På samme måde som København inden for de sidste 10 år har haft et blomstrende restaurationsliv, har Århus kunnet tælle fantastiske kokke bag gryderne og åbning af nye spændende steder. Det er herligt. En helt anden herlighed hviler over de steder, hvor gode stabile kokke forbliver kreative og nytænkende efter mange år i både by og branche. Sådan er det med René Knudsen. Og kedelig bliver han aldrig. Han besidder et vist mål af vildskab, holdt i stram snor af et godt forretningsgen og en arbejdsånd, der har sikret ham en navnkundighed i Århus by. Derfor kan man trygt styre efter, hvor René er, selv om disse steder måtte skifte med årene. Denne solskinsrige dag satsede vi på frokost i det århusianske, og det kan Restaurant René fint byde på, medmindre det er søndag. Hotel Ritz er rammen om restauranten og bærer den ånd af fortids mahognityngde, som et fint centralt beliggende hotel må bære. Med beliggenhed skråt over for banegården er det let at finde, og restauranten befinder sig i gadehøjde med vinduer ud til det pulserende gadeliv. Frokost i biblioteket Vi havde fået et bord ved væggen frem for vinduet og spurgte forsigtigt, om vi mon kunne sidde ved vinduet. De pladser var reserveret (til om aftenen, kunne vi erfare), men man kunne tilbyde os at sidde i biblioteket, der var et tilstødende lokale med nogle få bogreoler og høje mørke træpaneler. Det takkede vi ja til og glædede os over tjenerens fleksible måde at se på betjening på. Når man kommer til frokost, er der kun én anretning at få, men den er bestemt værd at køre efter, så det skal man ikke begræde. Frokostanretning med 5 retter koster 198 kroner og byder på både varmt og koldt. Kommer man om aftenen, er der nogle af de samme elementer at finde - her fås en treretters Ritzmenu for 268 kroner, mens en René-menu koster fra 265 kroner for 2 retter til 525 for 6 retter. Ikke ublu priser sammenlignet med det centrale København, og vi taler om en kok, der er fuldt på højde med det højere lag i hovedstaden. Som frokostgæst får man lov at prøve dele af den billigste aftenmenu, Ritzmenuen. Noget egentligt frokostkort findes ikke, man får bare nogle få gode pluk fra, hvad køkkenet har. Blandt de lune anretninger var et letsprængt kalvebryst, der om aftenen serveres med peberrodsfume og nye kartofler, og som kom som et lille fint, mørt, velsaltet stykke kød med en fremragende skysauce, der vist nok egentlig stammede fra den anden lune ret, som ikke var på aftenmenuen, nemlig et stykke sprødstegt perlehønebryst med små nye gulerødder, og som tilsammen var en fin helhed. Før disse skønne lune kødretter lå der en ligeledes lun anretning med tre veltilberedte små pighvarstykker i en let persillepesto, tre grønne asparges samt en rundhåndet stak af nyskåret parmaskinke med lidt olieeddike og nogle ristede pinjekerner. Karakteristisk for alle fire dele var friskhed, fin smag og gode portioneringer. Desuden var det nylavet, og yderligere måtte selv et saltøre som jeg indrømme, at jeg ikke manglede salt. Dog ikke mere, end at det var fint. Posteisvand kom prompte, hvilket er rosværdigt, og da det enorme og flotte vinkort med tilhørende kælder ikke kunne friste denne frokost, var det også muligt at få et glas af de flasker, der nu engang var åbne. Der er ikke tale om glasvine på kortet, men det er nu værd at tale med tjeneren, for så finder han et glas alligevel, hvis det er det, man ønsker. Bred kundekreds Tjeneren kom først med en spansk vin, han havde berømmet, men den var både grumset og havde nok stået for længe i en åben flaske, og der var da heller ikke nogen sure miner, da vi tvivlrådigt viste ham glassene. I stedet kom en Protocolo, fra Laguardia i Spanien, der smagte fint. Ud over de fire salte retter kunne man vælge mellem ost og sødt, og der var her tale om et stykke fast emmentaleragtig ost og en god blåskimmel med det fine, hjemmebagte surdejsbrød, der fulgte hele frokosten. Man kunne alternativt få en lille skive rabarberkage med mazarinbund. René er ikke en, der udfordrer de vilde kemiske ridt i det daglige. Han rummer dog bestemt den vildskab og det gåpåmod, som skal til for at overleve så mange år i branchen. Hans aftenmenu i den dyrere ende viser, at her er en erfaren mand, der ved, hvad der skal serveres for at glæde en bred kundekreds, og så må de små krøller med halen slås forsigtigt på tallerkenen. Den store menu bød sæsonbevidst på hvide og grønne asparges med parmesanspåner og valnøddevinaigrette, gratineret jomfruhummer med krydderurter og citron, dagens fisk, dansk sommerbuk med kirsebær, ærter, nye løg og kartofler, oste og champagne sabayonne med hyldeblomst, jordbær og tuille. Den dejlige frokost kostede 469 kroner, og vi kvitterer med 4 kokkehuer til Restaurant René. Samtidig er det også en tak til den gruppe af ukuelige kokke, hvortil René hører, der bliver ved med at tro på, at vi nok skal lære at spise god mad, bare der er nogen, der bliver ved med at lave den til os.