteristikum denne aften, men smagen kunne der så absolut ikke klages på. Vi delte et godt glas Late Harvested Muscat fra Brown Bros. til 38 kr. til desserterne. Dermed endte regningen for aftenens besøg på 1.064 kr. Nu kan det måske virke pudsigt at rose Reinwald for hans rimelige priser, når der rent faktisk kom fire cifre på regningen. Men så skal man huske, at vi gik den altid dyrere a la carte-vej denne aften for at komme lidt omkring i kortet. To personer, der holder sig til et par retter fra menuen og et enkelt, godt glas vin kan spise hos Reinwald for under 600 kr. Og det er bestemt ikke galt for den meget ordentlige kvalitet, vi oplevede hele aftenen. Der var bestemt retter undervejs, som var i fire-huers-niveauet, mens andre måske lige krævede den sidste skarphed for at nå de højere luftlag. Men Reinwalds ærlige køkken fungerer bestemt efter hensigten og til en pengepung, hvor de fleste kan følge med. Det må give tre, gode huer med pil opad og en anbefaling til Reinwalds.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her