Når oktoberhimlen bliver høj, når der kommer bid i luften, og alle konturer står som papirklip i den skarpe efterårssol, så er det ved at være frokosttid. Ikke mere indian summer og spændende salater. Appetitten er til andet end fire blade rucola og en grillet reje. Vi vil have frakken på og vedkende os vores naturlige tilbøjelighed til kraftig kost, brændeovne og stearinlys og den nationale vintersport: hygge. Byen har fået en ny frokostrestaurant. I den ældgamle Snaregade med de toppede brosten og historiske husmure er Frokostsalonen åbnet for nylig. Det er en gammel kending i det københavnske restaurantionsmiljø, der står bag. Philippe Privat er for længst et 'household name' - siden de gamle dage med restaurant Philippe på Gråbrødre Torv efterfulgt af årene på Langelinie Pavillonen. Det er altid med hjertet i det franske køkken, at Philippe Privat kører sine spisesteder. Og Frokostsalonen er ingen undtagelse. Beliggenheden er perfekt. Indre By er stedet for frokostrestauranter af mere eller mindre klassisk tilsnit. Forretningsfolk med hang til højtbelagte arbejdsfrokoster slår generelt deres folder inden for voldene. Det er de gamle lokaler, der tidligere husede Queen Victoria, som nu rummer Frokostsalonen. Og Hall of Fame fra det tidligere sted har fået lov til at overleve. Kendisser fra den hjemlige andegård smiler ned til os fra utallige fotografier med autografer på, når man træder ind fra gaden. En trappe fører op til et smukt, højloftet lokale med vinduer ud til Snaregade. En borgerstue, der emmer af det gamle, fine København. Lyse nuancer, hvide duge og små vaser med roser på bordene. Fra koldt smørrebrød til varmt fransk Kortet rummer både et par bud inden for den klassiske danske frokost og så et større udvalg af mere franske retter. På mange måder ligner det mødet mellem en dansk frokostrestaurant og et fransk brasserikøkken med ambitioner. Der er meget lidt, der adskiller de egentlige retter fra, hvad man kunne møde på et aftenkort. Derfor kan det i første omgang godt undre, at restauranten faktisk kun har åbent til frokost (selskaber kan dog bestilles til om aftenen). Min gæst og jeg var sultne mennesker denne dag og følte os ikke blege for at starte i dansk smørrebrødsfrokost og ende i det franske køkkens varme retter. Dagens tre håndmadder (dejligt trygt ord at møde i et spisekort) kostede 75 kr. Der var i dag hjemmelavet rullepølse, kartoffelmad og Christiansø-sild. Rullepølsen var rustik i udskæring og tilberedning, hvilket var dejligt. Den kunne godt være krydret lidt mere uden at genere nogen - men det er en smagssag. Kartoflerne havde fået en superdelikat mayonnaise-sauce ovenpå med et meget smagfuldt fransk vinaigrette-touch. Kartoflerne var til gengæld ikke møre nok - de havde fået for lidt, og det tager lidt af glæden ved en kartoffelmad. Christiansø-silden var der ikke en finger at sætte på. Den var af samme gode kvalitet og krydring som sildene på min tallerken, tre slags Christiansø-sild for 68 kr. Ikke mindst karrysilden var rigtig god. Den svømmede for en gangs skyld ikke i mayonnaise, men var lavet med en mere mager, men virkelig delikat karrykrydring, der bare pudrede selve silden. Lækkert. Til de øvrige sild var der dild, finthakket rødløg, kapers og cremefraiche - og bedre selskab kan sådan en bette sild ikke forlange. Min gæst var ikke bleg for at gå om bord i en gang perlehøne med risotto og braisseret fennikel efter håndmadderne. Den form for appetit aftvinger respekt, kunne vi se på den venlige tjener. Perlehønen var velsmagende - måske på kanten af det tørre indimellem. Risottoen var en cremet, velsmagende sag, der bare ikke helt havde fået nok - den inderste lille kerne i risene kunne godt have brugt 3-4 minutter mere. Fenniklen og ikke mindst saucen på Banyuls-vin var meget delikat og gav et dejligt sydfransk præg til retten. Selv snuppede jeg fiskesuppen med taglagt torsk, kartoffel og fennikel til. Velsmagende, orangerød fiskesuppe, der bestemt ikke blev ringere af at få lidt af den medfølgende revne ost og rouille til. Rouillen (hvidløgsmayonnaise) virkede tilberedt med et mælkeprodukt - noget cremefraicheagtigt - hvilket ikke er helt originalt og stuerent. Men smagen var udmærket - om end både suppe og rouille godt kunne have været en anelse mere karakterfulde. I vinkortet fandt vi en halv flaske klassisk Sancerre til 125 kr. Glimrende, frisk og frugtig. Velsmagende rod Når man har nu kastet sig ud i skørlevned med adskillige retter mad og vin midt på dagen, kan man lige så godt gøre det helt gennemført. Derfor sprang vi uden at blinke ud i to desserter. Tjeneren var synligt imponeret. Der er påfaldende mange og relativt omfangsrige desserter i kortet. Også her adskiller Frokostsalonen sig fra normalen for en frokostrestaurant - også af mere fransk tilsnit. Det slog os nu, at nogle af desserterne blot var variationer over de samme tre-fire hovedtemaer, som det søde køkken rådede over. Min gæst prøvede karamelis og vaniljeis med rødgrødssauce til 45 kr. Denne dessert viste sig at være noget velsmagende rod i et stort pokalglas, der mest mindede om en sundae icecream med det hele. Is blandede sig med rigelige mængder flødeskum, frugtsauce og chokoladesauce. Og bevares - det smager da udmærket, men når man dårligt kan skille smagene fra hinanden, så er det så som så med den gastronomiske nytteværdi. Isene var udmærkede - uden at være sensationelle. Selv prøvede jeg ganache-kagen; hasselnødde- og chokoladecreme lagt i lag med genoisebunde og toppet med et denne dag lidt for rustikt sukkerslør, der godt kunne have kostet en tandlægeregning. En udmærket, lidt anonym blommesorbet fulgte med. Kagen var bestemt velsmagende, men cremerne stod ikke skarpt nok i forhold til hinanden - det var mest af alt bare en meget sød, lille kage uden en helt distinkt karakter. To kopper god cappuccino sluttede regningen af på 726 kr. Det er såmænd ikke så dyrt for de seks retter mad med vin og vand, vi fik. Prisniveauet er ret fornuftigt hele vejen igennem kortet. Og det salte køkken fungerer bestemt godt - både hvad angår de danske og de franske indslag. Desserterne gik det ikke helt så godt med lige ved dette besøg. Men det rokker ikke ved, at Philippe Privat generelt altid står for en kvalitetsoplevelse på sine restauranter. Skønhedsfejl og det måske lidt ujævne niveau sine steder gør, at vi må holde os på de tre huer for dagens besøg. Men Frokostsalonen er bestemt et besøg og dermed også en anbefaling værd. Tre huer.