Ziggy på stenbroen

Lyt til artiklen

Ziggy er en ny, dekorativ café og restaurant på Halmtorvet, der er med til at sætte endnu en streg under, at Vesterbro er hot og mondæn bare et stenkast fra det gamle red lights-district i Istedgade. Gamle rock-aficionados kunne sikkert forfalde til den tanke, at Ziggys var opkaldt efter det klassiske David Bowie-abum 'Ziggy Stardust' fra 1972 om den himmelske rockmessias Ziggys storhed og fald. Det er ikke tilfældet. Ziggy er kælenavn for ejeren Sigmund, så glem alt om Bowie og mænd med makeup og stort hår fra 70'erne. Sigmund er for øvrigt en erfaren herre, der tidligere har haft succes med en anden populær restaurant, Barstarten, på Nørrebro. Barstarten var også et eksempel på en kombination af bar, café og restaurant med et moderne, forholdsvis ambitiøst køkken. Og hvad er Ziggy så for et sted? Et stort L-formet lokale, luftigt og lyst, prismekroner i loftet, rå murstensvægge omkring de store vinduespartier og en imposant, centralt placeret bar. Træbordene er kvadratiske og stolene i mørkt læder. Der er mange muligheder på Ziggys, og de starter med morgenmad, fortsætter med brunch og frokostretter, derefter tager aftenkortet over, og ved midnatstid på hverdage (og til kl. 02 i weekenderne) kan man så eventuelt blive båret ud af baren og lagt foran den nærliggende politistation i nabohuset til videre ekspedition. Personalemad
Vi stak hovedet indenfor en fredag aften - og der var godt med liv i butikken. Publikummet var unge bytyper på vej videre ud i natten, snakken gik over bordene, musikken spillede, og der blev skænket op i glassene. Priserne på Ziggys er i det pæne midterleje. Hovedretter ligger omkring en 150 kroner og en trerettersmenu koster 255 kroner, men man kan spise sig mæt for under en hundredkroneseddel, hvis man holder sig til dagens ret eller P-maden (forkortelse for Personalemaden). En sympatisk idé, når man bare skal have stillet hverdagssulten og ikke skal ud i flere retter med opsat hår. Vi valgte at gå a la carte-vejen og se os lidt om i kortet. To Ziggy-cocktails fra den lange, smarte bar var næsten et must: en champagnecocktail med vodka, hyldeblomst og lime. Meget delikate. Snackstallerkenen var en udbygget, middelhavsinspireret sag med både sesamgrissinis, saltede mandler, oliven, ansjoser, rød pebersalsa og tørret andebryst. Flot og velsmagende. Vi valgte at dele den - ellers kunne den sagtens have gjort det ud for en forret. Min gæst fortsatte med en let cremet skaldyrssuppe med ravioli fyldt med røgede muslinger. Fin kombination; der var udmærket smag af brændte skaller i suppen og raviolierne var rustikke i størrelsen og gode. Selv fik jeg et lille udvalg af dagens happere fra kokken. Der var lidt lyssej kogt i mælk og lagt på en sprød crouton, en traditionel fersk røget laks med en velsmagende urtecreme, en rørt torskerogn ledsaget af en skefuld af årets første friske stenbiderrogn og endelig auberginemos og puylinser lagt mellem to stykker ristet chorizopølse. Delikate små appetitvækkere i en halvanden-mundfulds størrelse. På den tørre side I hovedretsafdelingen gik vi denne aften efter kødet. Min gæst nappede ossobucoen (140 kroner) for næsen af mig, og jeg røg på lammet til 150 kroner. Ossobucoen kom i en dyb, dampende varm skål og var en hyggelig, velduftende vinterret. Lige sådan en, det er godt at sidde med, når der falder små hvide februarfnug på Halmtorvet. Kødet var mørt, grøntsagerne udmærkede og retten som sådan i kategorien rigtig god til prisen. Kæler man for sin ossobuco, kan man få endnu mere smag ud af den italienske klassiker, end Ziggy havde formået lige denne aften, men retten var reel og helt i orden. Lammet var velstegt og rosa i farven og fulgtes ad med en såkaldt kartoffelratatouille (kartofler og blandet grønt og urter), smukt presset i en rund timbaleform, og lidt pesto-basilikum-olie. Kødet smagte fint og tilbehøret delikat. Endvidere var der nogle store, rustikke bagte hvidløg på tallerkenen. Skulle man indvende noget, må det næsten være, at retten savnede lidt væde. Nogle dråber god lammesky på tallerkenen havde ikke været af vejen. Det endte med at være en velsmagende, men måske lidt for 'tør' ret. I glasset kom månedens vin, en udmærket, robust Primitivo fra Pulien (Syditalien) til 230 kroner. Godt til prisen I dessertudvalget fandt min gæst en hvid chokolademousse til 70 kroner. Igen meget flot og formfuldendt serveret: rund form, næsten glaseret med passionsfrugtgele og ledsaget af en passionscoulis og sprøde, papirtynde tuiles af bagt ananas. Moussen smagte fint, den vanskelige hvide chokoladesmag var måske ikke så markant igen, men det var bestemt en delikat dessert, og passionsfrugten skar godt igennem moussens fedme. Selv var jeg gået i den mere magre afdeling med orange-vanilje-yoghurt-isen med citrusmarinerede bananer. Isen var måske en anelse krystalliseret, men smagen fejlede bestemt intet, og bananerne var friske og delikate som tilbehør. Med en macchiato (18 kroner) og en cafe au lait (25 kroner) endte regningen på 1.053 kroner. Det kan måske lyde af meget, men nu var vi både på besøg i drinkskortet og rundt om i a la carte-retterne for at prøve stedet af. Et besøg på Ziggy behøver naturligvis slet ikke at koste så meget. Som sagt kan en dagens ret klares for under en hundredlap, de store sandwicher til frokost for endnu mindre - og to personer, der holder sig til menuen og en flaske stilfærdig vin, kan klare et besøg for omkring 350 per næse. Det er et godt, moderne storbykøkken i flotte omgivelser, man møder på stedet. Atmosfæren er god, og tonen er nede på jorden. Er det en følsom candlelightdinner, man skal ud til, bør man ikke vælge fredag eller lørdag. Der vil gå i byen-folket føle sig mere hjemme. Niveauet i Ziggys køkken er klart højere end på mange café-restaurant-steder i samme kategori. Det kan både ses og smages. Derfor er det tre store huer, der sidder i rammerne i denne uge - og en klar anbefaling af Ziggys.

Appetit på mere?

På Politiken er vi sultne. Ibyen giver dig anmeldelser, anbefalinger og nyheder fra Københavns buldrende madscene. Vores anmeldere deler hver uge hjerter ud til restauranter, cafeer og barer, så du ved, hvor du skal gå hen – og hvor hypen ikke holder.

Bliv abonnent for kun 1 kr.
Allerede abonnent? Log ind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her