Tapas er for længst blevet en populær genre blandt byens mange restauranter. Der er kunder til de klassiske, spanske småretter, som oprindeligt bestod af små skiver brød, der skulle fungere som låg, for at holde fluerne væk fra sherryen på bodegaerne. De er oplagte til en hurtig happer på caféer eller som forretter i utallige varianter på de mere funky restauranter. Men København råder også over en lille håndfuld spanske restauranter, hvor de originale tapas er i højsædet. En af de nyere af slagsen ligger i Dronningens Tværgade 22. Her holdt KGB til før i tiden, men nu er vodkaflaskerne skiftet ud med sherry i adskillige afskygninger. Indenfor er der stilrent i indretningen; i stueetagen dominerer baren, hvorfra det fyger med sherryglas og tallerkener med de mange småretter. I kælderen, hvor der er plads til flest gæster, er der rå murstensvægge og enkle borde og stole. Vi tog plads, og jeg kunne konstatere, at der ikke blot var en anden madanmelder til stede, vi havde søreme også fået bord lige ved siden af hinanden. Hyggeligt at møde gode kolleger i byen (det sker stort set aldrig), men unægtelig også et specielt tilfælde for restauranten - og en hård aften for køkkenet. Køn betjening Kortet på Tapasbaren er imponerende omfangsrigt i antallet af tapas. Der er en 6-7 startertapas, 3-4 salater, 17 kolde og 18 varme tapas at vælge imellem. Vi blev enige med tjeneren om at tage det lidt hen ad vejen. Normalt vil man nok kunne spise en 2-4 tapas hver, men det er naturlivis afhængigt af appetit og retternes størrelse. Vi lagde ud med 'Surtido de crudité con crema de anchoas y de Cabrales'. Stykker af rå grøntsager med dip af mild ansjosmayonnaise og af spansk Cabrales-blåskimmelost (35 kr.). Der kom også lidt ristede mandler med (20 kr.). Gulerods- og agurkestave lå på en tallerken sammen med lidt flækkede sherrytomater med tandstikkere i. I to små, standardglasskåle var de to dips. De var temmelig milde; udmærkede uden at være sensationelle. Grøntsagerne - tja - man kunne med lethed have gjort retten væsentligt mere interessant. Her holdt den sig på den ordinære side af stregen. Saltmandlerne var gode, og skyllede man dem ned med den tørre sherry, kunne man næsten dufte Spanien rundt om det næste hjørne. Min gæst prøvede en Jarana, Fino, Solera Reserva, Bodegas Emilio Lustau. Dejlig tør og markant. Men jeg fortrød nu ikke mit valg af en Papirusa, Manzanilla Solera Reserva, Bodegas Emilio Lustau. Der var lidt mere rundhed i Manzanillaen, og det klædte retterne. Vi prøvede derefter et udvalg af spanske pølsespecialiteter og manchegoost til 85 kr. En udmærket lille anretning; skiver af diverse pølser og skinker - heriblandt to næsten for minimalistiske stykker af den berømte sortfodsskinke. Fremragende som altid, og gode pølser er det svært at sige noget på. Så gik vi videre til fiskeafdelingen. Egentlig ville jeg gerne have prøvet et shot af Tapasbarens klipfiskesuppe, men tjeneren sagde meget ærligt, at hun ikke ville anbefale suppen endnu. Den var stadig under udvikling, sagde hun. Havde man prøvet den ægte vare i Spanien, kunne man ende med at blive skuffet. Fair nok. Tjeneren var ud over at være køn meget vidende, venlig og effektiv. Min gæst overvejede et hurtigt ægteskabstilbud, men lod det blive ved snakken. Aftenens bedste indslag Vi lod kokken udvikle videre på suppen og snuppede klipfiske- kroketter til 40 kr. De var panerede og nystegte. Udmærkede, hyggelige små happere, som man dog godt kunne have krydret lidt mere uden at have fornærmet nogen. Ligeledes kunne man godt have rørt en spansk tartarsalsa sammen, så der var lidt til at bryde den brede, fede smag. Klipfisken blev afløst af en gang rejer i hvidløg: Gambas al ajillo; en af de mest populære tapas. En pæn portion rejer lå i et velsmagende hvidløgs-olie-bad. Velsmagende, uden overraskelser. Vi gik videre til Pimientos del piquillo rellenos de bacalao y gambas con salsa de marisco y caviar de oricios. Tre ildovnstegte piquillo-peberfrugter fra Navarra fyldt med rejer, plukket og afsaltet klipfisk i skaldyrssauce med kaviar fra søpindsvin - stik den (95 kr.). Nok aftenens bedste indslag om end klipfiskefyldet ikke var så pokkers karakterfuldt igen. Fiskesaucen var fin med en god bund af skaldyr og søpindsvinerognen. Vi gik videre til de traditionsrige albondigas: små kødboller i en let sauce (35 kr.). Igen kunne mere krydderi godt have fundet vej til farsen og saucen. Det var nogle velsmagende, men også ret diskrete frikadeller. Vi prøvede også 'rynkede kartofler' til 25 kr. Det er en canarisk specialitet, som mange måske vil genkende fra festlige feriedage på Tenerife. Dér koger man kartoflerne op et antal gange i havvand. Resultatet er sjovt nok en variant af kogte kartofler. Deres skind bliver lidt rynket, og man garnerer gerne retten med en krydret sovs på bl.a. chili og paprika. Det samme havde man gjort her - og det var såmænd udmærket - uden at man ligefrem faldt i svime. Sidst på programmet kom den berømte tortilla espanola. Æggekagen/omeletten med små stykker kartofler og løg i. Den havde fået sin egen lille pande og var fast, velsmagende og nylavet. Velassorteret vinkort I glasset var der kommet en D.O. Priorat, 1996 Usatges til 55 kr. glasset. Flot og smagfuld til prisen. Vinkortet er for øvrigt meget velassorteret. Den sagsomspundne Pingus gemmer sig i udvalget for 4.500 kr. Vil man flotte sig uden at gå til ekstremer, så er der den fremragende Priorat-vin Clos Mogador til 745 kr. at finde. Men det er alligevel nok de færreste, der går til den slags yderligheder på Tapasbaren. I den søde afdeling var der ikke nogen vej uden om den traditionsrige crema catalana til 45 kr. Det er dybest set en spansk creme brulée; en kraftig vanillecreme med et hårdt, karameliseret sukkerlag på toppen. I kortet var den beskrevet som tilsmagt med kanel og citron. Det var ikke så fremherskende denne aften. Min gæst havde kastet sig over en såkaldt blondekurv med vanilleis og espressosauce til 55 kr. Det viste sig dog at være en ret traditionel karamelkurv, som man efterhånden kan få i hver anden bagerbutik, med lidt vanilleis og espresso i bunden af tallerkenen. Vi sluttede af med to kopper god, spansk kaffe: en café con leche (kaffe med mælk) til 21 kr. og en cortado (espresso med en anelse mælk) til 15 kr. Med dette standsede regningen på 801 kr. for dagens tapas, vin, vand og kaffe foruden god betjening. Måske kan det umiddelbart lyde som mange penge, men nu var vi også rundt på den store tur i tapaskøkkenet. Et besøg med en to-tre tapas pr. mand bør ikke koste mere end et par hundrede pr. næse inklusive et glas vin. Og for det bør man kunne forvente et par veltillavede indslag fra det spanske hverdagskøkken for småretter. Det er ikke det dybt personlige og vilde, gastronomiske ridt, man oplever på stedet, men et omfangsrigt udvalg af traditionelle spanske tapas uden de store armbevægelser. Ambitionsniveauet er ikke lige højt ved alle retter, men mindre kan vel også gøre det. Så er det i den spanske retning, appetitten går, så kan man trygt slå et slag forbi Dr. Tværgade og forkæle smagsløgene med et par gode, små, iberiske bagateller. Tre huer til Tapasbaren. (Tilbage står så kun spørgsmålet: Hvad synes aftenens anden madanmelder?).